Flygtet uden forældre

I 2014 flygtede 838 børn alene til Danmark uden deres forældre. Ahmad Housan Kharoub på 16 år er et af dem. Han flygtede fra Syrien og bor nu på institution i Ruds Vedby. Hver dag lever Ahmad med bekymringen om, hvordan det skal gå hans familie.
 
 

Fortalt af Ahmad Housan Kharoub til Ditte Nørgaard Goor. Foto: Ahmad Housan Kharoub

Kl. 06:30

Jeg står tidligt op, fordi jeg skal i skole. Nogle gange vågner jeg om morgenen og har glemt, at jeg ligger alene i en seng i Danmark. Det kan godt være lidt forvirrende de første par sekunder. Efter et lynhurtigt bad, laver jeg min morgenmad. Jeg ringer til min mor i Syrien hver morgen, inden jeg tager afsted i skole. Det er dejligt, at jeg kan ringe og sige: "Godmorgen", for det ville vi jo have sagt til hinanden, hvis vi var sammen.

Kl. 07:02

Jeg hopper på bussen. Det er ærgerligt, at jeg skal tage den lange bustur helt alene. I Syrien gik jeg gennem byen sammen med alle mine venner, når jeg skulle i skole. Nu er turen i skole lidt kedelig. 

Kl. 08:00

I skolen får jeg lige nu undervisning i matematik og dansk. Dansk er et spændende sprog, men det er også svært. Men jeg kan godt sige nogle enkelte sætninger allerede. De børn, jeg går i skole med, kommer fra hele verden. Så nogle gange kan det være svært at forstå hinanden, fordi vi ikke taler det samme sprog alle sammen. Heldigvis er der to syriske piger i klassen, og vi har mange ting tilfælles og kan snakke med hinanden.

Kl. 15:00

Jeg har fri fra skole, og jeg er udmattet. Så jeg smider mig på sengen og tager en eftermiddagslur. Hjemme i Syrien ville jeg have drukket te med mine venner udenfor. Jeg tænker på mine venner i Syrien. Jeg savner dem. Men min kontaktperson fra kommunen, Javad, kommer tit på besøg hjemme hos mig. Han hjælper mig med at handle ind, og vi hænger ud sammen eller snakker. Han er som en storebror. To gange om ugen spiller jeg fodbold i Dianalund. Den store, grønne fodboldbane er noget helt andet. Jeg plejer at spille gadefodbold i Damaskus. Jeg drømmer tit om at blive lige så god som Messi eller Ronaldo.

Kl. 18:00

Efter fodboldtræningen er jeg sulten, så jeg går i gang med aftensmaden. Jeg havde aldrig smagt lasagne, før jeg kom til Danmark. Nu er det min livret. Men nogle dage har jeg slet ikke lyst til at lave middag, og så synes jeg, at det er irriterende, at jeg skal. Jeg savner min mors syriske mad.

Kl. 18:30

Det er en god dag, hvis jeg skal i Ungdomsklubben. Jeg tager derhen et par gange om ugen, fordi min kontaktperson Javad arbejder i klubben. Det er stadigvæk nyt, og jeg kan godt være genert. Især de dage, hvor Javad ikke er der sammen med mig. For jeg kan kun sige meget få ting på engelsk og dansk. Men selv om jeg ikke kan forstå, hvad de andre siger, så er alle søde ved mig. Vi spiller billard, bordfodbold eller Fifa. Jeg føler mig godt tilpas. De voksne, der arbejder nede i klubben, driller mig tit med, at de nærmest er nødt til at smide mig ud, når de lukker.

Kl. 21:30

Jeg kan godt kede mig lidt og blive ensom, når det er aften. Så savner jeg mine venner og min familie. Der går ikke fem minutter, hvor jeg ikke tænker på min mor, min far og mine søskende. Det fylder rigtig meget i mit hoved hele dagen. Min mor vil ikke sove, før vi har snakket sammen og sagt godnat. Så jeg ringer til hende og snakker i en hel time hver aften. Bagefter får jeg min far i røret.

Kl. 23:30

Jeg ryger dagens sidste hjemmerullede cigaret. Jeg røg også i Syrien. Når jeg lægger mig i sengen, tænker jeg igen på min familie, og jeg bliver tit meget bekymret for, hvad der skal ske. Både med mig selv og med hele min familie i Syrien. De er det sidste, jeg tænker på, inden jeg lægger hovedet på puden og falder i søvn.