Glade og mætte fadderbørn lærer mere

I Røde Kors-børnehaven er der både fokus på mad, omsorg og undervisning. Det giver den bedste start for børnene i de fattigste områder.

Langt ude på landet i Malawi må man knokle hårdt for at få mad på bordet. Men selv om man arbejder hårdt i marken, er der oversvømmelser, tørkeperioder og skadedyr, der kan ødelægge den høst, familien er helt afhængig af. Derfor er der jævnligt perioder, hvor hele områder sulter, og børnene er underernærede. 
 

En dag i en Røde Kors-børnehave:

Et sundt liv starter i børnehaven med stimulerende undervisning, sund mad og omsorg. Og det er du som fadder med til at gøre muligt med din faste støtte. Fotos: Røde Kors i Malawi.

I Røde Kors-børnehaverne laver vi hver dag et sundt måltid mad til alle børnene. Det er ofte dagens eneste måltid for de dårligst stillede familier. Det er derfor en stor hjælp for familierne, at deres børn får mad, selv når høsten svigter. Børnene glæder sig meget til den daglige grød, som er tilberedt af de bedstemødre, der arbejder frivilligt i børnehaven.

Ny gryde og majsmel

I den børnehave, Jessica går i, har vi bygget en lille køkkenbygning, så den store gryde og alle forsyningerne altid er i sikkerhed for vind og vejr. Gryden er sponseret af Røde Kors. Den er lavet af metal og er nem at gøre ren, når børnene har spist. Før brugte de en gryde af ler, som var både tung og upraktisk. Røde Kors er først for nylig begyndt at støtte børnehaven, men vi har allerede sørget for et par store sække majsmel, så der er til et par måneders mad. Det gør alle trygge.

Jessicas mor, Lucia, er af og til med i børnehaven. Hun ammer stadig Jessica og kan ikke holde til det hårde markarbejde hver dag. Her kan hun også følge lidt med i, hvad Jessica lærer og hvordan hun udvikler sig. Det er tydeligt at se, hvordan samværet med de andre børn og pædagogernes tiltag gør Jessica godt. Og Lucia ved, at når hun selv arbejder, tager de andre kvinder sig godt af de små. Kvinderne har fået pædagogiske kurser hos Røde Kors, så de har altid et godt råd eller en sjov leg, der kan løse de forældreudfordringer, Lucia oplever. Jessica er blevet et meget gladere og sundere barn. 

Fadderbørnene i børnehaven er mætte og glade, og det er den bedste forudsætning for at få det liv, deres forældre drømmer om for dem. Når de kommer i skole, uddeler vi også daglige måltider, der kan sikre, at forældrene ikke af nød må sende børnene ud at arbejde i marken og gå glip af deres uddannelse.

Tak for din hjælp 

Det er med din støtte, det kan lade sig gøre. Tusind tak fordi du hjælper Malawis børn til at bygge et bedre liv for sig selv, for deres familier og for hele landet. 
 

Jeg er taknemlig for muligheden for at kunne sende hende i børnehave. Det er en god start for at opnå de drømme, jeg har for hende.

Lucia, mor til Jessica

Sådan støtter du: Et sundt liv starter i børnehaven

Røde Kors støtter børnehaver i Malawi. Det gør vi, fordi en god start på livet giver styrke til at få en uddannelse og bryde ud af fattigdommen. Leg og læring gør, at børnene klarer sig bedre, når de kommer i skole.

Mange børn er fejl- og underernærede. Vi giver derfor hver dag børnene et sundt måltid mad i børnehaven, så de får mindst ét nærende måltid dagligt.

Mangel på rent drikkevand og dårlige sanitære forhold betyder, at mange børn svækkes eller dør af simple sygdomme som diarreé, tyfus og kolera. Vi bygger derfor brønde og latriner og underviser i god hygiejne, så børnene får et sundere liv.

Besøg en børnehave i Malawi 02:26

For mange fadderbørn er maden i børnehaven dagens eneste sikre måltid. Ovenfor kan du se en video fra en børnehave i landsbyen Mtuka.

Om at være Røde Kors-fadder

Som fadder skaber du håb for Malawis mest udsatte børn og hjælper børnene til et liv med en bedre fremtid. Fadderbørnene udvælges blandt de mest sårbare børn af Røde Kors i samarbejde med de lokale myndigheder. 

Du støtter sammen med andre
Som Røde Kors-fadder støtter du ikke kun et enkelt fadderbarn. Du støtter mange børn, sammen med andre faddere. Du støtter små og store børn med mad, sundhedspleje og skolegang, og du støtter børnene med omsorg og alt det, som deres forældre ikke kan give dem.