Tareq har ikke været i skole i tre år

Tareqs familie er en af de mange familier, der lever på flugt i Syrien. Væk fra deres hjem. Væk fra skole og venner. Og dybt afhængige af hjælp.
 
 

Syrien > Syriens flygtninge > Tareq har ikke været i skole i et år

Tareq flygtede med sin familie fra Yarmouk-lejren i Damaskus, da kampe brød ud. Nu bor de i en lille lejlighed i Jaramana i udkanten af Damaskus, hvor mange andre familier har søgt tilflugt.

Flygtet uden noget

"Vi tog afsted i en fart. Uden vores ting. Vi fik kun det tøj med, vi havde på kroppen", fortæller Tareqs far Bassam.

Familien bor med plastic for vinduerne for at holde kulden ude. Og de sover på et par madrasser spredt ud på gulvet. Ressourcerne er knappe, og derfor er familien afhængig af hjælp. De får fødevarepakker fra Røde Kors, så de har lidt ekstra at leve for.

Drømmer om at blive ingeniør

De seneste år er familien flygtet flere gange. Derfor har Tareq på 13 år og hans søster Dalal på 15 år ikke været i skole i tre år. De drømmer begge om at komme tilbage på skolebænken.

"Jeg vil virkelig gerne tilbage til skolen. Det er min drøm. Jeg vil nemlig gerne være elektroingeniør, når jeg bliver voksen," fortæller Tareq.

Tareqs søster har også en drøm.

"Jeg vil gerne være børnelæge. Altså, det er det, jeg gerne ville have været, hvis jeg kunne komme tilbage i skolen."

I Syrien hjælper vi hver dag tusindvis af internt fordrevne familier som Tareqs. Vi uddeler mad, sikrer adgang til rent vand og hjælper familierne med medicin og lægehjælp, når børn og voksne bliver syge. Her i vinteren uddeler vi tæpper, madrasser og underlag, så familierne kan holde varmen.