Præsterne lavede derfor forskellige tiltag. I påsken startede de fx på en buket og stillede den foran Maribo Domkirke med en opfordring om, at menigheden skulle sætte en blomst i buketten.

”Pludselig stod der en stor buket – og det gav en følelse af, at man trods af adskiltheden alligevel var et fællesskab,” siger domprovsten.

I Rødby kirke købte præsten lærreder og maling samt engangshandsker. Her blev menigheden opfordret til at male noget, som var relateret til påske. Både buket og maleri blev lagt på Facebook.

”Vi ønskede at signalere, at menighedens fællesskab stadig findes,” siger Anne Birgitte Reiter.

Bekymring for de allersvageste
Domprovsten sidder dog tilbage med en bekymring for de allersvageste. Dem, hvor kirken er det eneste vindue udadtil.

”Der er især en i min menighed. Hun har hverken fjernsyn eller pc. Når kirken lukker er hun helt afskåret. Hun er forfærdelig ensom.”

Under nedlukningen blev Anne Birgitte Reiter også opmærksom på, at der var enkelte faste kirkegængere, som hun kendte fornavnet på, men ikke havde et telefonnummer på.

”Jeg synes, at vi skal have lavet en liste med navne og telefonnumre, så vi altid har mulighed for at ringe og spørge, om de er ok eller måske har brug for at snakke. Der kan jo komme en ny omgang corona.”

Læs mere: maribodomkirke.dk