Suppekøkken

Sammen om suppekøkken

Organisation
Voksne

Da coronaepidemien begrænsede adgangen til herberger og varmestuer, gik Folkekirken, Blå Kors, Kirkens Korshær og Røde Kors i Århus sammen om at åbne et suppekøkken.

Husly  Sted: Århus

Corona begrænsede adgangen til væresteder og andre tilholdssteder. Det skabte behov for at tænke nyt hos Folkekirken, Blå Kors, Røde Kors og Kirkens Korshær i Århus, der i forvejen driver et vinterherberg for hjemløse migranter.

”Der var hurtig en enighed blandt organisationerne om, at der var behov for at gøre noget for funktionelt hjemløse for at imødegå ensomhed, ufrivillig isolation og mangel på struktur i dagligdagen i form af et tilbud om mad og samvær samt snak,” siger Christina Daa Horshauge, der er udviklingskonsulent i Folkekirken.

Som et modsvar fandt de fire organisationer på at åbne et suppekøkken.

”Tænk på målgruppe og behov i stedet for organisation og indgå i partnerskaber med andre organisationer.”

Knap 1100 gæster
Christina Daa Horshauge meldte sig som projektleder. Pengene til at finansiere suppekøkkenet kom fra Novo Nordisk Fondens særlige coronapulje. Den ansøgning skrev formanden i Røde Kors i Århus. Partnerne fik finansieret, så suppekøkkenet kunne holde åbent hver dag mellem klokken 12 og 14 i to måneder. De travleste dage har der været 25 gæster i suppekøkkenet. Der har i alt været knap 1100 gæster i perioden.

Næstformand i Røde Kors i Århus, Lars Bundgaard vurderer samarbejdet mellem de fire organisationer således:
 
”Vi har haft overraskende få udfordringer. Vi har i stedet brugt hinandens resurser. Folkekirken har stillet ungdomskirken til rådighed, hvor de simpelthen har ryddet lokalet, mens Kirkens Korshær har leveret værnemidler, og det er også dem, der laver det meste af maden. Jeg er begejstret over engagementet hos både de frivillige og de ansatte. Man har ikke fokuseret på alt det, der ikke kunne lade sig gøre. Det er vildt fascinerende at være en del af en frivilligverden, hvor man kan organisere noget så hurtigt.”

Christina Daa Horshauge tilslutter sig og tilføjer:

”Men det er ikke nok med engagerede frivilligkræfter i en så tilspidset situation, som vi var i her. Vi frikøbte også medarbejdere, som havde ansvaret, så både de sundhedsmæssige retningslinjer blev overholdt og at der var sikre og ordentlige forhold fx hvis nogen blev udadreagerende.”

Bedre med bredere samarbejde
Næstformanden i Røde Kors Århus peger på, at en af de vigtigste læringer for de fire organisationer er, at det er bedre at arbejde sammen end hver for sig:

”Tænk på målgruppe og behov i stedet for organisation og indgå i partnerskaber med andre organisationer. Vi skal væk fra at tænke på, om det er ens egen organisation, der kommer på forsiden. Vi oplever, at denne partnerskabstilgang bliver ekstremt godt modtaget af kommunen. Vi opleves mere seriøse – også af politikerne. Det er ikke tilfældigt, at vi med to dages varsel fik en rådmand ned til åbning af suppekøkkenet. Politikere vil gerne forbindes med en sag og ikke en organisation.”

Læs mere: aarhus.drk.dk