Sofiyya frygter for sine børns fremtid

Siden 39-årige Sofiyya måtte flygte til Jordan fra krigen i Syrien, har hendes børn ikke gået i skole. Hun er konstant bekymret for sin 8-årige søn, der hverken kan læse eller skrive. Og for det ufødte barn i hendes mave.
 
 

15.09.2015 Af Julie Lorenzen. Foto: Poul Madsen

Syrien > Nærområderne > Sofiyya frygter for sine børns fremtid

Når skoleklokken kimer i byen Mafraq i det nordlige Jordan, løber 8-årige Hadi ikke ind og finder sin plads sammen med de andre børn. Han har i stedet travlt med at sælge sokker på gaden.

Det gør hans mor Sofiyya dybt bekymret, men hun har ikke noget valg. Skal familien overleve, er alle nødt til at bidrage. Og at sende børnene i skole er en luksus, de ikke længere kan tillade sig.

Du kan hjælpe mødre som Sofiyya - meld dig som indsamler

”Jeg er ked af det og har ondt af mine børn. Hadi burde gå i 3. klasse, men han kan hverken læse eller skrive. Uden en uddannelse får han ikke en fremtid,” siger hun og tørrer sveden af panden. Varmen i de to små, usle rum, hvor Sofiyya bor til leje med sin mand og fire børn, er brutal.

Hadi er en del af den triste statistik, der viser, at 47 procent af de syriske flygtningebørn i Jordan ikke går i skole.

Sparer op til en ny lillebror eller lillesøster

Hadi arbejder ikke kun for at sikre familiens overlevelse. Han sparer også op til, at et lille nyt liv kan komme til verden.

Under hans mors sorte kjole buler en lille mave nemlig ud og afslører, at Hadi snart skal være storebror.

Sofiyya skal føde om to måneder, og det koster cirka 500 kr. at føde på hospitalet. Penge familien ikke har. Derfor lægger Hadi alle de penge til side fra sokkesalget, han kan. I en lille dåse.

Måske bliver vi snart smidt ud

Før krigen kom til Hama i Syrien, levede Sofiyya og hendes familie et anstændigt liv. De havde deres eget hus og havde både råd til at sende børnene i skole samt købe legetøj og mad til dem. Men da hverdagen blev fyldt med bomber og skud, flygtede de til Jordan.

”Tragedien er ret tydeligt,” siger hun, da hun skal beskrive sit liv som flygtning i Jordan. Og peger rundt på de afskallede vægge i det rum, der skal forestille at være en stue. Tre madrasser og et gammelt fjernsyn er eneste møbler.

Meld dig som indsamler 4. oktober og støt syriske flygtninge

Familien har som hundredtusinder andre familier fået skåret i nødhjælpen, fordi hjælpeorganisationerne ikke har flere penge. De får nu cirka 600 kr. om måneden, under det halve af, hvad de fik før. Huslejen og de faste omkostninger løber op i det dobbelte.

Så de seneste seks måneder har de ikke betalt husleje. Sofiyya frygter hver dag, at udlejeren kommer og smider dem ud. Antallet af daglige måltider er skåret ned fra tre til to, og grøntsager er der ikke længere råd til.

Bange for at dø før fødslen

Inden Sofiyya skulle sove i går, tænkte hun på sit ufødte barn.

Vi har brug for dig den 4. oktober - meld dig som indsamler

”Jeg får altid en følelse af, at jeg dør, inden jeg når at føde. Og at jeg dør, inden jeg ser mine børn igen,” fortæller hun.

Hadi ser ikke ud til at dele sin mors bekymring for, om hun overlever natten. Han er fuldt optaget af at lege med en lille, stribet kattekilling, som han knuger mod sin buttede kind. Han smiler sagligt.