Jessica kæmpede for Nyanenes liv

Jessica Hazelwood knyttede et helt særligt bånd til den stærkt underernærede og døende baby, Nyanene, på hospitalet i Maiwut i Sydsudan. Landet er hårdt plaget af sult. Læs om Jessicas og Nyanenes kamp for livet.

Foto: Albert Gonzalez Farran

Nyanene var så uheldig at blive født i et land med krig og mangel på mad. Hun var underernæret og ramt af en slem infektion i sine lunger.

Nyanenes mor havde derfor gået 30 kilometer for at få sin syge og alt for lille baby til hospitalet i Maiwut i Sydsudan. Nyanene var kun fem måneder, da hun blev indlagt på hospitalet.

Her arbejdede Jessica Hazelwood fra Australien. Hun er børnesygeplejerske og var udsendt til hospitalet i Maiwut i seks måneder for den internationale Røde Kors Komité.

Læs om livet og døden på hospitalet i Maiwut her (engelsk).

Jessica så til Nyanene hver dag i flere uger, mens hun lå på hospitalet. En formiddag, hvor varmen for alvor begyndte at sætte ind, stoppede Nyanene med at trække vejret.

Der er hungersnød i Sydsudan

Underernæring er vokset til et kæmpe problem blandt befolkningen i Sydsudan, siden borgerkrig brød ud i 2013.

På grund af urolighederne har det været næsten umuligt for befolkningen at dyrke markerne og skaffe noget at spise. FN har erklæret hungersnød i dele af landet.

Nyanene klamrede sig til livet

Jessica og kollegerne på hospitalet sprang op for at hjælpe Nyanene, der var holdt op med at trække vejret, de satte en iltmaske på hendes lille bitte hoved og sikrede sig, at babyen var hydreret, og at hendes blodsukker var acceptabelt.

Se en billedserie med Nyanene og Jessica på hospitalet i Maiwut.

Nyanenes tilstand var kritisk, men stabil. Hun klyngede sig til Jessica, som måtte overvåge hendes vejrtrækning.

Jessica kaldte hende ”a fighter of a little girl.”

Pludselig gik strømmen på hospitalet. Det lukkede for Nyanenes ilttilførsel.

Jessica gav Nyanene førstehjælp

Folk i Maiwut bor i små hytter lavet af pinde, mudder og strå. Den eneste strøm, der er tilgængelig i Maiwut, kommer fra to generatorer.

Jessica havde kun lige nået at sætte sig ned og skrælle en appelsin, da hospitalets generator satte ud.

Lyset gik ud, og endnu værre så gik Nyanenes tilførsel af ilt i stå. Jessica sprang endnu engang op for at give babyen førstehjælp, hun pumpede luft ind i Nyanene med en manuel pumpe, mens en kollega gav hjertemassage med tommelfingrene på den spinkle barnekrop, der blev liggende livløs.

Nyanenes mor så sin baby dø

De blev enige om at fortsætte med førstehjælpen i femten minutter. Generatoren begyndte hurtigt at virke igen, men Nyanene vågnede aldrig op.

Moren sad lige ved siden af og så hele episoden. Hun er nu en barnløs mor på 20 år. Jessica forsøgte at trøste hende, men forlod selv hurtigt hospitalet med tårende trillende ned af kinderne.

Det er unfair, sagde hun, at Nyanene blev født i et land uden mad.

”Hvorfor hende? Alle andre end hende. Jeg har brugt så meget tid med hende,” sagde Jessica.

FAKTA: SYDSUDAN

Sydsudan er verdens yngste nation, kun fem år gammel. Landet fik selvstændighed i 2011 efter en krig med Sudan. Allerede i 2013 blev glæden afløst af den nuværende borgerkrig.

FN erklærede i marts 2017 hungersnød i dele af landet. Den betegnelse bruges kun, når folk bogstaveligt talt dør af sult. Hungersnøden skyldes både, at der er tørke i regionen, men i særdeleshed også den voldelige konflikt.