13-årige Mayen fra Sydsudan leder stadig efter familie

Da oprørerne begyndte at hakke i hans forældre, stak 13-årige Mayen af fra sin landsby i Sydsudan. Efter flere dages flugt lagde han sig udkørt og sulten under et træ. Så skete der noget overraskende.
 
 

Af Troels Donnerborg, trdon@rodekors.dk, Foto: Poul Madsen

Mayen vikler en elastik ud over håndleddet. Han ruller den tilbage og slipper, så det slår et lille smæld og gentager bevægelsen igen og igen, mens han går rundt i flygtningelejren Nyumanzi i Uganda tæt på grænsen til Sydsudan.

Trods hård regn og fygende, rødt støv, virker det ikke som om, han har blinket unødigt, siden han ankom til lejren med bus for to måneder siden. For han leder efter sin 17-årige storebror.

”Jeg tænker virkelig meget på ham, men jeg ved ikke, om han lever. Eller hvordan jeg skal få fat på ham, for han har ingen telefon,” siger han.

”Vi fulgtes altid ad til skole, og at han forsvarede mig, hvis nogen drillede. Når vi kom hjem, gik vi altid i haven sammen for at grave. Det savner jeg sådan.”

Meld dig som indsamler

Bus med nye flygtninge ankommer

Folk hujer, da en bus fra grænsen ankommer med nye flygtninge og drejer ind på pladsen foran teltene. Børneoverkroppe hænger ud af busvinduerne. Og da bussen stopper kommer de ned ad trappen, med store øjne. Røde Kors-frivilliges arme tager imod dem.

Mayen ser en lille fyr i en mørnet Barcelona T-shirt med spillernavnet Iniesta på brystet. Han ser en gravid kvinde, og en otte-ti-årig dreng med tårerne trillende ned ad kinderne, der får hjælp til at finde sin mor i mylderet. To voksne kvinder græder og krammer hinanden så hårdt, at deres mørke knoer bliver lyse. 

Men Mayens bror er ikke blandt de 102 passagerer i bussen. Ligesom han ikke er blandt de flere end 77.000 andre flygtninge, der er kommet hertil Nyumanzi, siden borgerkrigen i Sydsudan brød ud i december.

Mayen har ikke set sin bror, siden den dag, broderen rejste ind til byen Bor for at arbejde. Derfor måtte han også klare sig selv den dag, oprørerne kom.

Spillede fodbold, da oprørerne kom med økser

Mayen var ovre ved naboen for at spille fodbold i den lille landsby Auldit, hvor han boede med sine forældre. Han hørte skuddene og råbene og så de mange mænd med skydevåben, knive og økser.

”Hvis bare min bror havde været der,” siger han.

Mayen bliver stille og kigger ned. Den frivillige Røde Kors-medarbejder, der oversætter, lægger armen rundt om ham og fortæller ham, det er ok, hvis ikke han kan sige mere. Det er en stor del af Røde Kors’ arbejde i lejrene at tage sig af de mest udsatte børn.

”Jeg så det selv,” siger han så.

”De skød min far. Min mor forsøgte at flygte, så de skød også hende. Min far døde ikke af skuddene, så de startede med at hakke i ham med økser. Da de var færdige begyndte de at hakke i min mor. Jeg vidste, jeg ikke kunne gå hjem, men var nødt til at komme langt væk, så jeg løb.”

En fremmed kvinde kom forbi

Sammen med naboens familie flygtede Mayen ud over marken. De kom til et sted nær en flod, hvor naboens far kom i bil og hentede dem. De kørte til en lejr for internt fordrevne, som de troede var sikker, men der var ingen maduddeling, og alting blev mere desperat. Til sidst blev Mayen væk fra sine naboer. Herfra husker han kun, at han lagde sig ned under et træ, sulten og for træt til at bevæge sig mere.

Men den kvinde, der sidder ved siden af ham, mens han fortæller, husker det. 

”Jeg tænkte, det kunne være et af mine egne børn,” forklarer 27-årige Achol Akudiot Mach, der selv flygtede fra kampene i Sydsudan med sine tre børn efter at have set sin mor, svigerinde og mand blive slået ihjel af oprørerne.

”Jeg ville jo ønske, nogen ville hjælpe mine børn, hvis ikke jeg selv var der. Derfor gav jeg ham noget mad, og derfor vil jeg passe på ham, som han var min egen.”

I et stykke tid klarede de sig med frugt fra bushen, men Achol var bange for, oprørerne ville komme til lejren og besluttede at gå videre med sine tre børn og Mayen.

Den sammenbragte familie gik i fire timer og var heldige at blive samlet op af en bil, der 13. maj i år bragte dem til den ugandiske grænse. Fem måneders flugt i Sydsudan var endelig slut, da de krydsede grænsen.

Et nyt sted at bo og hjælp til at finde broderen

Røde Kors og FN har sørget for, at de snart får et mere permanent sted at bo i Uganda, hvor de kan starte en ny tilværelse. Achol har besluttet sig for fortsat at tage sig af Mayen og betale for hans uddannelse, hvis hun kan.

Mayen kradser på sit ben. Han har ikke været i skole, siden han flygtede hjemmefra, og han ved godt, det koster mange penge at gå i skole her i Uganda.

”Jeg håber selvfølgelig at få en uddannelse,” siger han lavt.

”Men jeg håber mest på at finde min bror. Jeg ville så gerne bare kunne gå i haven med ham igen.”

Den frivillige Røde Kors-medarbejder, Akasa Adiges, der sidder ved siden af, fortæller ham, at der hører have med til det nye sted, de kommer til at bo, og at han vil søge efter broderen gennem Røde Kors’ internationale eftersøgningstjeneste.

Hvis broderen også efterlyser Mayen et sted i verden, kobler Røde Kors dem sammen. Mayen smiler for første gang. Lidt.