Jakobs dagbog

Jakob er tilbage i Nairobi efter en lang tur til det tørkehærgede Marsabit-område i det nordlige Kenya:

Tirsdag d. 18.7.2017

Dagbog

”Så snart valget er slut, kommer vi til at drikke øl sammen igen uanset hvilken stamme, man tilhører”, siger min faste taxachauffør på vores vej til kontoret. ”Men op til valget, drager politikerne til deres hjemegne, til deres stammer og sætter rivalisering i gang. Sådan er det desværre”, fortsætter han hen over Benga-lydsporet i radioen

Uanset hvor bevidste mine lokale kolleger er om de syv principper i Røde Kors og ofte hilser på hinanden med et ”H.I.N.I.V.U.U.” (Humanity. Impartiality. Neutrality. Independence. Voluntary Service. Unity. Universality) er politik unden tvivl favorit-emnet på vores vej ud til projekterne.  En mellemleder i vores Nairobi team er allerede stoppet for at følge sine politiske ambitioner, og andre leger med tanken om at tage orlov fra jobbet i Røde Kors og føre valgkamp for det, de tror på. Det være sig deres region, interesser, kvinderepræsentation eller helt personligt et familiemedlem der stiller op eller lignende.

Den 8. August skal Kenyanerne til stemmeboksene for at vælge ny præsident, guvernører og parlaments politikere.  Der føres kampagne på alle niveauer. Trods fredelige valg i 2002 og 2013 frygter mange, at det kommende valg vil ende på samme måde, som valget i 2007, der kostede 1133 mennesker livet og drev 600.000 kenyanere på flugt. Kenya Røde Kors arbejder i disse dage ihærdigt på at forberede ansatte og frivillige i hele landet på at respondere på eventuelle uroligheder i forbindelse med valget samtidigt med at de er i gang med nødhjælpsindsatser ovenpå den tørke, der har spredt sig i hele det nordlige Kenya. 

Kenya’s befolkning består af ca. 22 procent Kikuyu, 14 procent Luhya, 13 procent  Luo, 12 procent Kalenjin, 11procent  Kamba, 6 procent  Kisii, 6 procent Meru  plus forskellige andre folkeslag. At kenyanere til hverdag ikke går særligt meget op i stammer, fremgik også af budskabet på en T-shirt, en de Røde Kors frivillige, jeg mødte i handelsbyen Isiolo, var iført: My Tribe is KENYA.

Men sådan er det ikke for tiden - stammen er ikke KENYA, og har ikke været det i 2017.

Dansk Røde Kors støtter Kenya Røde Kors i at lave tørkeindsatser i Isiolo, der er den sidste af de lavereliggende handelsbyer, vi kommer igennem før ørkenen begynder at strække sig næsten uafbrudt mod nord. Vi besøger en normadelandsbyen, Yaqbarsadi, hvor vi har udviklet på en brønd, med pumpesystem, solcelle-backup og ”vandkiosk” – hvor brugere nu kommer langvejs fra for at fylde kameler og tyve-liters tanke.

Vi arbejder også i Marsabit, der er hovedbyen i distriktet mod nord af samme navn og som ligger midt og højt og til dels grønt på den 500 km strækning nordpå til Etiopiens grænse. De politiske kampagner fylder på landevejen fra Nairobi til både Isiolo og Marsabit. Der står desuden drenge langs landevejen flere steder og vifter med tomme to liters plastflasker. Store lastbilkorteger, land cruisere, almindelige biler og sågar folk på motorcykel og rulleskøjter kører rundt med politiske budskaber, slogans og med lydsystemer med slagsange, dansere og talere fra de to store rivaler, Jubilee partiet og Nasa – sidstnævnte i opposition til den siddende Præsident Uhuru Kenyatta og hans parti.

