Sultkatastrofe i Østafrika

Millioner af børn og voksne er lige nu truet af sult i Østafrika. Med din hjælp kan vi give dem mad og sikre, de overlever.P -SOM0023-1

Netop nu er Nigeria, Yemen og lande i det østlige Afrika på randen af en katastrofe, hvor 20 millioner mennesker er i akut fare for at sulte. Ifølge FN kan situationen udvikle sig til den største humanitære krise siden 1945.

Familier har mistet deres afgrøder og husdyr på grund af tørke, eller fordi de er flygtet fra krig og konflikt. Senest har FN erklæret hungersnød i dele af Sydsudan, og i Kenya, Somalia og Sydsudan er mere end 1,5 millioner børn under 5 år lige nu akut underernærede. 

Hvad gør vi?

Vi er til stede i de hårdest ramte områder og uddeler fødevarepakker, såsæd eller økonomisk støtte til familier, så de kan købe importerede afgrøder. Vi uddeler også særlig vitaminrig kost til børn under 5 år, gravide og ammende kvinder. I det konfliktramte Sydsudan laver vi airdrops og flyver nødhjælp ud til de områder, hvor ingen andre kan hjælpe.

Hvad går dine penge til?

Din støtte går til at uddele livsvigtig nødhjælp til de mest udsatte familier. For 418 kr. kan du f.eks. give mad til en familie i Sydsudan i en hel måned.

 

Giv en donation her

 

Hvorfor er der sult?

Sydsudan

Flere års interne kampe har drevet halvdelen af landets befolkning på flugt. Tæt på 2 mio. mennesker lever lige nu som internt fordrevne, og tusindvis af familier har mistet deres jord, husdyr og hele deres livsgrundlag. Ifølge FN står 1 mio. mennesker på randen af hungersnød.

Etiopien

Vejrfænomenet El-Nino har medført den værste tørke i landet i mange år. Familier har mistet deres afgrøder på grund af manglende regn, og lige nu har 5,6 millioner mennesker brug for fødevarehjælp.

Somalia

Familier har mistet deres afgrøder og husdyr på grund af flere års alvorlig tørke. 6,7 millioner mennesker har behov for humanitær hjælp, og hele 363.000 børn under fem år er akut undernærede.

Kenya

Ligesom Etiopien og Somalia er Kenya også hårdt ramt af tørke i regionen. 2,6 mio. mennesker har ikke mad nok, og børn og voksne er i fare for at blive syge, fordi de drikker forurenet vand. 2.7 millioner mennesker har brug for rent drikkevand.

Yemen

Konflikten i Yemen har skabt en af de største humanitære kriser i verden lige nu. Hele 17 millioner mennesker har behov for fødevarehjælp, fordi de ikke kan få den mad, de har brug for. Tæt på en halv million børn er akut underernærede, og hvert 10. minut dør et barn under fem år af sygdom eller skader.

Nigeria

Det nordøstlige Nigeria har i mange år været plaget af konflikter, og en masse mennesker er flygtet fra deres hjem og lever som internt fordrevne. Landmænd har ikke kunnet vende tilbage til deres marker tids nok til at så, og derfor er der mangel på mad. 4,8 millioner mennesker har brug for mad og 2 millioner er akut underernærede.