Ebola-udbrud i Vestafrika

I marts måned i år opstod et tilfælde af ebola i Guinea. Siden har sygdommen spredt sig til flere lande og kostet over 5.000 mennesker livet. Her giver vi et kort overblik over, hvordan ebola-epidemien har udviklet sig i de vestafrikanske lande.Ebola (1)
 
 

Liberia, Guinea og Sierra Leone 

  • Ebola-udbruddet startede i skovområderne i det sydøstlige Guinea i marts måned i år. Ved slutningen af måneden havde sygdommen spredt sig til Liberia og dernæst til Sierra Leone i løbet af maj måned. Det er første gang i historien, sygdommen rammer Vestafrika. 
  • Det er i Liberia, Guinea og Sierra Leone, ebola-epidemien hærger lige nu, og hvor smittespredningen er særligt stor. 
  • Alle tre lande har ekstremt svage sundhedssystemer med få ressourcer til at diagnosticere og hjælpe ebola-patienter. 
  • Sygdommen har bl.a. ramt landenes store byer, hvor smitten spredes meget hurtigt. 
  • Guinea: Der er registreret omkring 1.906 smittetilfælde og 997 mennesker er døde. Der opstår ca. 200 nye tilfælde af ebola om ugen i Guinea lige nu. 
  • Sierra Leone: Der er registreret over 5.235 smittetilfælde og 1.560 mennesker er døde. Der opstår mere end 500 nye tilfælde af ebola om ugen i Sierra Leone lige nu– heraf knapt halvdelen i hovedstaden. 
  • Liberia: Der er registreret over 6.535 smittetilfælde og 2.413 mennesker er døde. Der opstår ca. 500 nye tilfælde af ebola om ugen i Liberia – heraf halvdelen i hovedstaden. 

Nigeria og Senegal 

  • Den 20. juli blev et tilfælde af ebola identificeret i Lagos, som er Nigerias – og hele Afrikas – største by. Byen huser ca. 21 millioner mennesker og har en population næsten på størrelse med Guinea, Liberia og Sierra Leone lagt sammen. I Lagos bor indbyggerne tæt og mange bor under ekstremt dårlige sanitære forhold i byens slumområder. Da ebola-smitten brød ud i storbyen, var der derfor stor frygt for, at epidemien ville vokse eksplosivt. 
  • Med 20 smittetilfælde og 8 dødsfald i Nigeria samt et enkelt smittetilfælde i Senegal, er ebola-udbruddet nu blevet stoppet i de to lande. 
  • Den 17. oktober og den 20. oktober erklærede WHO Senegal og Nigeria for ebola-frie, da der ikke har været nye tilfælde af sygdommen i landene i en 42 dages periode. De 42 dage er lig den dobbelte inkubationstid for sygdommen. 
  • I både Senegal og Nigeria er det lykkedes at respondere ekstremt hurtigt på smittefaren. Her har man f.eks. isoleret og behandlet de smittede hurtigt og effektivt, og man har opsporet og observeret samtlige af de mennesker, der har været i kontakt med den smittede. 

HJÆLP OS MED AT STOPPE EBOLA