Pigen i jordskælvet

Da jordskælvet ramte Nepal lørdag den 25. april, tænkte jeg mest på den 13-årige pige Shristi. Det var to år siden, jeg havde besøgt hende i et revnet hus i Katmandu. Jeg besluttede mig for at finde hende igen.

Af Troels Donnerborg Foto: Kishor Sharma & Sailendra Kharell

SMS-beskeden tikkede ind på min telefon midt i rundstykker, kaffe og skæreost. Det var lørdag formiddag, og der havde været et jordskælv i Nepal, stod der. Et stort et. 

Så er det nu, tænkte jeg, da jeg så størrelsen på skælvet og de første billeder af ødelæggelserne i Katmandu. Jeg må afsted igen for at rapportere. Og jeg må finde Shristi. Jeg må vide, om hendes hus er faldet sammen om dem, og om hun har brug for hjælp. Så inden jeg mødte på arbejde mandag morgen, havde jeg pakket min rygsæk. 

Det var to år siden, jeg havde været der sidst og talt med hende. Jeg havde lavet historien om det store jordskælv, som alle eksperterne forudså, og som mange børn og forældre i Nepal frygtede.. Nogle kaldte det "The Big Bang". Andre ville ikke tale om det, fordi de var bange for at fremmane katastrofen bare ved at tale om den. 

Huse som dominobrikker

Jeg huskede, hvordan jeg havde gået rundt i de smalle gyder i Katmandu, bukket nakken og møvet mig vej gennem snævre, mørke gange ind i baggård efter baggård for at se vakkelvårne huse af lersten, der lænede sig op mod hinanden som dominobrikker.

Organisationer som Røde Kors havde forberedt sig ved at uddanne førstehjælpere og redningsfolk og bygge radioantenner, så man kunne tale med hinanden i en katastrofe. Men 6.000 nye huse var skudt op hvert år og var kun blevet skævere, højere, smallere. Ingen myndigheder kontrollerede, hvad man byggede og hvordan, fordi andre problemer som jordskred og trafikdrab var mere påtrængende og hverdagsagtige at beskæftige sig med, hvis man var politiker eller myndighed i Asiens mindst udviklede land.

I den dal, hvor Katmandu ligger, boede på det tidspunkt mellem tre og fire millioner mennesker. I selve hovedstaden cirka 1 million eller det samme som i København. Men kun en håndfuld almindeligehuse var blevet sikret med stål og cementbjælker.  

"Jeg er bekymret," havde en 84-årige kvinde sagt til mig.

Hun havde oplevet byens sidste store jordskælv i 1934, hvor 8.500 mennesker blev dræbt, og halvdelen af husene kollapsede. Men byen havde forandret sig siden, sagde hun. 

"Sidste gang var der åbne pladser at løbe ud på. Det er der ikke i dag."

I et hus af bambusrør og ler

Vi havde fundet den 13-årige pige Shristi i Bhaktapur, et af Katmandus ældste kvarterer. Vi havde fået lov at følge hende hjem fra hendes jordskælvssikrede skole i dalen, henover markerne med sennepsblomster, til hendes hus af bambusrør og porøse lersten. 

Hun virkede glad, smilende, ubekymret.

Shristi havde vist mig sit værelse på førstesal, fortalt mig, at hun godt kunne lide at lave lektier der og så ellers forsøgt at lære mig det boldspil, hun spillede med sin veninde Junu udenfor. Hun vidste godt, hvad hun skulle gøre, hvis katastrofen kom. Hun skulle stå under en dørkarm, ved en stærk væg eller slet og ret bare løbe hurtigt ud af huset. 

Hendes far Jarak var stolt af sin datter, hendes ambitioner, drømmen om at blive læge, og han var bange helt ind til benet, sagde han. Han vidste, at deres hus var blandt de svageste konstruktioner i Katmandu, og at han ikke havde råd til at få bygget et nyt. 

Det var derfor også med blandede følelser, jeg satte mig ind i flyveren fra København mandag aften og lettede med kurs mod Katmandus lille lufthavn. Jeg var spændt på, hvad jeg kom ned til. Men jeg havde besluttet mig for, at jeg ville forsøge at finde dem igen.

Nepal er et af de lande i verden med færrest rigtige veje. Katmandu ligger i en gryde mellem bjergene. og selv om dere er tre tosporede landeveje ind i dalen, ville det være urealistiske at køre ad ind ad dem. Selv mindre jordskred kan lukke vejene i flere timer. Så lufthavnen var derfor vores eneste adgangsvej. 

Heldigvis virkede den endnu. Efter fire-fem timers venten i luften, på landingsbanen og ved bagagebåndet, kunne vi begynde at rapportere om katastrofens konsekvenser.

En 15-årig pige er dræbt

Jeg var overrasket over, at der stadig var så mange huse, der så uberørte ud i selve Katmandu, for tv-reportagerne fra centrum med templerne, havde været voldsomme. Men da vi kom ud til den gamle bydel Bhaktapur, hvor Shristi boede, gik alvoren op for os. 

Kvarteret så ud som var det blevet bombet af granater, og mænd og kvinder stod fastfrosset midt i det hele og stirrede med tomme, blanke øjne på ruiner af det, der engang var deres hjem. Redningshold ledte stadig efter overlevende. Ligposerne med to døde kvinder blev bjærget og lagt foran os, mens deres slægtninge græd utrøsteligt. 

