Den handlekraftige

Fatima Gailani har kæmpet for sit afghanske folk i 37 år – de seneste 11 år som præsident for Afghansk Røde Halvmåne. Først var kampen mod russerne, i de senere år for ligestilling. En kamp, som er udfordret af for få fjernsyn og for mange romantiske kvinder. Fatima Gailani
 
 

14.07.2016. Tekst Lene Vendelbo. Foto: Camilla Stephan

Da jeg møder Fatima Gailani en eftermiddag i maj på Østerbro viser det sig, at jeg faktisk allerede har mødt hende før. På en måde i hvert fald. Mere om det om lidt.

Fatima Gailani er i København til en international konference om kvinders rettigheder. Hun er her i sin egenskab som præsident for Afghansk Røde Halvmåne. At en kvinde er præsident i Afghanistan lyder måske en anelse skævt, men Fatima Gailani er ikke sit køn. Hun er sin familie. En familie med royale rødder, og det trumfer køn, kultur og alt, hvad der ellers kan holde kvinder nede i det konservative og patriarkalske samfund, Afghanistan på mange måder stadig er. Det royale fylder også en del i hendes historie. Den lader vi også hænge nogle minutter.

Først tager vi tilbage til slutningen af firserne. Jeg sidder i orienteringslokalet på Holmegårdskolen i Hjørring. På det tidspunkt er jeg omkring ti år, og det er en særlig aften, hvor vi elever sammen med vores forældre skal lære om, hvad de afghanske flygtninge, der kommer til landet, flygter fra. Der er mørkt uden for, og vi ser lysbilleder.

Billederne fra Afghanistan viser børn med afrevne lemmer og det legetøj, som russerne har smidt i det bjergrige landskab. Legetøjet, får vi at vide, er bomber og lavet på den måde, for at børnene skal blive nysgerrige og samle det op. Jeg har aldrig set noget så forfærdeligt i mit korte liv.

Hjælp os med at hjælpe verdens mest udsatte

”Det var mig, der satte disse foredrag i gang – vi skulle have fokus på de uhyrligheder, der foregik under krigen,” fortæller Fatima Gailani og her sætter hendes historie om en 37-årig kamp for Afghanistan for alvor fra land.

Talskvinde for hellige krigere i Afghanistan

Året er 1979. Den siddende regering i Afghanistan er blevet kuppet, og landet er blevet invaderet af Sovjetunionen. Det bliver starten på en af Den Kolde Krigs varmeste opgør. 25-årige Fatima Gailani flygter til London med sin mor, far og fire søskende. Og selvfølgelig sin mand og lille datter Homaira, som er under et år. Familien er politiske modstandere af det nye, kommunistiske styre. Fra deres eksil bliver Fatima Gailanis far dybt involveret i den amerikansk støttede modstandskamp.

Alligevel har Gailani-familien ingen problemer med at få en ny hverdag til at fungere i London. De er ved muffen. Fatima Gailani overvejer at tage en ph.d. på det prestigefyldte universitet i Oxford. Men selv om krigen er mange tidszoner væk, kan hun ikke slippe den.

Fatima Gailani taler rigtig godt engelsk, så andre afghanske flygtninge opsøger hende i London for at få hjælp til oversættelse. Første gang, hun mærker krigen helt tæt på, er, da en familie beder hende om hjælp til en operation til deres lille søn, der er forbrændt til uigenkendelighed af napalm Hun får indsamlet penge til operationen, men bør gøre mere. Mener hendes far.

Han er en vigtig del af hendes historie om vejen til ligestilling. Som barn i halvtredsernes og tressernes Kabul spiller hun tennis med sin far, hun cykler, rider, leger på lige fod med sine to brødre – og det gør de to søstre for den sags skyld også. Ved middagsbordet er der ofte diskussioner, og Fatima Gailani bliver opfordret til at deltage. Man må også gerne være uenig.

Vi hjælper, når krigen rammer

”Jeg levede et privilegeret liv, men havde ikke øje for, at noget var anderledes hos os, før jeg begyndte i skole. Her mødte jeg andre, som ikke nød den samme frihed som mig.”

Men privilegier forpligter, lyder det fra faren i eksilet i London. Han beder hende om at blive talsperson for modstandskampen.
”Du kan altid tage den Ph.d., men hvis du ikke åbner den dør nu og bliver talskvinde, hvilke kvinder tror du så vil påtage sig en lignede rolle i fremtiden? Du er privilegeret, og med det følger ansvar.”

Prinsesser rider også på æsler

Det bliver et vendepunkt for den unge kvinde. I 24 år taler hun afghanernes sag fra sit engelske eksil, før hun igen kan sætte sine fødder på den afghanske jord. De første år handler det om at få smidt russerne ud. I 1992 lykkes det endeligt, da Sovjetunionen bryder sammen. Kort efter udbryder en borgerkrig, der ender med, at Taliban overtager magten, som de først mister ved den amerikanske invasion i 2001.

