Frivillige krisestøtter skabte tryghed for evakuerede efter brand

Midt om natten udbrød en stor brand i en gård i Hillerød. De 25 børn og voksne, som boede på gården, måtte skynde sig ud af deres uden ejendele.
Alle beboerne kom ud i god fysisk behold. Men der var følelser af sorg og forvirring efter den voldsomme oplevelse og bekymringer om fremtiden.
Beboerne fik husly hos en borger i nærheden, hvor de kunne tilbringe resten af natten. Om eftermiddagen blev de indkvarteret i en hal.
Trådte til med kort varsel
Tobias er frivillig samarit og krisestøtte i Røde Kors Hillerød. Han var lige kommet hjem fra træning, da han modtog en besked på sin telefon.
”Jeg går derhjemme og er ved at gøre mig klar til en samaritervagt om aftenen, da jeg får en besked om, at vi måske bliver aktiveret i en indsats,” fortæller Tobias.
Tobias svarede tilbage, at han var klar, og få minutter senere var han på vej til indsatsstedet.
”Det eneste jeg vidste var, at nogle mennesker var blevet evakueret og ikke havde et sted at bo. Vores opgave var at sortere de donationer, der kom ind løbende og give krisestøtte til de evakuerede”, fortæller Tobias om indsatsen.
Ro i en kaotisk situation
Mange borgere fra lokalområdet kom forbi med spontane donationer til de evakuerede børn og voksne, som havde mistet størstedelen af deres ejendele.
”Der var meget, der skulle koordineres. Donationerne skulle jo ind, men der skulle også være ro i hallen, så de evakuerede mennesker, der lige pludselig var blevet hjemløse, ikke blev overfuset af nysgerrige og bekendte”, fortæller Tobias, som fik til opgave at koordinere og sortere donationerne.
”Vi fik skabt ro udadtil for alle de nysgerrige, der kom forbi, og vi fik koordineret, hvordan donationerne skulle organiseres. Vi skabte ro i hele situationen”.


En hånd på skulderen
Søren, som er frivillig våger og krisestøtte, blev også aktiveret i indsatsen i Hillerød.
”Jeg brugte det meste af tiden på at være til stede og tale med de evakuerede, lege med børnene, lægge puslespil, spille bold og sådan nogle ting”, fortæller Søren om sin rolle i indsatsen.
”Der var blandt andet en lille pige, som spurgte mig, om jeg ville høre, hvordan det skete. Så fik jeg hele historien fra hende. Hun havde behov for at tale om det, der var sket”, siger Søren.
Sørens rolle i indsatsen var at skabe tryghed og ro i en kaotisk situation. ”Det at vi er der, giver en tryghed. Jeg var godt nok træt, da jeg kom hjem, men jeg synes jo egentlig ikke, at jeg havde brugt mig selv ret meget. Jeg havde været til stede, været opmærksom, lagt en hånd på skulderen og den slags. Det har da en stor betydning,” tilføjer Søren.
Lokalsamfundet træder til
Der blev ikke sendt krisepsykologer til de evakuerede. Derfor kom Røde Kors beredskab forbi igen den efterfølgende dag.
Søren kom forbi de evakuerede igen sammen med Røde Kors lokale beredskabsleder. ”Det var dejligt at se, at børnene legede, og den lille pige kom og gav mig et kæmpe kram,” fortæller Søren, som oplevede, at der var kommet ro på.
Lokalsamfundet trådte til med mange donationer. Private borgere kom med tøj og legetøj. Et cirkus i nærheden gav billetter til børnene. Det lokale pizzeria kom med pizzaer til de evakuerede. Det lokale supermarked donerede posevis med mad. Og Røde Kors Hillerød gav gavekort til vores genbrugsbutikker.
”Der var så mange fra området, der trådte til med det, de kunne. Det var utrolig dejligt at opleve,” fortæller Søren efter indsatsen.
Røde Kors beredskab arbejder sammen med både myndigheder og lokalbefolkning for at få mennesker gennem kriser.
”Indsatsen i Hillerød er et skoleeksempel på, hvad vi vil med Røde Kors beredskab. Vores frivillige bød sig til hos myndighederne, så vi kunne supplere dem med det, som vi er gode til. Vores faglighed er netop at skabe ro og tryghed for de berørte i krisesituationen, så myndighederne kan koncentrere sig om de andre opgaver,” lyder det fra Gitte Frydensbjerg, udviklingskonsulent i beredskabssektionen i Røde Kors.