Er du venner med en som Poul?

Flere end 450 danskere er på kort tid blevet venner med finmekaniker Poul K. Jensen på 78 år, selv om de ikke kender ham i forvejen. Alt sammen på grund af én opdatering på Facebook. Nu afslører Røde Kors, at Poul i virkeligheden er en fiktiv person, der skal sætte fokus på ensomhedEn som Poul
 
 

31. marts 2015. Tekst: Troels Donnerborg og Signe Reeholm

Poul K. Jensen kendte ingen på Facebook, da han oprettede en profil i november. Men i dag har han flere end 450 venner på det sociale medie. Det skyldes hans første og hidtil eneste statusopdatering.

”Jeg har ikke så mange at tale med til dagligt, da jeg sjældent får besøg,” skrev han.

”Det kan gøre hverdagen lidt ensom. Det kan være svært at finde venner i virkeligheden, og jeg hørte at Facebook er fyldt med venskaber, så nu gav jeg det et forsøg.”

Siden er det strømmet ind med venlige og positive hilsner til ham fra danskerne.

”Det er flot, du tør melde ud, at du mangler selskab, og jeg er sikker på, at du vil finde nogen herinde, som vil komme og besøge dig. Jeg vil hvert fald hjertens gerne holde dig med selskab og drikke en kop kaffe med dig,” skrev én.

”Har du overvejet en besøgsven? Kender flere der har haft meget glæde af det,” skrev en anden.  

Nu afslører Røde Kors, at Poul i virkeligheden er en fiktiv person, som er skabt af Andreas Green Lorentzen, Lea Flodgaard, Peter Conlan, der studerer på mediehøjskolen. Deres idé er at skabe opmærksomhed om ”en som Poul” og altså den kvarte million danskere, der føler sig ensomme i dagligdagen uden nogen lægger mærke til dem.

”Vi har skabt Poul som et billede på den ensomhed mange danskere lever med,” siger en af Pouls skabere Andreas Lorentzen og fortsætter:

”Vores projekt ”En som Poul” er et forsøg på at fortælle folk med hundredvis af venner på Facebook, at der findes mennesker, som ikke engang har én i virkeligheden. Vi vil gerne stille folk over for et valg, de måske ikke havde mødt i hverdagen. ”

De tre initiativtagere har arbejdet tæt sammen med Røde Kors, så de mennesker Poul K. Jensen kom i kontakt med blev henvist til steder, hvor man kan gøre en forskel for ensomme i virkeligheden. Til trods for at 7.100 danskere hver uge får besøg af Røde Kors’ besøgsvenner, står cirka 200 mennesker nemlig lige nu på venteliste til at få en at tale med, og det er Røde Kors’ håb, at historien om Poul kan få flere til at melde sig som frivillige. Det fortæller konsulent for besøgstjenesten Malene Borberg Sarwar.

”Vi vil gerne sige tak til de mange hundrede mennesker, der har sagt ja til at blive venner med Poul. De har reageret jordnært og empatisk på et menneske, de ikke kender, der har et behov. Vi håber nu, de også vil hjælpe de virkelige mennesker, som mangler besøgsvenner, siger hun.

”Vi ved, at mange gerne vil hjælpe, hvis de bliver spurgt. Men det kan være enormt tabubelagt at sige man er ensom, og mange af de virkelige mennesker, der føler sig ensomme har ikke Pouls udadvendthed.  Poul har på mange måder været en nødvendig murbrækker for at nå ud til flere, der kan hjælpe.”

Flere end 50 mennesker har skrevet direkte til Poul med tilbud om hjælp eller beskrevet deres personlige erfaringer med ensomhed. Alle der har skrevet direkte til Poul har fået at vide, at Poul er en fiktiv person sammen med en forklaring af, hvorfor han er blevet skabt, og langt de fleste har været glade for initiativet.

Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvordan man bliver besøgsven eller bare blive venner med en som Poul kan du skrive til ven@rodekors.dk eller gå ind på rodekors.dk/ven

For kontakt til Andreas Lorentzen og Malene Borberg Sarwar fra Røde Kors.

Kontakt journalist Troels Donnerborg, Røde Kors, på 3525 9231