Skaterpigen der vil være læge
14-årige Rohina Amani drøner rundt på skateboard, mens hun forsøger at glemme verden uden for, hvor bomberne ryster hendes hus, og piger får smidt syre i hovedet – bare fordi de vil gå i skole.
”Jeg glæder mig hele ugen til, det bliver tirsdag. Jeg venter og venter,” siger 14-årige Rohina Amani, mens hun tager knæbeskyttere og hjelm på ligesom de andre piger. De gør klar til at skate her i den store hal, hvor den næste time står på sjov og ballade i ’Skateistan’.
”Jeg elsker at skate!”
Rohina har gået i Skateistan i et halvt år og er både blevet god til at balancere på skateboardet og til at skate ned ad træramperne.
I dag er her kun piger. Sådan er det mange steder i Afghanistan, hvor piger og drenge sjældent laver ting sammen. Nogle af pigerne arbejder, men flere er ligesom Rohina heldige at gå i skole.
”Jeg kan godt lide at lave lektier, når jeg har fri. Jeg vil gerne hjælpe og tjene mit land og blive til noget en dag.”
Rohina drømmer om at blive læge. Hun har selv sukkersyge, så hun vil gerne hjælpe andre i samme situation. Men som pige i Afghanistan, hvor man lever efter gamle traditioner og kønsroller, er Rohina taknemmelig for, at hun overhovedet får lov til at gå i skole.
”Mange familier gifter deres døtre væk i en ung alder. Men mine forældre siger, at vi skal få os en uddannelse først.”
BLÅ BOG FOR ROHINA
Navn: Rohina Amani
Alder: 14 år
Yndlingsfag: Engelsk.
Musik: Afghansk musik og indiske Bollywood film.
Familie: Mor og far. Storesøster på 15 år, to yngre søstre på 12 og 9 år og en lillebror på 6 år.
Mobiltelefon: Nej, men kunne godt tænke sig en.
Lommepenge: En gang imellem får hun 5 kr. af sin far. Dem bruger hun ofte på at købe kiks.
Tøj: Kan godt lide at gå i jeans. Arver for det meste tøj fra sin storesøster og kusine.
Syre i ansigtet
Det er dog langt fra alle afghanere, der synes, at piger som Rohina skal have en uddannelse.
”Jeg er bange, fordi piger nogle gange bliver kidnappet på vej til skole. På et tidspunkt var der flere piger, der fik kastet syre i hovedet. Jeg var så bange, at jeg blev hjemme fra skole i to dage.”
Den dårlige sikkerhedssituation betyder, at Rohina ikke bare kan tage hen i parken eller hænge ude på gaden. Hun tager derfor direkte hjem efter skole. Her ser hun tit fjernsyn, især de indiske kærlighedsfilm med masser af glad musik og dans.
Det holder tankerne væk fra virkeligheden uden for. En dag var der et selvmordsangreb tæt på hendes hjem – bomben var så voldsom, at den rystede hele huset.
”Det føltes som et jordskælv. Alle butiksruderne blev smadret og folk blev såret. Jeg var bange, vi var alle bange. Og min mor græd.”