Da vandet ramte hos dine fadderbørn

I marts ramte cyklonen Idai det sydlige Afrika og skabte massive oversvømmelser. Kæmpe landområder i blandt andet Malawi stod under vand i ugevis. Det er den værste naturkatastrofe nogensinde på den sydlige halvkugle.
 

Gift er fadderbarn

Gift er 14 år. Hans forældre er landmænd, der dyrker bomuld, tobak og majs. De er helt afhængige af jorden. Og faktisk også af Gift og hans gode kræfter. Men selv om de har brug for ham i marken, har de alligevel prioriteret at sende ham i skole. For de ved godt, at hans fremtid bliver lysere med en uddannelse. At han får flere valg, end de selv har haft. Nu er markerne skyllet bort af oversvømmelserne, så hans skolegang er vigtigere end nogensinde.

Gifts yndlingsfag er engelsk, matematik og det lokale sprog chichewa. Han har gået i skole i fem år med faddernes støtte til skoleuniform og bøger. Og ovenfor viser han sit bedste danse-move som tak for den hjælp, han får.

”Skolen er så vigtig, for det jeg lærer, betyder, at jeg kan tjene penge og hjælpe mine forældre. Jeg elsker musik og vil helst være hiphop-musiker, når jeg bliver stor. Men jeg skal lære noget, så jeg kan være der for min familie. Det er det vigtigste.”

Gift - 14 år og fadderbarn i Røde Kors

Mange af fadderbørnene i Malawi er meget påvirkede af oversvømmelserne. Men skolen er med til at give dem håb om en fremtid, hvor naturens kræfter ikke behøver at koste dem alt. Derfor betyder en uddannelse alt for Gift og hans kammerater.

Det samme gælder for Gifts skolekammerater. Otisha på 11 år er helt sikker: ”Det er godt at gå i skole, fordi man bliver selvstændig og kan klare sig selv.” Og Andreah på 16 år står så tidligt op, at han både kan nå at arbejde i marken, hente vand og feje, før han skynder sig i skole. Han drømmer om flere bøger og flere muligheder, end hans forældre har haft.

Tak for din støtte

Tusind tak for din støtte til børnene. Det er med din hjælp, vi kan være der for dem. I dagligdagen. Og i katastrofetid. Det er du med til at gøre muligt!

Se video: Vi uddeler nødhjælp efter cyklonen Idai

Efter de voldsomme oversvømmelser følger vores kollega Kirstine i Malawi nødhjælpen. Vi har uddelt mad, vand, myggenet, tæpper, presenninger og køkkensæt i selv meget afsides områder. Takket være vores varslingssystem er der meget få omkomne i Malawi. Men millioner har mistet både hus, jord og ejendele. De er komplet afhængige af nødhjælp.

Kirstine i Malawi - Nødhjælpen virker efter cyklonen Idai 01:02