Anbragte

Organisation blev landsdækkende

Børn & unge
Organisation

Foreningen Børn og Unges Trivsel, som især hjælper anbragte børn og unge, tog et digitalt kvantespring under corona og blev landsdækkende.

Husly  Sted: Hele landet

Inden corona var Foreningen Børn og Unges Trivsel til stede i seks af landets kommuner, men i løbet af coronanedlukningen omstillede organisationen sig til at være landsdækkende.

Det kunne de gøre, fordi de tog en beslutning om at blive digitale. De søgte 930.000 kroner hos TrygFonden. Pengene blev brugt på at starte en video-hotline med psykologhjælp.

”Inden corona havde vi tanker om at blive mere digitale, og overraskende nok viste det sig, at der kun skulle en lille omstilling til – vi blev det nærmest overnight,” siger Heidie Graversen, der er direktør i foreningen.

”Nu kan vi nå ud til de unge alle steder – både på øerne og i udkantsdanmark.”

Mulighed for hurtig indsats
Foreningen har normalt netværksgrupper, fællesskabscaféer og en-til-en psykologsamtaler, og det var den eksisterende faglige ekspertise, som nu tilbød hjælp digitalt.

”Nu kan vi nå ud til de unge alle steder – både på øerne og i udkantsdanmark. Det er bare så positivt, at vi kan lave en hurtig indsats, når de unge har brug for det.”

Foreningen har også indgået et samarbejde med Center for Digital Pædagogik, så de nu også tilbyder chatgrupper og onlinebooking.

I midten af juni havde foreningen hjulpet 237 unge mellem 15 og 30 år på de nye digitale platforme. Det har været lige fra selvmordstruede unge til studerende, som var utrygge over alt det anderledes og havde svært ved at overskue deres skolegang. Foreningen vejleder også plejefamilier og har et tæt samarbejde med de fagprofessionelle i kommunerne. 

Læs mere: børnogungestrivsel.dk