”Jeg vil gerne inspirere andre unge piger”

Benadeta på 18 år er meget bevidst om, hvilket liv hun gerne vil leve. Og hvordan stærke kvinder, der træffer selvstændige beslutninger, kan betyde alverden for andre fattige unge piger. 

18-årige Benadeta er på det sidste år i Tanyamuka Community Secondary School i Malawi, som svarer til gymnasiet. Her er hun i gang med at forberede sig til sine eksaminer. Fotos: Røde Kors i Danmark.

Benadeta har været flittig i skolen så længe hun kan huske. Hun er så målrettet, fordi hun tidligt forstod, at det er uddannelse og skolepapirer, der giver kvinder mulighed for at blive andet end mødre og markarbejdere. Og Benadeta vil så meget mere end at knokle sig ihjel i marken:

”Jeg vil gerne være journalist, når jeg er færdig med gymnasiet. Jeg synes, det er spændende at fortælle vigtige historier. Og jeg vil gerne inspirere andre som mig til at fortsætte i skolen, så længe de kan. De piger, der bliver gift meget unge, har jo intet andet valg end fysisk opslidende arbejde.”

Drømmen som næsten bristede

Drømmen var lige ved at briste for Benadeta: Hendes familie kunne ikke længere betale skolepengene, så Benadeta måtte forlade skolen. Det var en ulykkelig pige, der begyndte at hjæpe familien i marken. Men heldigvis pegede Røde Kors’ mødregruppe på hende og sørgede for, at skolepengene fremover bliver betalt af Røde Kors. Så Benadeta kunne vende tilbage til skolen efter kun en uges ufrivillig ferie. Hun er dybt taknemmelig for mødregruppen, der reddede hende fra det liv, hun frygter.

42% af piger i Malawi bliver gift, før de fylder 18 år. Enten fordi familien er så fattig, at ægteskab virker som en måde at forsørge sig på. Eller fordi der er dårlig adgang til og viden om prævention, så de unge dyrker ubeskyttet sex. Eller fordi der simpelthen ikke er råd til skolegang og fremtidsdrømme. Røde Kors’ mødregrupper oplyser unge om de valg og de muligheder, der er. Hjælper unge piger med udfordringerne og forklarer unge mænd om ligestilling og fælles ansvar. Det har stor effekt, når det er de voksne, man respekterer mest, der viser vejen for næste generation.

Tak for din støtte

Du er med til at uddanne mødregrupperne og dermed utallige unge mennesker i Malawi. Du er også med til at betale skolepenge for de dygtige unge, hvis familier ikke selv har pengene. Og du er med til at sikre en god start for de allermindste, så de får de bedste chancer for at lykkes i skolen og livet. Kort sagt er du med din faste støtte med til at sikre, at der er en fremtid for Malawis unge.

Tusind tak!

Et godt liv starter i børnehaven

Røde Kors støtter børnehaver i Malawi. Det gør vi, fordi en god start på livet giver styrke til at få en uddannelse og bryde ud af fattigdommen. Leg og læring gør, at børnene klarer sig bedre, når de kommer i skole.

Mange børn er fejl- og underernærede. Vi giver derfor hver dag børnene et sundt måltid mad i børnehaven, så de får mindst ét nærende måltid dagligt.

Mangel på rent drikkevand og dårlige sanitære forhold betyder, at mange børn svækkes eller dør af simple sygdomme som diarreé, tyfus og kolera. Vi bygger derfor brønde og latriner og underviser i god hygiejne, så børnene får et sundere liv.

Shamima er fadderbarn i Malawi
Shamima er syv år gammel. Hun bor med sin mor og fire søskende, mens hendes far arbejder og bor i hovedstaden for at forsørge familien. Møllen, hun leger med, er en del af den lokale børnehave, som Røde Kors støtter,

Om at være Røde Kors-fadder

Som fadder skaber du håb for Malawis mest udsatte børn og hjælper børnene til et liv med en bedre fremtid. Fadderbørnene udvælges blandt de mest sårbare børn af Røde Kors i samarbejde med de lokale myndigheder. 

Du støtter sammen med andre
Som Røde Kors-fadder støtter du ikke kun et enkelt fadderbarn. Du støtter mange børn, sammen med andre faddere. Du støtter små og store børn med mad, sundhedspleje og skolegang, og du støtter børnene med omsorg og alt det, som deres forældre ikke kan give dem.