"Det ville være urimeligt ikke at tage afsted"

Peder Damm rejser mellem brændpunkter over hele verden. Fra katastrofer til krigszoner – med speciale i at få hjælpen ud. Et talent, han føler, han ikke kan tillade sig at ignorere, men det har sin pris.

En rød Fiat 127 snor sig gennem det grønne landskab. Den er på vej mod Vukovar i det østlige Kroatien, det er høj sommer, 1992, og området på grænsen til Serbien er et af de mest urolige i den jugoslaviske borgerkrig.

I den lille bil sidder Peder Damm klemt sammen på passagersædet og forsøger at danne sig et indtryk af, hvordan Røde Kors kan hjælpe. En opgave, der fik ham til at improvisere i Zagreb og leje Fiat’en og den russiske chauffør, en kolos af et menneske, der nærmest tog bilen på som en frakke. Et nødvendigt træk for at komme tæt på det område, flygtningene kommer fra, og for bedre at vurdere forholdene.

Pludselig ser Peder et nedbrændt hus, hvis forkullede ruin står som et punktum i en ellers intakt gade. I en anden gade følger endnu en brandtomt – og herefter mange flere, efterhånden som de kører gennem byerne, og tanken slår ned i ham:

Det er målrettede afbrændinger. Foretaget af mennesker, der for et år siden var naboer, venner, måske ægtefolk, og hvis børn legede sammen i årevis, men som nu er dødsfjender. Bare sådan.

 

I sommerhus

20 år senere er det de afbrændte huse, som Peder, 53 år, beretter om, da han får spørgsmålet, om der er nogle billeder, der har brændt sig mere fast end andre. Egentlig et overraskende svar, synes han, og den forundring forstår man, for gennem sine 22 år som udsendt hos Røde Kors har han oplevet flere grusomheder og mere død og brutalitet end de fleste. Alligevel er billedet, der træder frem, blottet for mennesker, lig og skarpladte våben rettet direkte mod Peder selv.

Det var hadet, som lå bagved, der gjorde indtryk, og tanken om, hvor menneskene befandt sig: I en massegrav eller på flugt.

”Hvad er det, der kan få folk til at ændre sig så fundamentalt, at de pludselig mister besindelsen og gør den slags?” spørger han og kan stadig, efter 20 år, ikke finde et passende svar, men stille tilføje, at Røde Kors oprettede tre flygtningelejre i området.

Vi møder Peder i hans hjem i Varde, et lille, skævt byhus, der forputter sig på en brostensgade med en grøn græsplet bagved. Men spørger man Peder, om han egentlig har et hjem, får man et hurtigt svar: ”Nej”.

”Det er nærmere mit sommerhus. Det er et sted, jeg kommer til, men aldrig regner med at blive ret længe,” forklarer han.

En slags turist i eget hus. Jo, han luger ud i haven, og han træder hjemmevant op i træskoene for at tage en smøg i baggården, men ellers er stedet mere et kontor, når han er hjemme i nogle uger eller måneder og skriver rapporter.

Da vi møder ham, er der også kun få dage, til turen går til Syrien, men Peder har sagt ja til en pause i forberedelserne – for at fortælle om arbejdet som hjælpearbejder. En samtale, hvor han flere gange vender tilbage til sin første udsendelse: Sri Lanka, 1990.

BLÅ BOG: PEDER DAMM

  • Er født i Esbjerg
  • Har været gift to gange og har to voksne børn fra det første ægteskab.
  • Er oprindelig logistiker med en fortid i det danske forsvar hvor han uddannede mellemledere og hvorfra han også har en paramedicinsk uddannelse.
  • Har været hjælpearbejder for Røde Kors siden 1990.
  • Er vild med at fiske.
  • Hader kritik der ikke ledsages af konstruktive forslag.
  • Har været udsendt på 24 operationer – bl.a. til Sri Lanka, Sierra Leone, Afghanistan, Balkan, Uganda, Irak, Indonesien, Syrien og Nepal.

De spontane reaktioner

To år før køreturen i den røde Fiat stod Peder således over for en ophidset kaptajn. Med en pistol for panden.

Situationen var kulminationen på en række tilfældigheder, der begyndte med et opslag til et kursus for hjælpearbejdere. Han gjorde karriere inden for det danske forsvar og NATO, primært som logistiker og underviser i ledelse, men muligheden for at se mere af verden tiltalte ham.

Kort efter kurset spurgte Røde Kors, om han ville af sted. Man manglede en logistiker, og Peders paramedicinske uddannelse kvalificerede ham kun yderligere. Med to dages varsel fik han orlov og fløj til Sri Lanka, hvor borgerkrigen mellem regeringen og De Tamilske Tigre efterlod tusindvis af tamiler i nød i den nordlige del af landet.

Opgaven var at få 10.000 tons forsyninger op til tamilerne om måneden, bl.a. via konvojer på landjorden, og det var ved regeringsstyrkernes sidste checkpoint på en smal grusvej, at kaptajnen trak sin pistol. Peder var nået frem med 20 lastbiler med nødhjælp, men fik nej til at køre videre og herefter pistolen for panden.

Det fik Peder til at forklare, at han jo ikke kunne vende de 20 lastbiler mellem rismarkerne, og at kaptajnens folk derfor ikke kunne komme ud, når skyderierne begyndte. Et ræsonnement, der fik kaptajnen til at tænke sig om og åbne vejen.

