Røde Kors i Danmark sender hjælp til Ukraine

Røde Kors i Danmark har siden marts måned hjulpet med psykosocial støtte til ukrainerne. Behovet er stort, og hjælpen er efterspurgt. Derfor vil vi nu støtte projektet i Ukraine med yderligere 290.000 kroner samt en dansk delegat til landet.
 
 

Torsdag d. 15.05 2014 kl. 16.02 Af Asbjørn Mølgaard Sørensen. Foto: IFRC Ukraine

To hviderussere uddannet hos Røde Kors er for nyligt vendt hjem fra Ukraine. De har siden marts måned ydet psykologisk hjælp til de mange ukrainske frivillige førstehjælpere, der pludselig blev kastet ud i en meget voldelig konflikt.

Nu sender Røde Kors i Danmark 290.000 kroner til Ukraine – både for at give psykosocial hjælp til de frivillige førstehjælpere, men også for at gøre dem i stand til selv at yde psykosocial hjælp til civile borgere, der er berørt af krisen.

”Psykosocial hjælp er en af Røde Kors’ kernekompetencer, og Ukrainsk Røde Kors har faktisk spurgt om hjælp fra Danmark,” siger Nelima Lassen, der leder det danske Røde Kors’ arbejde i Europa.

Mange frivillige blev kastet ud i voldsomste konflikt nogensinde

Over 100 mennesker omkom, da urolighederne var på sit højeste på Majdan-pladsen i Kijev, og her stod mange af de frivillige førstehjælpere fra Ukrainsk Røde Kors pludselig i deres mest voldsomme situation nogensinde.

”Det var ikke kun de sårede, der fik behov for hjælp under urolighederne på Majdan-pladsen. Mange af de frivillige havde aldrig set noget lignende, og derfor opstod der et behov for psykosocial hjælp. Med vores indsats ønsker vi både at hjælpe dem, men også uddanne dem til at bearbejde deres oplevelser, men også uddanne dem til at passe på sig selv og yde hjælp til andre,” siger Nelima Lassen.

Hun understreger, at det er meget usikkert, hvordan situationen i Ukraine udvikler sig i fremtiden, og at det derfor er vigtigt at være klar til at hjælpe de civile, som er meget påvirkede at de voldsomme begivenheder og forandringer, der sker omkring dem.