Tørke betyder flere gadebørn i Etiopien. Sådan hjælper vi børnene

Gadebørnene troede, at deres liv ville blive bedre i storbyen. Nogle blev overtalt af ældre børn til at søge lykken. Andre flygtede fra sulten og fattigdommen derhjemme. I stedet kæmper de nu for at overleve.
 

Gadissa er 11 år og bor i Addis Ababa
Gadissa (11) i sin trøje fra bostedet Siddhartha Shelter, som Røde Kors støtter. Her bor 72 børn i alderen 8-17 år, 90% af dem er drenge.

De fleste gadebørn er afhængige af at sniffe lim. Det er deres flugt fra det svære liv i slummen, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Gadissa var kun 8 år, da han vandrede de 150 km til storbyen Addis Abeba med en ældre dreng fra landsbyen. Han har nu overlevet det barske liv på gaden i tre år. Men han er lykkelig for at have fundet Røde Kors. Her har han en tryg seng at sove i, mens vi leder efter hans familie. Der er undervisning hver dag, som Gadissa elsker. Og så er der sjove fritidsaktiviteter, så børnene bliver fastholdt i at være børn og ikke falder tilbage i misbrug og vold.

Gadissa drømmer om et liv med penge og berømmelse. Han vil gerne være professionel fodboldspiller for Liverpool. Men han er også utrolig glad for skoleundervisningen, vi giver ham. Så måske er den største drøm at få et trygt liv med et godt arbejde, hvor han ikke er under konstant pres fra fattigdom og sult.

Generalsekretær: ”Et kapløb med tiden”

De stigende antal gadebørn skyldes tørken, der har tvunget det meste af landet i knæ. Klimaforandringerne har skabt langt voldsommere katastrofer og mere uforudsigeligt vejr, og en af konsekvenserne er tørke, som er blevet mere omfangsrig, dvs. flere tørker og af længere varighed. Problemet er forværret af krigen i Ukraine, der har drevet prisen på mad i vejret. Samtidig er der udbrudt væbnede konflikter over det sparsomme vand, som har drevet endnu flere på flugt. Derfor er situationen ekstremt forværret i år.

Generalsekretær Anders Ladekarl var tydeligt berørt efter sit besøg i Addis Abeba for nylig: ”Jeg kan ikke mindes, at problemerne har været så store og så synlige før. Her bor 10.000 gadebørn, nogle af dem helt ned på fire år, som tigger i de store gadekryds, bor i blikkasser eller under en presenning. Det er et kapløb med tiden at nå de mange millioner her i byen og ude i landområderne, der har brug for hjælp, og det er ulykkeligt at være vidne til. Det er et land i knæ. Og det er nemt at se, at Røde Kors er helt afgørende.”

Vores store netværk af frivillige i Etiopien gør, at vi kan nå frem til selv de mest isolerede nomadestammer. De mobile sundhedsklinikker bringer behandling til underernærede børn, syge og udsultede voksne. Vores uddeling af mad, nødhjælp og kontanter er ofte den sidste livline til mennesker, der har mistet alt og sultet længe. Og arbejdet med at genforene forsvundne børn med deres familier skaber håb og lettelse hos de sørgende familier.

Tak fordi, du er Nødhjælper

Det er denne type hjælp, du er med til at sikre på det sultplagede Afrikas Horn netop nu med dine faste bidrag. Det er derfor, vi kalder dem, der støtter som du gør, for Nødhjælpere. Fordi du er der for mennesker i nød med livsvigtig hjælp – over hele verden. Tusind tak!

Anders Ladekarl i Etiopien 00:30

Tak til dig fra vores generalsekretær

Etiopiens befolkning står nu på kanten af en sultkatastrofe.

Generalsekretær Anders Ladekarl har netop besøgt landet. Her har han oplevet de enorme konsekvenser af tørke, vedvarende konflikt og skyhøje priser.

Afrikas Horn
Afrikas Horn

Værste tørke i 40 år: Fire regnsæsoner uden regn

Lige nu står landene på Afrikas Horn midt i den fjerde tørkesæson i træk, og uden udsigt til regn foreløbigt risikerer den at blive den værste tørke i 40 år. FNs Fødevareprogram anslår, at antallet af sultende på Afrikas Horn har rundet 22 millioner mennesker. Etiopien er et af de lande, der er hårdest ramt af sult og tørke lige nu. Vi opskalerer hjælpen i flere lande på Afrikas Horn. Vi uddeler langtidsholdbare fødevarepakker, basal nødhjælp og kontantbeløb til køb af kvæg, rent vand mm.