Bliv Fashion Scout i Røde Kors butikker

Som Fashion Scout i Røde Kors er der rig mulighed for kreativ udfoldelse, nye oplevelser og et lækkert element på cv'et.

Dette gælder hvad end du er motiveret af mode, butiksdrift eller frivillig indsats.

Røde Kors butikker – det er god stil

Den 8. maj lander det eksklusive Røde Kors modemagasin ”STIL” i alle landets Røde Kors butikker. Magasinet er fyldt med super fede billeder af blandt andet Nik fra Nik & Jay, model og blogger Emma Leth, tv-værten Sarah Grünewald og mange flere. Fælles for dem alle er, at de er stylet i genbrugstøj fra Røde Kors butikker og skudt af de bedste modefotografer i Danmark, blandt andet Bo Egestrøm, Olivia Frölich, Signe Vilstrup og mange flere.

Vi har brug for dig og din stil

I forbindelse med lanceringen af modemagasinet ”STIL” har vi brug for din hjælp til at gøre Røde Kors butikkerne fuldstændig fashion-klar!

Vi har brug for din hjælp i butikkerne til at spotte det trendy tøj og style giner i tråd med tidens modetendenser. Dette betyder, at vi har brug for dig når der skal pyntes vinduer og styles giner, når der skal udvælges tøj til ”trend”-stativerne med tøj rettet mod unge mennesker, og når der er sæsonskifte i butikkerne.

Du kan blive Fashion Scout hvis du interesserer dig for tøj, mode og kan lide at udfolde dig kreativt. Du er en udadvendt person, der altid ønsker at sikre den gode kundeoplevelse.

Bliv redaktør for Røde Kors' Instagram-profil 

Udover dette vil du kunne få afprøvet dine færdigheder som modeblogger, da de fedeste giner og vinduer du styler, får muligheden for at blive vist frem både på Røde Kors’ Instragram-profil med hashtagget #delditfund samt på Røde Kors’ Facebook-side, der vil blive set af mere end 40.000 mennesker. Vores bedste Fashion Scouts får desuden mulighed for at blive redaktør for en uge på Røde Kors’ Instragram-profil.

Vi vil rigtig gere have din hjælp i butikkerne, så derfor kan du, afhængig af skole, arbejde, fritidsinteresser eller andet selv aftale med butikken, hvordan dine vagter kan passe begge parter bedst muligt.