Mød dit fadderbarn Sida: ”Nu er der plads til at drømme”

I Malawi er det især pigerne, der må forlade skolen i en ung alder uden en uddannelse. Men Sida har håb og drømme for fremtiden. Hun er nemlig fadderbarn i Røde Kors. 

Mød Sida Koche. Hun er 14 år og går i 6. klasse på den lokale skole i landsbyen Mtuka i den sydlige del af Malawi. Vi har fulgt Sida på en helt almindelig dag.

Fotos: Jacob Heister, maj 2018. Hold musen over de små billeder for at se fototekster.

”Jeg står typisk står op kl. 6 og begynder at feje gårdspladsen. Så læser jeg de sidste lektier. Jeg skal også nå at hente vand i brønden og vaske mig, inden jeg går til skole. Det tager nok cirka en time at gå derhen.”

En lokal kvindegruppe støttet af Røde Kors dyrker korn og grøntsager på skolen og laver varm mad. Nu kan Sida endelig få dagens første måltid mad. Alle skolens 1.500 elever kan få et dagligt nærende måltid mad her. I perioder kan det være dagens eneste måltid. Området rammes nemlig jævnligt af tørke eller oversvømmelse, så bønderne mister hele deres livsgrundlag.

”Efter sidste time går jeg hjem og begynder at forberede familiens aftensmad. Så læser jeg lektier og vasker tøj i en balje. Vi er seks søskende, så der er altid noget tøj, der skal vaskes. Når vi har gjort rent i huset, spiser vi aftensmad. Før jeg går i seng, ordner jeg altid min skoleuniform, så den er klar til næste dag.” 

Mor skal sørge for alt

Sidas far har forladt familien, så det er mor Niya, der skal sørge for alting. Derfor har de største børn mange pligter, så familien kan hænge sammen. Niya er bonde og har kun fået få års skolegang. Hele hendes dag går i marken, hvor det er en kamp at skaffe mad nok til alle de munde, der skal mættes. Og for tiden er der kun ét måltid om dagen til alle. Familien har nemlig kun to sække mad til resten af sæsonen.

Røde Kors besøger jævnligt familien. Under besøgene får Niya ny viden om hygiejne og om de sygdomme, som rammer området ofte. Det er fx vigtigt, at hun beskytter sig selv og familien mod malaria og lærer om symptomerne på sygdommen, så hun kan søge hurtig hjælp. Myggenet er den bedste måde at beskytte sig mod malaria, og Røde Kors har derfor været forbi med myggenet til familien.

Sida elsker skolen

Det er en meget stor chance for Sida, at Røde Kors sørger for skolegangen, så hendes liv kan blive bedre end mors. Det er en mulighed, som giver håb og plads til drømme.

Sida er meget glad for at gå i skole, især når hun har sine yndlingsfag, som er læsning og skrivning. Hun lyser op og fortæller om sin plan for fremtiden. ”Hvis jeg kan få lov at blive ved med at gå i skole, så vil jeg gerne være sygeplejerske. Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker.” 

Men drømmene stopper ikke her. Sida elsker at danse – og at spille netball, som er en slags basketball, der er meget populær i Malawi. Faktisk forekommer mulighederne helt uendelige for de fadderbørn, der får den uddannelse, deres forældre ikke har råd til at give dem: ”Jeg drømmer også om en dag at komme på Malawis landshold i netball!”.  

Tak for din støtte til Malawis piger

Som pige i Malawi har Sida mange udfordringer, men nu er der plads til håb og drømme for fremtiden. Både for Sida og hendes familie. Takket være faddere som dig.
 

Ungdomsklub med girl power

Som fadder er du også med til at støtte lokale ungdomsgrupper, der underviser drenge og piger i rettigheder og ligestilling. Røde Kors har især fokus på de store piger, som er særligt udsatte for at forlade skolen i en ung alder. Voldtægter kan betyde uønskede graviditeter. Fattigdom kan tvinge forældrene til at prioritere tidlige ægteskaber. Der er mange store forhindringer på vejen til et bedre liv. 

Sida er netop startet i en ungdomsklub, som Røde Kors har oprettet på hendes skole. I ungdomsklubben mødes Sida hver uge med en særlig pigegruppe. Pigerne diskuterer de ting, der er vigtige for deres liv - fx selvværd og selvtillid. Vi giver pigerne seksualundervisning, forklarer om ulemperne ved tidlig ægteskab og hjælper dem med at sætte mål for deres liv. 


 

Piger i Malawi:

  • 50% af pigerne bliver gift inden de er 18 år 
  • Teenage-graviditeter udgør 25% af alle graviditeter 
  • 10% af pigerne går i gymnasiet mod 20% af drengene