Cecilia knokler for at lykkes

Cecilia Mgwira blev gravid ved et uheld og blev smidt ud af skolen. Men nu er hun tilbage på skolebænken – og opsat på at klare det. Cecilias barn er i pleje. Afsavnet er hårdt, og hun ville ikke kunne klare det uden sin bedste veninde.
 

Cecilia er 16 år, da hun opdager, at det hun og hendes jævnaldrende kæreste har lavet sammen har resulteret i et barn.”Jeg vidste ikke, hvordan man blev gravid,” fortæller hun i dag tre år senere. Da læreren finder ud af, hvordan det er fat, smider han den unge kvinde ud af gymnasiet, som det er kutyme i Malawi.

Thumbnail

Den dag falder min verden sammen. Jeg har ikke længere nogen fremtid.

Cecilia Mgwira

Cecilias drøm om at blive sygeplejerske, synes nu umulig. Hun føder sin søn Dave. Han får efternavnet Msuku efter sin far. Faren er dog på det tidspunkt over alle bjerge. Han har fundet sig en ny kæreste, som senere bliver hans kone, og Cecilia er nu alenemor. Hendes egen mor er død to år før, og den eneste, der kan hjælpe hende er faren og en bror, men han bor meget langt væk. Cecilia ser sjældent broren, men så sker der to ting. Broren dør. Og hendes veninde tager en utraditionel beslutning.

Den enes død …

Da Cecilias bror dør, efterlader han hende en lille sum penge. Samtidigt starter hendes gode veninde igen i skole efter – ligesom Cecilia – at have fået et barn.

”Det troede jeg ikke, man kunne,” husker Cecilia. Hun går til sin far og aftaler med ham, at arven fra broren skal gå til, at hun atter kan komme i skole. Faren går – efter forhandlinger – med til aftalen. Nu er der bare en forhindring tilbage.

Ser ikke sin søn

Cecilia kan ikke tage vare på ham, hvis hendes skolegang skal blive succes. Hendes far er gammel og ikke interesseret i ansvaret, og han går derfor til Cecilias ekskæreste og siger, at han må tage Dave, mens Cecilia gør sin skolegang færdig.

Det nægter han – indtil faren truer med politi. Aftalen bliver, at Dave bor hos sin farmor. Mens Cecilia fortæller om aftalen, bliver hun tydeligt berørt. Hun fortæller, at hun har valgt ikke at se Dave, når hun har ferie fra kostskolen.

”Jeg er bange for, at hvis jeg ser ham, så kommer jeg i tvivl om min beslutning – at jeg ikke er stærk nok,” nærmest hvisker hun. Cecilia har derfor heller ikke et billede af sin søn. Men til gengæld har hun en plan. Skal aldrig giftes!

Drøm om at blive sygeplejerske

Cecilia mangler to år af gymnasiet, og derefter vil hun på sygeplejerskeskole:

”Når jeg har fået en uddannelse og et job, så skal jeg igen bo sammen med Dave.”

I mellemtiden er planen at arbejde hårdt. ”Hvis jeg skal have en fremtid, så kræver det, at jeg giver alt”, siger Cecilia.

Cecilia ved godt, at oddsene er imod hende, for som enlig mor, så er chancen for succes i et land som Malawi, hvor piger stadig helst ses som en arbejdskraft i marken, lav. 

Røde Kors udvalgte hende mod alle odds

Hun var heller ikke førstevalg for Elliot Nazonse fra Malawi Røde Kors, da han sad med listen over forældreløse, der havde brug for hjælp for at kunne fortsætte deres uddannelse.

”Cecilia opsøgte mig personligt og insisterede på, at vi skulle satse på hende. Hun sagde ordret: Jeg vil arbejde så hårdt, og jeg vil overraske dig!” husker Elliot, som blev imponeret over den målrettethed, som den unge kvinde udstrålede, og han valgte at satse på hende.

Indtil videre har han ikke noget at fortryde. 

Vil aldrig giftes!

De første eksamensresultater fra det første år, hvor Cecilia er tilbage i gymnasiet, viser, at hun er nummer 1 i engelsk og landbrug. Resten af eksamensresultaterne venter, men hun forventer at ligge højt i de fleste.

Der er to år tilbage af gymnasiet for den unge kvinde. Og herefter kommer fire år, inden hun er sygeplejerske. Og Cecilia garanterer, at der ikke kommer flere graviditeter på tværs. 

Da jeg var til tjek på hospitalet med min søn, mødte jeg tilfældigvis en sygeplejerske, som ikke var gift, og heller ikke havde planer om det. Samtidigt tjente hun så mange penge, at hun kunne forsørge sine forældre hjemme i landsbyen. Jeg vil være som hende – og jeg vil heller aldrig giftes!

Cecilia Mgwira