Den Kongelige Ballet kommer til Asylcenter Jelling

Med sommerballetten vil Det Kongelige Teater gerne nå ud til nye publikummer, som måske aldrig har set ballet. Det er der mange asylansøgere, der ikke har. Nu glæder beboerne sig til den 5. juni, hvor Den Kongelige Ballet optræder under åben himmel ved Center Jelling.

Thumbnail

Som noget helt nyt har Det Kongelige Teater tænkt på asylansøgere, da de skulle planlægge deres årlige sommerturné for balletten. Derfor kommer der fornemt besøg på Grundlovsdag den 5. juni på Røde Kors' asylcenter i Jelling. Alle beboere og naboere er inviteret hen på græsarealet nord for Center Jellings pavilloner, hvor de kan opleve uddrag fra en række populære balletter.

- Det bliver gratis at være med, man kommer bare. Man må gerne medbringe madkurv og picnictæppe, siger funktionsleder hos Røde Kors, Majken Tamberg.

Kongelig sommerballet er en årlig begivenhed, hvor balletten drager ud i landet for at vise uddrag fra forskellige forestillinger. Nogle er fra tidligere sæsoner og andre er en forsmag på, hvad man kan opleve i den kommende sæson. Turnéen kommer rundt i hele landet, og altså - som noget nyt i år - også til asylcenteret i Jelling den 5. juni.

- Vi er glade for, at Det Kongelige Teater har tænkt på os og vores beboere, da de planlagde balletten. Jeg er sikker på, det bliver en mindeværdig, smuk aften både for beboerne og for alle vores frivillige, for vores gode naboer og alle andre, der vil nyde en sommeraften med de dygtige balletdansere. Alle glæder sig, siger Majken Tamberg.

DATO: 5. juni Kl. 19.00

Center Jelling
Bredager 25
7300 Jelling
3527 9790
centerjelling@redcross.dk

Se centerside for Center Jelling