.

Medborgercenter inddrager brugere

Organisation
Voksne
Naboer

Medborgercenter Sydhavnen inviterede deres brugere til at komme med input til, hvordan de sammen kunne tackle corona. De holdt også fast i de ugentlige fællesmøder, så inputtet kunne fortsætte.

Husly  Sted: København

SydhavnsCompagniet er en organisation, der blandt andet driver et medborgercenter i den københavnske bydel Sydhavnen. De har både folk i aktivering, brugere og frivillige, og da de fik besked på, at de den kommende mandag skulle lukke ned for deres aktiviteter, indkaldte de til et fællesmøde.

”Det var ikke alle, der havde forstået det. Nogle var ret chokerede,” fortæller Brian Lentz, der er chef i SydhavnsCompagniet, som især laver aktiviteter for og med borgere med udfordringer socialt og økonomisk, hvoraf mange ikke har gennemført folkeskolen, og en del er tidligere misbrugere.

Organisationen har altid haft fokus på inddragelse af brugerne af stedet. Derfor var det også naturligt for Brian Lentz at spørge de fremmødte ved mødet om at komme med bud på, hvordan de kunne stå sammen hver for sig og stadig overholde retningslinjerne. Flere af brugerne fandt frem til, at de ville lave telefonkæder og snakke sammen.

”Vi har besluttet os for at lave en ugentlig udedag fremover – det er noget af det gode, der er kommet ud af corona.”

”Der var en fælles forståelse for, at det ville forebygge ensomhed og frygt, hvis man snakkede sammen. Det var også vigtigt, at man ikke var en, der blev ringet til, men at man ringede sammen. Det blev altså en gensidig samtale. Det var en god og værdig måde,” siger Brian Lentz, der sammen med resten af personalet forsøgte at få kontakt med dem, der ikke var en del af telefonkæderne.

Fastholdelse af fællesmøder
SydhavnsCompagniet holdt også fast i de ugentlige fællesmøder, hvor de max var ti til stede fysisk, men streamede til andre interesserede. Senere da der blev åbnet op for at forsamles indendørs, udvidede de med en mikrofon og fjernsendte til yderligere ti, som sad inden i Medborgercentret.

”Vi skulle alle sammen lige vænne os til retningslinjerne. Det er ikke os professionelle, der har alle løsningerne – det var fx brugerne, der gjorde opmærksom på, at vi skulle spritte mikrofonen af.”

På møderne kom der bl.a. forslag om flere aktiviteter i naturen, hvor man kunne være sammen på afstand. Det førte blandt andet til, at der blev arrangeret udendørs yoga, og der nu er ved at blive købt et par paddle boards.

”Når vi kommer ud i naturen, så sker der noget andet. Det er skønt med bål. Der er dufte. Vi har besluttet os for at lave en ugentlig udedag fremover – det er noget af det gode, der er kommet ud af corona.”

Frivillige film for at styrke ejerskab
Mange af brugerne i SydhavnsCompagniet er også frivillige – en slags brugerfrivillige. En af de ting, der overraskede Brian Lentz var, at mange af dem ikke blot savnede aktivitets- og samværstilbud. De savnede i høj grad også at være frivillige og kunne bidrage. Derfor åbnede de op for muligheden for at kunne bidrage aktivt.  Der blev blandt andet optaget små filmsekvenser med udtalelser fra de frivillige. De små film blev lagt på nettet.

”På den måde anerkendte vi de frivilliges indsats. Det styrkede også ejerskabet blandt de frivillige og gav inspiration til andre borgere,” siger Brian Lentz.

Læs mere: sydhavnen-medborgercenter