Take Away

Take away til sårbare og lidt ensomme

Familier
Organisation

Røde Kors i Nørre Aaby samarbejder med KFUMs sociale arbejde om familieklubber, hvor sårbare og lidt ensomme familier mødes og laver mad. Under corona ændrede de det til take away med et digitalt fællesskab.

Husly  Sted: Nørre Aaby

Hver anden uge mødes to grupper med i alt 11 familier i skolekøkkenet på Nørre Aaby Skole. Her laver de mad sammen og hygger sig. Familierne er enten sårbare eller savner netværk, fordi de fx er nytilflyttet. Fælles for familierne er, at de gerne vil have mere netværk. Projektet hedder Familier og Fællesskab og er et samarbejde mellem Hele Danmarks Familieklub, som er en del af KFUMs sociale landsdækkende arbejde og Røde Kors i Nørre Aaby.

Da corona lukkede samfundet ned, blev aktiviteten lavet om til take away. Her kørte de frivillige i projektet i stedet ud med ingredienserne til et måltid samt opskrift og noget legetøj til børnene.

”Jeg var meget overrasket over, at man kan skabe et fællesskab uden at være fysisk sammen.”

”Det er blevet taget fantastisk godt imod. Børnene har været helt vilde for at se, hvad der nu var med den her gang,” fortæller Lone Kjærsig Lauridsen, der er formand for den lokale Røde Kors-afdeling i Nørre Aaby og er aktivitetsleder for Familier og Fællesskab.

Der har fx været en fodbold, et mikroskop og en frisbee – alt sammen noget, der kunne samle familien om en aktivitet.

Online fællesskab
Som en del af projektet blev der oprettet lukkede Facebookgrupper, hvor familierne blev opfordret til at lægge billeder og videoer op med leg og mad.

”Jeg var meget overrasket over, at man kan skabe et fællesskab uden at være fysisk sammen. Men det kan man – næsten alle familier har lagt billeder og videoer op,” siger lokalformanden, som dog også synes, at det var godt, at de frivillige afleverede pakkerne ude hos familierne, så man havde lidt fysisk kontakt og kunne følge med i, hvordan det gik i hjemmene.

Samarbejde mellem to organisationer
Samarbejdet mellem Hele Danmarks Familieklub og det lokale Røde Kors i Nørre Aaby er den eneste af sin art i Danmark. Det kom i stand, da KFUMs sociale arbejde manglede frivillige til Hele Danmarks Familieklub, og Røde Kors’ familienetværk også stod og manglede til deres familienetværk. De valgte derfor at slå pjalterne sammen lokalt, selv om de egentlig har lidt forskellige målgrupper.

”I Røde Kors rekrutterer vi familier fra dem, der modtager julehjælp, mens Hele Danmarks Familieklub mere har fokus på familier, som kan være lidt ensomme. Det er altså en blanding af velfungerende familier, og nogle som er mere sårbare. Det fungerer faktisk rigtigt godt, at det ikke kun er udsatte, der mødes,” mener lokalformanden, som opfordrer flere organisationer til at gå sammen:

”På den måde kan vi bruge det bedste fra begge koncepter, og vi kan skaffe flere frivillige.”

Læs mere: rodekors.dk/noerre-aaby og heledanmarksfamilieklub.dk