Vi kører på en fantastisk landevej hele vejen. Asfalteret med civiliserede vejskilte og boulevard-lignende dobbeltspor og gadelys ved indkørslen til Marsabit by, hvis samtlige gader også er asfalterede. Anlagt af Mwai Kibaki – Kenyas præsident fra 2002 til 2013. Ikke en mand af mange ord, men af handling og visioner – som min kollega Sarah, projektkoordinator i Kenya Røde Kors’ lokale afdeling i Marsabit siger:

”Hvis bare han stillede op igen, ville selv den ældre dame der rydder af efter teen stemme. Alle ville stemme. Men han er nu oppe i 80’erne”.

Der lå en civilsamfundskampagne bag siden 2002, og et stort folkelige krav rejste sig om landevej, hører jeg fra en anden kollega. Kibaki var involveret i at mobilisere folket til en march hele vejen gennem ørkenen. Vejen stod først færdig sidste år.

Torsdag d.13.7.2017.

Vi er på vej ud for at følge en af de sidste uddelinger af nødhjælp under det danskstøttede projekt i Marsabit. Vi drejer skarpt til højre fra den asfalterede vej udenfor den søvnige by Log-Logo, hvor vi har forsynet os med vand i litervis fra ”Mt Kenya”, der kan anes i baggrunden. Jordvejen bumler lidt i starten, som sporadisk træ- og buskgevækst tynder ud og afløses af ørkenen. Vi skal gennem Chalbi dessert – der viser sig at være dels en saltørken, dels en rigtig ørken – komplet med luftspejlinger der ligner de Tintin’ske mirages - vandspejle i horisonten. Vi kører forbi en flok drenge der driver en kæmpe flok kameler afsted.

Pludselig standser vi.  Talasu, vores regionale chef, kigger op fra sin smartphone og får solbrillerne af i en fart og råber, om det nu ER det rigtige hjulspor vi er i; ”We can vanish completely out here under the Sun”. Det skal vi ikke. Vi skal til North Horr. Her kan vi overnatte i hytter på en indhegnet kompound – gaderne er kun sand i hele byen, men den er hjemsted for over 6000 mennesker, har eget sæde i parlamentet, en kirke og missionsstation, skole, butikker til almindelige indkøb, M-Pesa (mobilepay)- og forsikringsagenturer, regerings/administrationskontorer og air strib og jeg hører endda rygter om et hotel med pool. Vi ser tv om aftenen i Restaurant Manyatta under stjernerne og drikker chai, spiser chapati. Der er også Stew og Stoney – en ret med gedekød og så Kenyas ingefærsodavand, der er så stærk at man kommer til at nyse af den.

Projektets udfordringer har været i de indledende faser. Børnesygdomme ifølge vores Nairobi staff – men man kan se i øjnene på field staff, hvoraf mange er frivillige, at det har været strabadserende. Vi kører med en registreringsmodel, der er meget ”state of the art” i branchen – hvor modtagerne af nødhjælp listes via deres biometriske data – altså foto og fingeraftryk. Det kunne også være øjenskanning. Som hos World Food Programme, hører vi om fra andre lande i regionen. Vi har fået udviklet en samlet løsning hardware og software af et IT firma – der har leveret noget blivende til Kenya Røde Kors. Hardwaren består af en mobil enhed der kan synkronisere til WIFI men også arbejde offline ude i felten. Dens fingeraftrykenhed har vi indstillet til 50 pct  genkendelighed. Det er muligt nogle af modtagerne af vores nødhjælp har forholdsvis slidte hænder og fingeraftryk af en ofte nomadebaseret tilværelse i ørkenen – i hvert fald har der været problemer med højere grader af genkendelighed. Ligesom et større antal opdateringer af systemet – og af de enkelte mobile enheder – har været nødvendig i projektets levetid. Det er her den største frustration har været. Det virker lidt i bagklogskabens ulideligt klare lys som om firmaet har haft held til at teste en beta-udgave af deres system, gennem dette projekt. Ofte er det jo sådan med IT at der udvikles og testes til produktet virker 80 pct efter hensigten – og disse såkaldte beta-udgaver sendes så ud i mødet med virkeligheden, hvor trouble-shooting, hotlines og anden indberetning, softwareopdatering og i visse tilfælde hardware udskiftning gør det ud for den slagne vej til produktet kan siges at være fejlfrit.