”Jeg var blevet 48 år og havde boet halvdelen af mit liv uden for Afghanistan, men hver dag havde jeg længtes hjem. Jeg var aldrig i tvivl om, jeg ville vende tilbage. Afghanistan er mit hjem.”

Da den første regering efter borgerkrigen skal sammensættes i 2004, bliver Fatima Gailani spurgt, om hun vil have en ministerpost.

Bliv fast bidragsyder og støt verdens udsatte hver måned

”Politik i et land, som har været i en langvarig, opslidende krig, er så beskidt, så jeg takkede nej til den ministerpost, præsident Karzai tilbød mig. Jeg vidste, jeg kunne udrette mere i Røde Halvmåne. Da jeg fortalte det til min far, blev han meget stolt.”

Hun bliver humanitær præsident i stedet for politiker.

Røde Kors i blodet

I Fatima Gailanis barndom og ungdom er både moren og mormoren frivillige i Røde Halvmåne og involverer hele familien i passionen – især til de årlige velgørenhedsfester.

”Da jeg var barn, lavede jeg dukker ud af valnødder og andet fra haven og broderede servietter. Jeg husker især servietterne, hvor jeg havde broderet tusindfryd på. Dukkerne og servietterne blev solgt til gode priser, selv om det nu nok mest var min familie, der købte tingene. Men jeg var så stolt.”

I løbet af sin opvækst bliver Fatima Gailani mere og mere bevidst om, at hun lever et privilegeret liv i et forfærdeligt fattigt land. Blandt andet under en tørke i Afghanistan i tresserne. Hendes mor og mormor træder ud af overklasse livet for en stund for at hjælpe deres sultende landsmænd.

”Der var tørke, og Røde Halvmåne hjalp selvfølgelig med mad. Det var dog et meget uvejsomt område, så det krævede, at man tilbagelade en del af rejsen på æselryg – og det gjorde min mormor, selv om hun faktisk var prinsesse.”

Det er en god historie, og der kommer et billede af prinsessemormoren på æselryg i avisen.

Elektricitet er vejen til ligestilling i Afghanistan

Fatima Gailani ved også godt selv, hvordan man bruger medierne til at komme ud med sine budskaber og er vant til interviews med store, internationale medier som BBC og Al Jazeera. I dag er det allervigtigste budskab for den nu 62-årige kvinde kampen for ligestilling.

Og her er uddannelse og elektricitet helt afgørende.

”Der er en kæmpe forskel på kvinder, som bor i Kabul og kvinder på landet. Der er ingen elektricitet og dermed intet internet eller tv på landet, så de kan ikke få viden om deres rettigheder. Kvinder i Kabul ringer ind til tv-shows og spørger om alt muligt, men kvinderne på landet finder sig i at være underlagt deres far, mand, svigerfamilie, fordi de ikke ved, de har ret til andet.”

Der er for mange romantiske, afghanske kvinder

Fatima Gailani er ud af en religiøs familie, og hun bruger ofte koranen, når hun skal argumentere for ligestilling.

”At vi ikke har ligestilling mellem kønnene i Afghanistan skyldes hovedsageligt, at landet er gammeldags, og folk er dårligt uddannede. I landsbyerne gør man, som man altid har gjort, og ingen stiller spørgsmålstegn ved det. I koranen står der for eksempel, at der skal laves en ægteskabsaftale, inden et par bliver gift, så man er enige om, hvad man gør, hvis det pludselig ikke går så godt."

"Men alt for mange kvinder afholder sig fra at gøre det, fordi de enten ikke ved, at det er deres ret, eller fordi de er romantiske. Jeg siger igen og igen til dem: Stop med at være romantikere! Tænk praktisk.”

60 millioner mennesker er tvunget på flugt

I stedet knokler kvinderne på landet og får rigtig mange børn – op til 15 stykker. Frivillige fra Røde Halvmåne tager derfor ud i landsbyerne og taler med kvinderne om blandt andet sikker sex og ligestilling.

For tales det skal der. Og råbes ind i mellem også.

”Og det får jeg lov til, og folk lytter til mig, men jeg ved godt, at det er på grund af mit navn.”

Og så er vi tilbage ved det privilegerede – for Fatima Gailani tænker meget over at levere noget tilbage, fordi hun selv har så meget. På Afghansk Røde Halvmånes kontor i Kabul har hun derfor igennem årene prioriteret at have især unge kvinder ansat. Det er dem, der skal løfte Afghanistan ind i en bedre fremtid.

Læs om en anden stærk kvinde: Anh Lê

”En del af dem forlader os for en højere løn, når de er færdiguddannede på den universitetsuddannelse, som de tager samtidig med, men det gør ikke noget, så længe de bliver uddannet og udretter noget i samfundet.”