Hos Power er førstehjælp en basisviden

Som en del af oplæringsforløbet lærer alle nye medarbejdere i Power førstehjælp. Det giver en ansvarsfølelse hos medarbejderne, der skaber stolthed på arbejdspladsen.

En tidlig efterårsmorgen i Herlev åbnede Power et nyt varehus.

De mange vilde åbningstilbud havde fået folk tidligt ud af sengen og linet op i kø foran varehuset med håbet om at få fingrene i en rigtig god handel. Men der er også andre tilstede, som hverken står i kø eller håber på nogle kunder. Samaritterne fra Røde Kors er mødt op og står talstærkt klar på sidelinjen. På grund af det forventede massive kunde indryk på åbningsdagen havde Jesper valgt at øge sikkerheden. Det blev vurderet, at der med så mange mennesker på ét sted, var en øget risiko for, at noget kunne gå galt. Derfor stod samaritterne og de ansatte i Power klar til at handle, hvis der skulle være en uheldig kunde, der kom til skade i kampens hede om de gode tilbud.

”De ansatte er begejstrede over, at førstehjælp er en del af oplæringsfasen. Det er noget, der er med til at gøre dem stolte af at være en del af Power.”

Som virksomhed har man et ansvar både for medarbejdere og besøgendes sikkerhed, og det er tydeligt, at det er vigtigt for Jesper, at de store Power varehuse lever op til det ansvar: ”Førstehjælp er vigtigt grundet det store kundetryk i vores butikker. Hvis der sker noget, mener vi helt klart, at det er vores ansvar at handle.”

Service betyder meget for Jesper ikke kun i forhold til kunderne, men i høj grad også i forhold til samarbejdspartnere og leverandører. ”Andre udbydere havde kontaktet mig og tilbudt det samme, som Røde Kors, men ingen leverede det samme serviceniveau.”, fortæller Jesper.  

Det er altid godt at få genopfrisket sit førstehjælpskursus, så man fortsat er i stand til at redde liv, hvis man en dag pludselig skulle få brug for det. ”Da mange af vores ansatte er unge, havde de allerede lært førstehjælp, som en del af at tage kørekort, men de synes det var positivt at få genopfrisket førstehjælpen.”, bekræfter Jesper.

At lære førstehjælp minder på mange måder om det at lære at køre bil: når du har fået kortet, skal du stadig ud og øve dig for at blive rigtig dygtig til at køre bil. Førstehjælp er noget, man bedst lærer over tid, og vi ved, at mange jævnlige gentagelser er givtige for indlæringen.  Og har man aldrig beskæftiget sig med førstehjælp, er det aldrig for sent at lære noget nyt.