I en lessons learned workshop med alle de involverede har jeg hørt meget om disse problemer – en løsning på vejen har været at koble alle de deltagende i projektet op på en Whatsapp – en gruppechat der kan tilgås fra smartphones. Så projektleder og overordnet teknisk support i Nairobi fra såvel Kenya Røde Kors som IT leverandørens side, samt naturligvis alle de frivillige i Kenya Røde Kors som vi har trænet i brugen af IT systemet har kunnet annoncere problemer og troubleshoote i et ”peer-to-peer” univers. De er nu det Kenya Røde Kors lidt højstemt kalder ”teknologiambassadører” – og jeg håber personligt at dette vil kunne åbne nogle døre for især de mange der har lagt frivillige kræfter i at være projektets field staff – langt ude i marken. Projektet har ud over det IT tekniske benyttet sig af leverandører til selve udbetalingsdelen.

Vi har overvåget prisudviklingen på en række basale fødevarer, som udbetalingen af et pengebeløb til modtagerne af nødhjælp gennem vores projekt skal dække. Selvfølgelig kan vi risikere at de enkelte modtagere i udbetalingsøjeblikket glemmer det højere formål og tørkesituationen og deres familie og går på nærmeste bar – men denne risiko er søgt imødekommet via et oplysnings- og uddannelsesaspekt indbygget i projektet, hvor modtagerne i forbindelse med en række møder op til selve udbetalingen oplyses om god ernæring for en familie, om særlige forhold omkring graviditet, amning og ernæring for børn under to år og andre udsatte (f.eks. ældre familiemedlemmer) – og om almen hygiejne. Det kan lade sig gøre fordi katastrofen er det vi kalder slow onset – en tørkesituation hvis udvikling henover den forventelige lange regntid i Marts – April og til den korte regntid i Oktober – November, kan monitoreres tæt.

Det er kvinderne i de enkelte modtagerhusstande, der er målgruppen – dvs. det er dem projektet i så vidt muligt omfang målrettes mod, og dem der registreres som modtagere. De får et id-kort på størrelse med et Dankort, med Røde Kors logo på og navn og Kenyas svar på CPR. Kortet indeholder en lille chip og skal ”swipes” på vores mobile enhed i forbindelse med udbetaling. Dette registreres som en udbetaling – og den ansvarlige for udbetalingen – vores finansielle leverandør - udbetaler et pengebeløb svarende til ca. 30 dollar eller 200 kr. som der kvitteres for med blækfingeraftryk. I systemet sendes en meddelelse på udbetaling afsted til en database i Kenya Røde Kors Nairobi om at den udbetalingsansvarlige har gjort som betalt for.

De udbetalingsansvarlige er udvalgt for så vidt muligt fra lokalområdet – måske en ejer af en lille butik eller lignende. Det skal være en person med et renommé der gør hende tillidsvækkende blandt modtagere af nødhjælpen, og med penge nok på egen bankkonto til at udbetalinger kan foretages, der siden indkasseres bagud pr efterregning. Det har fungeret nogenlunde, om end Kenya Røde Kors ifølge projektets egne ansatte og frivillige som jeg taler med trækker ret store veksler på den tillid organisationen vækker lokalt, og måske i landet generelt – i hvert fald har der været store forsinkelser på betalingen af de regninger som de udbetalingsansvarlige har sendt til Nairobi – de repræsenterer jo større pengebeløb som er ude at svømme, og som de finansielle leverandører i mange tilfælde er afhængige af kommer ind igen, før den næste månedlige udbetaling til projektets modtagere har kunnet finde sted.