En pige på 15 år var blevet dræbt i sit blikhus, da nabohuset af mursten var væltet ned over det. Hun havde været i bad og ville ikke løbe ud halvnøgen og gemte sig i stedet under sengen. Nu manglede hendes søskende deres storesøster og hendes mor en datter.

Jeg tænkte igen på Shristi, der nu måtte være samme alder. 

Var hun her et sted? Var hun i live?

Jeg havde ikke hendes adresse eller telefonnummer og bad vores lokale fotograf Sailendra kigge på billederne. Han var selv fra Bhaktapur, men kunne ikke genkende stedet. Han ville spørge den fotograf, der havde taget billederne for to år siden og vende tilbage. 

Vi finder vejen

De næste dage laver vi historier om en familie, der mirakuløst er overlevet jordskælvet i deres hus, selv om de har siddet i sofaen i stuen, da det kom. Vi møder den 25-årige sygeplejerske Manisha - en af de mange hundrede frivillige, der har meldt sig i det lokale Røde Kors til at hjælpe, og vi taler med en otte-årig pige med et brækket ben, der er blevet reddet ned fra sin landsby i bjergene af den helikopter, der flyver nødhjælp op.

Det er først sidste dag i Nepal, vi lykkes med at finde navnet på den skole, som Shristi gik på sidst. Min fotograf ved nogenlunde, hvilken vej, der går derned, og vi kører afsted. 

Da jeg kan se murstensfabrikkens skorsten stritte op midt i dalen, kan jeg genkende området. Der er sat majs i stedet for sennep i markerne. Men skolen står der stadig som en kollos, og den lille sti, der bugter sig op mod de primitive huse, er uændret. 

Vi går op ad den, vi kan se tagsten, der er faldet af flere af husene, men ellers ikke de store skader. Vi når op på toppen af bakken og kan nu se hendes hus. Det står der endnu, præcis som jeg kan huske det. Der er telte foran nu og små husly af presenninger. 

Så ser jeg hende. Hun sidder på sit værelse på førstesalen, kigger ud. Shristi, råber en. Hun kigger ned og lyser op. Jeg får kuldegysninger. Smiler til hende. Hun kommer ned. 

Jeg giver hende det Røde Kors Magasin, hun har været på forsiden af. Det er en gave, siger jeg. Tak, siger hun. Og efter indledende bemærkninger, begynder hun at fortælle. 

Shristi var bange

Da jordskælvet ramte sad hun på sit værelse og læste lektier. Hendes far sov. Men da han mærkede, at jordskælvet blev ved med at komme tilbage i bølger råbte han: Jordskælv. Shristi vidste, det var alvorligt, skyndte sig ud, men blev først bange, da hun kom ud. 

På pladsen var der fyldt med mennesker, der råbte og græd. Et tag faldt af et hus med et kæmpe brag og hvirvlede støvet op. Hendes venner så skræmte ud, siger hun. Og i alt er tre huse i hendes lille kvarter kollapset.

Shristis blik er mere alvorligt end sidst, og hun bor med sin familie og resten af områdets 25 familier på pladsen foran deres huse under telte og en presenning fra Røde Kors. Det er en uge siden jordskælvet ramte, hun var bange, og de første nætter i regn og mørke, var de værste. Her boede de 150 mennesker under de sparsomme husly uden noget med sig.

"Vi besluttede, at vi måtte blive udenfor," siger hendes far Jarak. 

"Det var det sikreste, selv om vi ikke havde noget lys eller noget at bo under de første nætter, og selv om alle var ret bange."

Frygten for efterskælv

Der kommer stadig efterskælv. De er stadig ikke flyttet tilbage. Da vi ankom var det første gang, hun var på sit værelse igen. Hun skulle lige tjekke, om hun turde at gå derind igen. Shristis far spørger mig, om jeg tror, det er sikkert at flytte tilbage indenfor.

Jeg forsøger at sætte mig ind i, hvordan det er for ham. Om natten har jeg selv oplevet et enkelt efterskælv. Jeg er flygtet udenfor. Mit hjerte har hamret og adrenalinen pumpet. Og det var bare et hotel. Det var bare mig. 

Jarak skal tage stilling til, om han vil sende sine børn ind i et usikkert hus for at sove.

Hver nat. 

Men i det mindste har de stadig et hus, tænker jeg. 280.000 huse er kollapset i Nepal. Andre 230.000 er ødelagte, og i næsten 1 million mennesker er blevet hjemløse. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare Shristis far, men ender med at foreslå, at han skal spørge det lokale Røde Kors. De samarbejder med en organisation, der tager ud og vurderer husenes sikkerhed.

Jeg ved, der kan gå lang tid, før de kommer til et fattigt hus i udkanten af Bhaktapur, der ikke er kollapset, men bare har fået revner. Jeg ved, at de har sikret sig husly og deler mad og vand husene imellem og at mange andre står foran i køen til nødhjælp, fordi de har større behov. Men jeg ved også, at Shristis far ikke har penge til at bygge et nyt hus.

Jeg har svært ved at tage derfra igen. Jeg tænker på, at ingen ved, hvor længe Shristi skal bo under en presenning. Men at alle ved, at monsunregnen kommer om seks uger.

"Vi følte at vi skulle dø," siger Shristis far. 

"Nu føler vi bare usikkerheden."

STØT NU