Foto: ICRC
Jutlandias andet togt
Jutlandia har været hjemme efter første togt. Hun stævner nu ud igen og er på vej tilbage til Korea, og den lange tur øst på bliver brugt på at forberede de nye blandt besætningen på, hvad der vil møde dem, når skibet igen ankommer til krigen.
Det er på skibets andet togt, at kommandør Hammerich udfordrer toppen i FN. Det danske hospitalsskib vil have lov til at behandle alle krigens ofre – uanset om de er sydkoreanske soldater, civile og børn.
Kommandøren Kai (1894-1963)
Chefen på Jutlandia er søofficer Kai Hammerich, der blandt de fleste er kendt som en handlingens mand, karismatisk og engageret.
Som søn af en kaptajn, indleder Hammerich sin karriere i Søværnet, men efter en voldsom eksplosionsulykke som er tæt på at koste ham livet, skifter Hammerich spor fra det militære til det humanitære.
Først som formand i Kirkens Korshær og senere, da han efter Anden Verdenskrig bliver valgt som præsident for Røde Kors i Danmark.
Hammerich er den oplagte kandidat til posten som præsident, da han har gjort en markant humanitær indsats under krigen. Men det er ikke alle i baglandet, der er lige begejstret for, at Hammerich får posten, og han deler vandene helt frem til 1950, hvor han vælger at fratræde sin stilling i Røde Kors.
Men han fraskriver sig ikke opgaven som ekspeditionschef på den kommende Jutlandia-aktion, og han stævner ud som øverstkommanderende på det hvide hospitalsskib fra nord.
Hammerichs idé - behandling til alle krigens ofre
Selvom Jutlandia sejler afsted under tre faner, så rangerer FN’s blåhvide fane over det røde kors og Dannebrog. Og Hammerich og besætningen har ikke tilladelse til at behandle sydkoreanske soldater eller civile, selv når sengene står tomme. De skal stå klar til FN-tropper.
De lokale er derfor overladt til lokale hospitaler, der slet ikke kan løfte opgaven – og de sårede sydkoreanere har ingen eller få steder at gå hen for hjælp.
Det kan ikke passe, mener Røde Kors og Hammerich. Kan man kæmpe sammen på slagmarken, kan man også ligge side om side i hospitalssengene!
Ideen om at behandle sydkoreanske soldater og civile spirer hos Hammerich. Men han oplever modstand fra den amerikanske hær. De er bange for, at sengene er optaget, hvis der bliver akut behov for behandling af FN-soldater.
Hammerich indleder faktisk forhandlingerne allerede under første togt, men det er først på andet togt, og grundet stort pres fra det danske Udenrigsministerie, Røde Kors og især besætningen på Jutlandia, at FN giver tilladelse til en prøveperiode, hvor skibet kan behandle lokale ombord.
Der er tale om exceptionel nyskabelse både i forhold til den humanitære folkeret men også krigsførelse, da Jutlandia bliver åbnet for alle krigens ofre. Ikke blot de militære.
Pres fra personalet
Læger, kirurger og sygeplejersker på Jutlandia er frustrerede. Alle er glade for perioderne med våbenstilstand uden kampe, hvor der forhandles mellem parterne. Men de har meldt sig under fanerne for at redde liv og afhjælpe lidelse. Og mens sengene står tomme, er der blandt andet sydkoreanske civile og børn, der mangler hjælp.
Det massive pres fra besætninger får stor betydning.
Det bliver nemlig afgørende for, at FN-styrkernes general, Ridgway, til sidst giver tilladelse til, at skibet må tage imod sydkoreanske soldater, civile patienter og børn.
