Avnstrup holdt 30 års jubilæum

af Susan Hoffmann

Den 22. december havde Center Avnstrup 30 års jubilæum. Det var med andre ord den dag – for 30 år siden i 1992, at de røde bygninger i Bidstrup skovene for første gang blev anvendt som asylcenter. 

 

kage

Med den store uforudsigelighed og løbende omstrukturering, der kendetegner asylområdet, er det helt unikt for Røde Kors’ asylafdeling at have drevet asylcenter på samme adresse i så mange år. Derfor skulle dagen selvfølgelig fejres, og det skete med fælles morgenmad – med kage – i centerets store sal.

På dagen kom det også frem, at netværksmedarbejder Janne Bahn har arbejdet på centeret i lige så lang tid, som det har eksisteret. På den måde var dagen også et jubilæum for hende og anledning til anerkendelse og fejring.

Røde Kors’ asylchef Anne la Cour og souschef Carsten Isaksen satte ord på de mange år og de mange funktioner centeret har haft – først som modtagecenter, dernæst opholdscenter og siden 2020 som udrejsecenter for familier med børn i udrejseposition.