Hvad er kolera?

Koleraepidemier opstår steder med dårlig hygiejne, urent drikkevand og dårlig sanitet. Sådan er forholdende flere steder, hvor Røde Kors rykker ud til en katastrofe. Vi behandler og forebygger kolera, og du kan blive klogere på sygdommen her.
 
 

Kolera > Hvad er kolera?

Kolera er egentlig let at kurere, men alligevel er det en livsfarlig sygdom i nogle dele af verden. Det skyldes, at en koleraepidemi ofte udvikler sig steder, hvor krig eller andre trusler forhindrer adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold. Ofte er det også steder, hvor der ikke er mulighed for at få tilstrækkelig lægehjælp.

Koleraepidemi

Kolera spreder sig lige nu i lande som Yemen og Sydsudan, hvor folk flygter fra borgerkrige og lever i tætbefolkede flygtningelejre eller andre udsatte områder med dårlig hygiejne. Her har sygdommen alt for gode betingelser.

Kolera er en meget smitsom mavetarmsygdom, der smitter gennem beskidt vand eller gennem fødevarer. Den er forårsaget af bakterien Vibrio Cholera. Hvis der er tilstrækkeligt mange bakterier i tarmen, formerer de sig og danner giftstoffer i tarmene. Symptomer på kolera er voldsom og meget tynd diarré, og behandles man ikke, dør man simpelthen af væsketab.

Behandling af kolera

Kolera er egentlig en nem og billig sygdom at behandle og forebygge. I Røde Kors gør vi alt, hvad vi kan, for at bekæmpe sygdommen rundt om i verden, når en epidemi bryder ud. Vi giver folk adgang til drikkevand, som er renset med klortabletter, og vi giver intravenøs væske til børn og voksne, der er meget syge.

Sådan forebygger og behandler vi kolera.

Særligt børn er meget sårbare overfor sygdommen, fordi deres kroppe er små. Hvis kolera får et ordentligt tag i kroppen, kan man miste mange liter væske i døgnet – helt op i mod en liter i timen – og det er livstruende. Der går kun ganske få dage, fra man er smittet, til symptomerne viser sig.

Dødeligheden er lav ved behandling

Hvis ikke patienten får erstattet al den tabte væske ved selv at drikke selv eller gennem et drop, så dør personen af dehydrering. Dødeligheden er meget høj uden behandling. Hvis dygdommen behandles hurtigt og rigtigt, kan patienten komme sig igen. Langt de fleste kan klare sig ved at drikke selv.

Nødhjælpere, der arbejder steder, hvor kolera er i udbrud, kan få en vaccine mod sygdommen. Vaccinen kan også gives til mennesker, der lever steder med kolera.

Kolera i Danmark

Der har ikke været en koleraepidemi i Danmark siden 1853. Dengang spredte sygdommen sig særligt i København, hvor mere end 7000 blev smittede, og omkring 4700 døde.

Siden 1923 har der ikke været pandemier i Europa, og i dag spredes sygdommen kun i Afrika, dele af Asien og Sydamerika. (Tal er fra Den Store Danske).