Krig i Syrien: Få svar på dine spørgsmål her

Hvordan startede krigen i Syrien egentlig – og hvornår? Hvem er det, der bomber i Syrien? Hvorfor flygter folk fra Syrien? Situationen har fyldt meget i medierne de seneste år, men hvad er egentlig op og ned? Vi har samlet svarene på de vigtigste spørgsmål om krigen i Syrien og dens konsekvenser for den civile befolkning i landet.

 

Hvorfor flygter folk fra borgerkrigen i Syrien?

Der er mange grunde til, at folk flygter fra Syrien. Men mest af alt flygter syrerne for at komme i sikkerhed for krigshandlingerne. I den langstrakte krig er også sult, fattigdom og mangel på medicin en faktor, der tvinger folk til at flygte. Krigen bliver især udkæmpet i tætbebyggede områder, hvor civile bliver fanget i kampene eller endda bliver ofre for målrettede angreb, selvom det er imod krigens regler

Krigen i Syrien har varet siden 2011. Den langstrakte borgerkrig betyder, at store dele af landets største byer som Aleppo, Homs, Raqqa og Ghouta ligger i ruiner, mens mere end halvdelen af landets befolkning er tvunget på flugt. Ved udgangen af 2017 vurderede FN’s kontor for koordinering af humanitære indsatser, OCHA, blandt andet, at tre millioner syrere lever i svært tilgængelige eller belejrede områder, at knap 70 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, og at 6,5 millioner syrere står over for akut fødevareusikkerhed, mens tre millioner børn under fem år er underernærede. 

FN’s særlige udsending til Syrien vurderede i 2016, at mere end 400.000 mennesker er blevet dræbt i konflikten. 

 

Hvordan startede krigen i Syrien?

I 2011 ramte Det Arabiske Forår Syrien. Først med mindre demonstrationer, men i marts blev en gruppe drenge anholdt for at lave regeringskritisk graffiti på deres skole, og det blev startskuddet, der for alvor fik syrere til at gå på gaden i protest mod præsident Bashar al-Assad og regimet. Sikkerhedsstyrkerne slog hårdt ned på demonstrationerne og skød med skarpt mod civile demonstranter. Det fik flere og flere syrere til at gå på gaden, og efterhånden blev konflikten stadig mere militariseret og udviklede sig til den humanitære krise, vi har i dag.

Det Arabiske Forår startede i slutningen af 2010, hvor befolkningen i flere arabiske lande gik på gaden og forlangte reformer og frie valg. Først i Tunesien og sidenhen i Libyen, Egypten, Bahrain og flere andre arabiske lande.

 

Hvorfor er der krig i Syrien?

Siden borgerkrigens start er en række forskellige lande gået politisk og militært ind i krigen i forskellige alliancer, Islamisk Stat er opstået, og mere end halvdelen af Syriens befolkning er flygtet fra deres hjem. Alle de forskellige grupper, som kæmper i Syrien, kæmper for at opnå forskellige mål. Så hvorfor er der krig i Syrien? Svaret på det spørgsmål afhænger af øjnene, der ser. Røde Kors er en neutral organisation. Det betyder, at vi ikke tager stilling i konflikter, og når vi hjælper, hjælper vi alle uanset politisk overbevisning.

 

Hvornår startede krigen i Syrien?

Man betragter den 15. marts 2011 for at være oprørets – og krigens – begyndelse. Men det er svært at sige præcist, hvornår kampene mellem demonstranter og regimet udviklede sig til en egentlig krig. Allerede tidligt i 2011 var der mindre demonstrationer, men først i marts 2011 begyndte syrerne at samles i store demonstrationer. Den 15. marts 2011 åbnede de syriske sikkerhedsstyrker ild mod civile demonstranter og dræbte fire personer. Dagen efter gik titusindvis af syrere på gaden i protest, og herfra tog oprøret fart. 

 

Hvor mange er døde pga. krig i Syrien?

I april 2016 skønnede FN’s særlige udsending til Syrien, at 400.000 mennesker havde mistet livet i Syrien. Men det er svært at vide præcist, hvor mange der har mistet livet i krigen i Syrien. FN stoppede med at opgøre antallet af dræbte i 2014, fordi tallene blev for svære at verificere.

