Revyteater

Sang for plejehjemsbeboere

Organisation
Ældre
Ildsjæl

Da det normale teaterprogram blev aflyst, tog de frivillige i foreningen Herlev Revy og Teater ud og sang for områdets plejehjemsbeboere.

Husly  Sted: Herlev

’Forelsket i København’ er en af de sange, som den lille trup frivillige fra Herlev Revy og Teater har turneret med på områdets plejehjem. Normalt står den ellers på store forestillinger med publikum, men med corona blev det lukket ned.

”Beboerne har været meget glade for, at vi kom på besøg i en hverdag, som var blevet endnu mere stille. Men det har jo været dobbelt – vores frivillige havde også et behov for at komme ud og møde deres kammerater og gøre noget, de brænder for,” siger Peter Bugge, der er formand i foreningen Herlev Revy og Teater.

”Jeg ønsker mig også, at kommunen vil indgå en social kontrakt med os.”

Truppen bestod af fire-fem sangere, en lydmand, en fløjtenist og en pianist. Forestillingerne er foregået uden for med behørig afstand.

Ønskes: En social kontrakt med kommunen
”Idéen til koncerterne kom oprindeligt fra lydmanden og andre yngre medlemmer, der kedede sig, og som havde behov for at gøre noget, men som formand har det været vigtigt for mig, at vi overholdt alle retningslinjer, og derfor kom vi først i gang i starten af maj,” siger Peter Bugge.

Hvis der kommer en ny runde med corona, så vil Peter Bugge ikke være helt så tålmodig.

”Jeg vil presse kommunen for nogle klare retningslinjer hurtigere. Jeg ønsker mig også, at kommunen vil indgå en social kontrakt med os. Vi stiller gerne op, hvis de fx giver en bøtte benzin, et par øl og nogle pizzaer.”

Læs mere: herlevrevyogteater.dk