Jeg taler med nogle af modtagerne, dels i plenum på møder koordineret af den lokale stammehøvding, dels mere individuelt. Det positive er at beløbsmodtagerne ofte kan dække det basale – og kan de ikke det fordi de har mistet deres husdyr og anden indkomstgrundlag er beløbet et udgangspunkt for at søge kredit via andre kanaler, til situationen forhåbentlig bliver bedre. Mange har prioriteret at holde børnene i skolen – og lade pengebeløbet dække prisen. Nogle konstaterer at beløbet ikke er stort nok i forhold til hvor desperat situationen er. Når kamelerne dør, når regntiden igen i april har fejlet fuldstændig og vi her i Juli måned har langt til næste regntid er det hårde vilkår. Vi har i Kenya Røde Kors og samarbejdet med en bred vifte af FN organisationer og donorer adgang til teknisk og vejrudsigtsbaserede værktøjer og korresponderende indsatser og en af dem er de-stocking: et langsigtet fokus på koordineret trimning af størrelsen på husdyrholdene i lokalsamfundene, hvor nogle dyr tages ud og slagtes her og nu – kødet fordeles til de svagest stillede i lokalsamfundet, til en aftalt minimumspris pr kilo. Andre dyr fodres og tilses veterinært med fokus på overlevelse af de bedst egnede der vurderes at kunne klare sig gennem tørkeperioden. For mig at se er de pengebaserede projekter vi implementerer en indsats på at udvikle sociale sikkerhedsnet, der sætter ind for de svagest stillede når katastrofer af hidtil uset omfang som tørken i Nordkenya sætter ind. Lokalsamfundene har i det store kun bidraget positivt til at få disse svagest stillede identificeret. Ældreråd og høvdinge har ikke forsøgt at stikke pengene i egen lomme. Men pengeprojekterne er ikke beregnet på at samfundsudvikle strategisk – og det er langtfra givet at den traditionelle nomadetilværelse er bæredygtig selv med disse sociale sikkerhedsnet - selvom den har overlevet og tilpasset sig samfundsudviklingen f.eks. omkring privatisering af store jordbesiddelser i området i årtusinder.

BLÅ BOG: JAKOB BAK PEDERSEN

  • Født 1977 i Århus
  • Vokset op i det nordjyske mellem Limfjorden og Vesterhavet med fire søskende
  • Har været udsendt for Røde Kors til Nepal og Afrika
  • Arbejder med udvikling af robuste partnerskaber og lokalt beredskab til at sætte  effektivt og hurtigt ind i katastrofesituationer
  • Mere en 10 års erfaring fra Østafrika og Sydøstasien
  • Uddannet sociolog og specialist i risikoanalyse og distribution af nødhjælp under vanskelige forhold

Vi arbejder også i Marsabit, der er hovedbyen i distriktet mod nord af samme navn og som ligger midt og højt og til dels grønt på den 500 km strækning nordpå til Etiopiens grænse. De politiske kampagner fylder på landevejen fra Nairobi til både Isiolo og Marsabit. Der står desuden drenge langs landevejen flere steder og vifter med tomme to liters plastflasker. Store lastbilkorteger, land cruisere, almindelige biler og sågar folk på motorcykel og rulleskøjter kører rundt med politiske budskaber, slogans og med lydsystemer med slagsange, dansere og talere fra de to store rivaler, Jubilee partiet og Nasa – sidstnævnte i opposition til den siddende Præsident Uhuru Kenyatta og hans parti.

Vi kører på en fantastisk landevej hele vejen. Asfalteret med civiliserede vejskilte og boulevard-lignende dobbeltspor og gadelys ved indkørslen til Marsabit by, hvis samtlige gader også er asfalterede. Anlagt af Mwai Kibaki – Kenyas præsident fra 2002 til 2013. Ikke en mand af mange ord, men af handling og visioner – som min kollega Sarah, projektkoordinator i Kenya Røde Kors’ lokale afdeling i Marsabit siger:

”Hvis bare han stillede op igen, ville selv den ældre dame der rydder af efter teen stemme. Alle ville stemme. Men han er nu oppe i 80’erne”.

Der lå en civilsamfundskampagne bag siden 2002, og et stort folkelige krav rejste sig om landevej, hører jeg fra en anden kollega. Kibaki var involveret i at mobilisere folket til en march hele vejen gennem ørkenen. Vejen stod først færdig sidste år.