Den Internationale Røde Kors Komité vurderer i øvrigt, at omkring halvdelen af alle krigsrelaterede dødsfald i verden i perioden 2010 til 2015 fandt sted i Irak, Syrien og Yemen. 

 

Hvem kæmper i Syrien?

På den ene side kæmper Assads militær, og forskellige oprørsgrupper mod hinanden. Samtidig deltager en række andre lande også i konflikten. Iran, Rusland og den shiamuslimske milits Hizbollah fra Libanon kæmper på det syriske regimes side, mens USA står i spidsen for en international koalition, som også Danmark deltager i, og som bekæmper Islamisk Stat og andre islamistiske grupper.

Krigen i Syrien startede med folkelige demonstrationer mod regimet, men har siden udviklet sig til en humanitær katastrofe, hvor en række forskellige parter kæmper for indflydelse i landet, mens den civile befolkning er fanget i konflikten.

 

Hvor flygter syrerne hen?

Størstedelen af de syrere, som har forladt landet lever i Tyrkiet, Jordan og Libanon. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, vurderer at flere end 5,6 millioner syriske flygtninge lever i Syriens nærområder, og at flere end 6,6 millioner lever som internt fordrevne inden for Syriens grænser. 

I 2015 ankom mere end én million flygtninge, størstedelen af dem fra Syrien, til EU. Det skabte stor bevågenhed, og overalt i Europa talte man om ”flygtningekrisen”. Men i virkeligheden er det kun en lille del af de syriske flygtninge, der opholder sig i Europa - i udgangen af 2017 er det under en tiendedel af Syriens flygtninge, der er kommet til EU. Faktisk har Libanon taget omtrent lige så mange syriske flygtninge som EU, selvom landet arealmæssigt er mindre end Region Syddanmark.

Ifølge EU’s statistikbureau har godt 900.000 syrere søgt asyl i EU fra 2014 til 2017.

 

Sådan hjælper Røde Kors i Syrien

Millioner af mennesker - både mænd, kvinder og børn - er påvirket af krigens rædsler i Syrien, og derfor hjælper Røde Kors med nødhjælp og førstehjælp i selv de hårdest ramte områder i landet. Syrisk Arabisk Røde Halvmåne, som Røde Kors i Syrien hedder, er den største humanitære organisation i landet med 14 lokalafdelinger og samarbejde med både lokale og internationale organisationer. I 2017 uddelte Internationalt Røde Kors i samarbejde med Syrisk Arabisk Røde Halvmåne mad til ti millioner syrere, 1,4 millioner syge eller sårede modtog behandling, 2,1 millioner syrere modtog hygiejnepakker, håndklæder, tæpper, madrasser og andet, og 153.000 fik udleveret vintertøj.

 

SÅDAN HJÆLPER VI

  • Vi uddeler nødhjælp i form af mad, køkkensæt, hygiejneartikler, tæpper og madrasser
  • Vi driver mobile sundhedsklinikker
  • Vi hjælper med ambulancer, uddeling af medicin og medicinsk udstyr
  • Vi uddeler førstehjælpspakker og træner frivillige i førstehjælp
  • Vi giver psykosocial hjælp til børn og voksne på flugt fra krigen

NØDHJÆLPSARBEJDE I SYRIEN 2016

Læs hele ICRC's rapport over Røde Kors' og Røde Halvmånes nødhjælpsarbejde i Syrien 2016.

 

ICRC rapport (engelsk)

Støt fast hver måned - red liv hver dag

Vil du gøre mere for de mennesker, der er ramt af krig og katastrofer? Som en fast bidragyder, så gør du stor forskel for hjælpearbejdet. Du får ambulancen frem, skaffer det rene vand, sikrer varme tæpper og den akutte hjælp til ofre. Gennem din faste støtte kan vi være der og redde liv. Hver dag, før, under og efter en katastrofe, verden over. Tak fordi du opretter dig til at gøre en forskel i dag.

SÅDAN KAN DU OGSÅ STØTTE

SMS - send SYRIEN til 1290
og støt med 250 kr.

Det koster 250 kr. + alm. sms takst.
Beløbet betales over telefonregningen.

Giro 7729499

Bank 4183-7729499

MobilePay 704469

Indsamling  – start din egen indsamling her