Her rammer de store katastrofer

Røde Kors kiggede i 2013 i krystalkuglen og giver et bud på, hvor den næste store naturkatastrofe rammer. Vi gør stadig mere for at hjælpe udsatte mennesker, inden katastrofen rammer.

Kathmandu, Nepal, jordskælv 

Røde Kors uddanner frivillige i førstehjælp, eftersøgning, redning og gennemfører oplysningskampagner. Eksperter forudser, at et jordskælv på over 8 på Richterskalaen risikerer at ramme Kathmandudalen snart. Skvulpende jordbundsforhold vil forstærke effekten, og mellem 40.000 og 100.000 risikerer at omkomme.

Vesuv, Napoli, Italien

Myndighederne og Røde Kors har lavet evakueringsplaner for indbyggerne og vil yde psykosocial støtte, samt sørge for midlertidige husly, mad, vand, og klinikker, der kan teste luftveje. Da vulkanen sidst var i udbrud i 1944 omkom 26 mennesker, og eksperter frygter, at mindst en million mennesker vil blive berørt af et større udbrud. Det er beregnet, at flyvende sten og aske kan sprede sig op mod 160 kilometer væk, og Napoli med tre millioner indbyggere ligger kun cirka 20 kilometer væk.

Bengkulu, Indonesien. tsunami

Røde Kors oplyser om evakuering, markerer sikre områder, opstiller sirener og udstyr til redning, uddanner i førstehjælp, udstyr til redning, opretter kommandocentraler og ambulance-tjeneste. I 2000 dræbte en tsunami cirka 100 mennesker, og igen i 2007 var der tsunamivarsel. Meget større skælv forventes at ramme de cirka to millioner indbyggere i området.

Mogadishu, Somalia, tørke

Røde Kors’ uddanner frivillige i at bekæmpe epidemier, uddele fødevarehjælp og sikre vand og sanitet i områder med mange flygtninge. Regnfaldet i Somalia i perioden mellem februar og maj er i øjeblikket langt under normalen, som er meget lav. Det betyder, at millioner af mennesker er truet af sult.

Jakarta, Indonesien, oversvømmelse

Røde Kors har oprettet evakueringscentre og er uddannet i evakuering og redning. De laver oplysnings kampagner, og befolkningen opfordres til at sikre at alle afløb er fri for plasticposer, så vandet kan løbe igennem. Mange tusinder af Jakartas 15 millioner indbyggere bor på de mest udsatte steder i byen. Ved oversvømmelser i 2007 blev flere end 300.000 mennesker evakueret.

Chittagong, Bangladesh, cyklon

Røde Kors og Røde Halvmåne har oprettet et varslingssystem, der består af Asiens største radio-netværk og bygget hundredvis af beskyttelses-bunkere til evakuering. De 4,5 millioner indbyggere er truet af de oversvømmelser, mudderskred, stormfloder og sygdomsudbrud, man ved vil følge efter cyklonerne.

Port-au-Prince, Haiti, orkan

Røde Kors har oprettet et evakueringssystem og er trænet i at evakuere. De bedst beskyttende bygninger er udpeget, og befolkningen bliver jævnligt orienteret, om de forholdsregler, de bør træffe. De huse, der blev opført af Røde Kors efter jordskælvet er testet til at modstå vindstyrker på op til 90 km i timen. De cirka to millioner indbyggere i Port Au Prince er hvert år truet af orkaner fra juni til november, og mange bor stadig kun i midlertidige huse på grund af jordskælvet i 2010.

Yogyakarta, Indonesien, vulkan

Røde Kors har oprettet observations tårne, der kan varsle om lavastrømme samt sirener, der hyler, når folk skal evakuere. Special-uddannede frivillige har fået træning og udstyr. Indonesiens mest aktive vulkan ligger tæt på den meget tæt befolkede by Yogyakarta. I 2010 omkom flere end 350 mennesker i et udbrud, og tusindvis af mennesker er blevet evakueret flere gange.