Mit navn er Katrine Christiansen og jeg elsker genbrug.

I samarbejde med Røde Kors vil jeg inspirere til, hvordan genbrug kan blive en del af dit hjem og din indretning på en nem og overkommelig måde. Genbrug er for mig den bedste måde at forny hjemmet på – det er unikt, det er billigt og det er bæredygtigt.

Følg Katrines genbrug og krea-liv på Instagram @katrine_christiansen

BLIV SOMMERKLAR MED EN MASSE GENBRUG!

Foråret har for alvor meldt sin ankomst, og også sommeren begynder så småt at nærme sig. Det betyder også, at det snart er tid til at komme mere ud og nyde det (forhåbentligt) gode vejr! Derfor skal vi denne gang gøre altanen/terrassen/haven klar til sommerens og solens stråler med en masse genbrug. Min egen altan trænger i den grad til en overhaling. En overhaling der inkluderer møbler til at slænge sig i, puder og tæpper at varme sig på, lys til de sene aftener og selvfølgelig en grill til at lave aftensmaden på. Alt dette skal jeg på jagt efter i de forskellige Røde Kors butikker. Derudover drømmer jeg om friske krydderurter og fine blomster til at pynte på altanen – alt sammen plantet i fine genbrugsfund.

altan

Møbler

Jeg har fundet fletmøbler, formentlig fra 90’erne, som passer fint til min lille altan. Du kan finde et hav af terrassemøbler i mange Røde Kors butikker med møbler. Så du kan finde lige præcis det eller de møbler, der passer til dit udeareal. Hvis du har noget der er overdækket, kan du også godt slippe afsted med et indendørsmøbel udendørs. Jeg tror eksempelvis, at de fletmøbler jeg har købt, oprindeligt har været til indendørs brug. Men min altan er overdækket og de kan derfor sagtens klare at stå ude.

bord

Både bord og stol er blevet vasket grundigt ned. Da mine møbler er flettet, foretrækker jeg spraymaling, så malingen kan komme ind i alle små huller og hjørner. Ulempen ved spraymaling er, at udvalget ikke er ligeså stort som ved almindelig maling, hvor du kan få blandet lige præcis den farve, du ønsker. Jeg er gået med en mørk lyserød og gul, men vælg den eller de farver, der passer ind i dit hjem!

altanbord

Jeg har givet 2 lag, hvilket var nok, da møblerne allerede var malet hvide. Igen her skal du prøve dig frem. Spraymaling sviner, så husk at gøre det et sted, hvor du ikke rammer andet end lige dét, du skal male. Derudover er det en god idé at lade det tørre op udendørs, da det har en stærk lugt lige efter, du har malet. Det mest optimale er at slibe dine møbler, før du begynder at male. På den måde vil dine møbler holde i længere tid. Jeg er dog den utålmodige type, så jeg har sprunget slibningen over og i stedet blot vasket og malet. Og det bliver stadig et super fint resultat! Dog ikke ligeså holdbart.

stol

Jeg har valgt at male min stol gul med lilla ”armlæn”. Derfor har jeg pakket begge armlæn ind i en plasticpose med malertape, inden jeg begyndte at spraymale med gul. Da den gule var færdigmalet og tør, fjernede jeg plasten og malede lilla med en pensel.

urter

Krydderurter og blomster

Jeg ved simpelthen ikke noget bedre end friske krydderurter, hjemmedyrkede grøntsager og flotte blomster – jeg ville ønske man kunne have en kæmpe urtehave på min lille altan. Men det kan man ikke, så jeg har i stedet plantet lidt krydderurter og grønt i en masse forskellige krukker, glas og potter købt i forskellige Røde Kors butikker. Nogle af dem har jeg hængt op på små søm i væggen. Jeg har sat en strips stramt omkring krukken, samt en mindre strips ind i den første, som fungerer som en løkke, der holder krukken og kan hænge på sømmet.

planter

Jeg har også hængt to trækasser, som jeg fandt i Røde Kors på Fælledvej, op på rækværket med et par strips. De skal fungere som hjemmegjorte altankasser. Jeg har foret hver kasse med en plasticpose, så jeg kan vande blomsterne direkte deri. Alternativt kan en lille underkop under hver plante klare det.

blomster kasser

Pynt

Der er intet som nyslået græs og bare tæer – når man bor i lejlighed, er det bare ikke lige virkeligheden. I Røde Kors i Rødovre fandt jeg dog alligevel noget, der må være det bedste kompromis for en lejlighedsboer som mig – nemlig to styks kunstgræs. Jeg må ærligt indrømme, at jeg simpelthen ikke aner, hvad sådan to stykker normalt bruges til, men hos mig fungerer de altså nu som et lille tæppe under bordet og stolen. Jeg synes altid, at tæpper er en god måde at skabe et rum i rummet, så hvorfor ikke også på altanen? Og så er det jo altid bare et plus, at det er lækkert for de bare sommertæer. Jeg har fundet en masse puder og tæpper i diverse forskellige Røde Kors butikker. Der er virkelig mange af den slags sager, og efter en tur i vaskemaskinen er det hele så godt som nyt.

pynt

Til sidst det jeg elsker allermest – pynt! Jeg har fundet en lyskæde, stearinlys, plastikkrus, flasker til limonade, en grill, festlige sugerør og paraplyer til enhver slags fest. Alt sammen et must for den perfekte udendørs hygge!

TIP: Er du ikke lige så heldig som mig at have en altan, så kan mange af tingene jo pakkes ned og gøre din picnic lidt mere fancy. I kælderen hos Røde Kors Fælledvej har jeg flere gange set de sejeste campingstole fra noget der minder om 70’erne – de ville jo være for seje at have med på skovtur!

God genbrugsjagt!

Tekst og billeder: Katrine Christiansen