Blinde

Blinde udfordret af afstandskrav

Voksne
Organisation

Når man enten er blind eller meget svagtseende, kan det være svært at overholde afstandskrav. Dansk Folkehjælp og Dansk Blindesamfund indgik et samarbejde for at hjælpe denne særligt udfordrede gruppe.

Husly  Sted: Nakskov

Hvordan kan man vide, at man overholder myndighedernes afstandskrav ved supermarkedets mælkemontre, når man er blind? Svaret er, at det kan man selvfølgelig ikke.

Alligevel har blinde oplevet, at der har været meget lidt forståelse under corona.

”Jeg har hørt om blinde, der har fået skideballer, når de har været ude at handle. De kan jo ikke vurdere afstandskrav som os andre,” fortæller Erik Sørensen, der er lokalformand for Dansk Folkehjælp på Lolland-Falster.

”De kan jo ikke vurdere afstandskrav som os andre.”

Organisationen gik sammen med Dansk Blindesamfund om et initiativ, hvor frivillige fra Dansk Folkehjælp hjælper blinde. De frivillige tilbød hjælp til indkøb, afhentning af medicin på apotek og madudbringning.

Desuden kunne de blinde og svagtseende få hjælp til akutte, mindre tekniske problemer, som de som blinde eller svagtseende ikke selv kunne håndtere. Det kunne fx være opsætning af telefon eller tv.

Læs mere: danskfolkehjaelp.dk og blind.dk