Dagbog fra Røde Kors’ hospital i Mosul

Yara Khaweja er fotograf for den Internationale Røde Kors Komité og har været i Mosul for at give et indtryk af forholdene på vores hospital i byen. Her mødte hun en pige, der helst selv ville have tråd på en mine. Yara Khaweja
 
 

Af Yara Khaweja, Den Internationale Røde Kors Komité, Mosul

Irak > Dagbog fra Mosul

Krigens tåge glider igen ind over Mosul General Hospital med beskeden, der knitrer ud af højtalerne. En presserende, desperat advarsel bliver gentaget igen og igen:

”Mass casualty, Mass casualty”

De seneste civile ofre i kaoset i Mosul er på vej hertil. 45 irakere har brug for lægehjælp omgående efter mere voldsudøvelse i den gamle bydel.

Jeg er omringet af læger, der forbereder hjælpen, men alt jeg kan gøre er at gribe mit kamera, fordi jeg er sendt hertil som kommunikations specialiNo Imagest for Den Internationale Røde Kors Komité.

Jeg er kommet til Mosul for at dokumentere, hvad der sker, og det der sker, overvælder mig.

Jeg vender mig om mod en lille pige, som er blevet hentet ind med stor hast.

Jeg spørger om hendes navn. Hendes tante hvisker, at hun hedder Sakina. Hun bløder, så jeg råber på mine kolleger for at få dem til at hjælpe.

Jeg er ikke sundheds-uddannet, og jeg begynder at tænke: Er det her alvorligt. Vil hun overleve?

Jeg behøver ikke at vente længe på at finde ud af det. Sakina har mange sår fra en eksplosion.

Advarsel: Stærke billeder. Video fra Mosul General Hospital, hvor sårede patienter hastebehandles efter et angreb. Af Yara Khaweja.

Mine kolleger skynder sig ind for at redde hende. Hendes tante oversætter hvad det engelsk talende hold af læger siger, men hun kan godt se, hvad der sker.

Lægerne gør deres bedste, men Sakina dør for øjnene af os.

I den gamle del af Mosul er tusindvis af civile fanget.

Luftangreb, snigskytter, granater og vejside-bomber betyder, at der ikke er noget sted i den gamle by, der er sikkert.

Beboerne er tvunget til at tage umulige liv eller død beslutninger, når de skal flygte fra volden.

Eksplosioner ryster hospitalet, som ligger 1,5 kilometer fra frontlinjen.

Personalet siger, at de ikke mærker faren, men arbejdsmængden er tung. I begyndelsen af juni var der tre dage i træk, hvor 80-90 patienter ankom på samme tid.

Hundredevis af civile ankommer hver uge med forfærdelige sår.

Bombernes sprængninger kaster små sten ind i helt unge kroppe, en sygelig form for granatsplinter, som eksploderer op i et raseri fra de gader, som de her børn plejede at rende rundt og lege på.

Der er ikke nogen børn der leger nu. Der er ikke nogen eventyr her. Mosuls unge er blevet kastet ind i en rædsels-historie, hvor ingen lever lykkeligt til deres dages ende.

Der er faren, som bar sin to-årige med et stort skudsår i hovedet til hospitalet. Og den anden som roligt spurgte en af mine kolleger om 22 ligposer, fordi hele hans familie var blevet udslettet. En kirurg hjalp ham med hans forespørgsel, men først efter han havde været bag en væg for at græde.

Det lokale personale gør det så godt, de kan. Nogle af dem – blandt andet det irakiske lægehold –bliver ikke betalt længere. Men de hjælper stadig. Utroligt.

Jeg tager en beslutning. Jeg er her for at tage billeder. Men jeg spørger mig selv. Hvad laver jeg bag mit kamera? ”Jeg tog nogle førstehjælpskurser engang, så jeg er sikker på, jeg kan hjælp, hvis bare en smule …”.

Lægerne begynder at give mig opgaver: ”Tag bandagerne.” ”Læg pres på det her sår”.”Hurtigt, herovre”.

Jeg ser et andet barn, der græder. Jeg prøver at tale til hende for at berolige hende. Hun siger: Jeg vil ikke leve uden min mor. Jeg ville ønske det var mig, der trådte på den mine.”

Billede af barn på hospital i Mosul. Af Yara Khaweja

Hendes ansigt er fuld af granatsplinter. Det er første gang, jeg har set nogen bløde fra øjnene. Hun spørger: ”Er jeg blind?”. Hun bliver ved med at skrige. Hun skræmmer os alle.

Jeg er selv fra Libanon og jeg har set megen krig. Jeg er ikke bange for granatregn og skyderier. Men i dag har jeg set, at vores basale menneskelighed er under angreb. 

Jeg appellerer til alle sider i konflikten om at beskytte civile. Beskyt dem som I ville beskytte jeres egne familiemedlemmer. Lad dem undslippe. Giv dem mad, vand og husly. Respekter krigens regler for vores alle-sammens skyld.

Støt Røde Kors i Irak

Mine tanker vender tilbage til Sakina.

Efter hun døde, forlod hendes tante rummet, og jeg fulgte efter. Vi græd sammen. Hun var en fremmed, som jeg nu stod og krammede, men jeg følte jeg krammede min egen tante. Hun fortalte mig, at Sakinas mor og søskende allerede var blevet dræbt.

Jeg kigger på Sakinas far, der er ankommet til hospitalet. Han er rolig, stille, men dybt traumatiseret.

Der er et arabisk ordsprog, der siger: “Der er en million ord bag stilheden.” Det er alt for rigtigt som vi sidder her og kigger på hinanden uden at sige noget.

Ud af de 45 patienter, der ankom i dag, døde de fire.

Jeg tager mit kamera, mine billeder, mine minder med mig og slutter en varm og forfærdelig dag.

Arbejdet vil fortsætte. Patienter vil blive sørget for, senge vil blive redt. Gulve vil blive vasket. Men den plet, som begivenhederne her har sat, vil ikke blive fjernet så let.

En læge behandler en såret i Mosul