Alligevel tog det 28 timer at køre de 1.200 meter i ingenmandslandet mellem syd og nord. Lastbilerne kørte fast på skift, og et sted måtte man bygge en bro, og midt i det hele eksploderede en mine i rismarkerne og kvæstede tre civile, som havde sneget sig med i ly af konvojen. Den ene stod ikke til at redde. De to andre havde næsten mistet et ben hver.

”Benet skulle vi jo have fjernet, og det gjorde vi så, med det vi havde,” fortæller Peder. ”Og det var en schweizerkniv.”

De to overlevede, men det var synet, da nødhjælpen endelig nåede frem, som fæstnede sig i Peder. Folk, der græd af lettelse, folk, der jublede, folk, der brød ud i sang. En reaktion, hvis spontanitet kom bag på ham.

”Man ser jo resultaterne, af det man gør, på en uhyggelig konkret måde. Og det er ikke, fordi jeg forventer taknemlighed, men den er der alligevel – og så over noget så basalt. At få noget mad, noget at drikke. Der er også den taknemlighed, der ligger i, at de ved, der er nogen, der prøver på at hjælpe dem. Det gør det hele værd,” forklarer Peder.

Evne og pligt

Efter et halvt år vendte Peder hjem til Danmark. Med hans egne ord som et forandret menneske, der havde fundet sin rette hylde.

”Jeg tænkte: ’Hvis det her er en førstegangsmission, hvad er en andengangsmission så?’ Så jeg skulle lige tænke mig om – om det var noget, jeg ville mere af. Og det var det i al sin underlighed. At tage ud og være med til at gøre noget for dem, som er afhængige af, at der kommer hjælp. Det er ikke altid en forskel, der handler om liv eller død, men gør, at folk bliver løftet op fra nogle urimelige forhold til noget, der er bare noget tættere på anstændigt.”

Med tiden har drivkraften dog slået rod i Peder på en anden, dybere måde end det at hjælpe. En af A.P. Møllers talemåder lød, at den, der har evnen, har pligten, og den filosofi kan Peder kende fra sig selv.

Det hænger tæt sammen med hans opgaver, der har udviklet sig fra at være logistiker til landekoordinator og øverste ansvarlige på flere operationer, senest efter tsunamien i Indonesien og jordskælvet i Haiti. Fordi han åbenbart har evnerne til det, og han giver  stemmen, der er en dyb, rolig røst, et tryk for at understrege pointerne.

”Det er nok det, jeg har målt alle mine udsendelser på: ’Gjorde det en forskel, at jeg var der?’ Og når jeg – med et sådan lidt oppustet ego – siger: ’Ja, det gjorde en forskel, fordi jeg kunne noget.’ Det gør, at jeg tager af sted igen og igen. Det vil være urimeligt ikke at tage af sted.”

Skal han sætte ord på sine styrker, er det bl.a. at bevare roen, at få tingene til at ske og tænke utraditionelt. For sådan er hans kompasnål indstillet: Hjælpen kan altid nå frem. Det gælder bare om at finde ud af hvordan. Peders ledetråd er dog, at han bliver spurgt, om han kan tage af sted.

”Når Røde Kors spørger, er det jo, fordi det ikke har været helt skævt de forrige gange. Det gør noget ved ens lyst til det, og det er jo nok er meget menneskeligt, at man værdsætter at blive værdsat, for det man kan. Men det hænger også sammen med, at hvis folk mener: ’Den her gang skal vi have Peder af sted, for han kan noget, der er brug for.’ Jamen, så har de nok ret. Og så fanger bordet. Så kan jeg ikke sige nej.”

At miste kærligheden

At have fundet sit rette ståsted dér, på korsvejen mellem evner og pligtfølelse, er ikke uden skyggesider, og for Peder betød det, at han var bortrejst i lange perioder, mens hans søn og datter voksede op og lærte at gå i tilværelsen.

På et andet plan har det kostet to ægteskaber.

”Begge mine eks-koner har sagt: ’Du er mere gift med Røde Kors, end du er med mig. For hvis du skal prioritere, har du altid valgt Røde Kors.’ Men her i anden omgang tænkte jeg bagefter, at jeg skulle være blevet hjemme i stedet for at tage af sted. Så jeg kan ikke klandre andre end mig selv.”

Bruddet kom dog især bag på Peder, fordi det denne gang var en del af præmissen i forholdet, at han rejste meget. Eller sådan burde det i hvert fald være.

”Men jeg skulle have været meget bedre til at høre de ting, der lå mellem linjerne. Altså var det et helhjertet: ’Tag af sted’? Der hørte jeg nok det, jeg ville høre,” fortæller han.

”Så det med at finde sin rette hylde har nok også betydet, at den hylde er meget smal. Der er ikke plads til så mange andre på samme hylde.”

Omvendt kan han heller ikke lade verden passe sig selv. Uanset hvor brutal den nogle gange tager sig ud.

”Hvad skal der til, for at man siger stop? For nogle vil det være de to ægteskaber. For andre Sri Lanka. For andre igen Balkan, der var for rå og brutal. Det er forskellige ting, der får folk til at stoppe.”

Og for Peder selv? Han ved det ikke.

STØT NU