Charlotte Dong McIntyre: Jeg troede, jeg var sikker

Charlotte Dong McIntyre har oplevet et af de værste angreb på nødhjælpsarbejdere i Røde Kors’ historie. Seks af hendes kolleger blev dræbt i deres senge. I dag sker der stadig angreb – og der er blevet flere af dem.

Thumbnail
Foto: Camilla Schiøler

Klokken er tre om natten. Charlotte vågner, da hendes norske kollega Gunhild skriger inde på et af de andre værelser. Der bliver stille, efterfulgt af et bump, som om nogen falder ned på gulvet.

Så banker det på Charlottes låste dør. Gerningsmændene råber og bruger enden af deres geværer til at slå hårdt på døren. Charlotte sidder på sin seng og er overbevist om, at hun skal dø.

Pludselig stopper gerningsmændene med at banke på døren. Charlotte husker lyden af deres tunge støvler, der forsvinder ud af huset. Langsomt vover hun og de andre overlevende nødhjælpsarbejdere sig ud fra værelserne og ringer efter hjælp.

De skal evakueres og får en time til at pakke en kuffert hver. Charlotte finder sin røde kuffert frem og pakker forvirret lidt tøj og noget julepynt ned, som hun ville have pyntet op med juleaften. Alle kufferterne bliver læsset op på en lastbil, og Charlottes røde kuffert bliver det første tegn på, at hun er i live.

”En veninde fortæller mig senere, at der var blevet vist billeder i fjernsynet, hvor min røde kuffert står på lastbilen. Det var den eneste røde kuffert. På det tidspunkt vidste man ikke, hvem der havde overlevet, men hun tænkte, at det måtte være min kuffert, og at jeg levede”.

Jeg troede, jeg var beskyttet

Det er 20 år siden. Men hun husker stadig detaljer fra angrebet, mens hun sidder ved spisebordet i hjemmet i Nyborg og fortæller. I dag er Charlotte Dong McIntyre 59 år og arbejder på alarmcentralen i Odense.

Hendes hjem bærer præg af mange rejser til udlandet. Figurer fra Kenya og billeder fra Eritrea fylder væggene. På en del af rejserne arbejdede hun for Røde Kors.

I 1996 tog hun til Tjetjenien som operationssygeplejerske for Røde Kors for at hjælpe de civile, der havde fået skader under krigen. Seks uger inde i udsendelsen brød ukendte gerningsmænd ind i nødhjælpsarbejdernes hus natten til den 17. december og dræbte seks kolleger.

Det var dagen inden Charlottes 39-års fødselsdag, hvor kollegaen Gunhild havde lovet at bage en kage.

Charlotte var blevet bedt om at tænke sig godt om, inden hun sagde ja til arbejdet i det uroplagede land. Hun var dog slet ikke bekymret for, at hun kunne være et mål, der var værd at gå efter.

”Jeg overvejede slet ikke, at det kunne være for farligt. Dengang talte man utrolig meget om emblemet med det røde kors, og at man selvfølgelig ikke slog folk ihjel, der arbejdede under det emblem. Det var der respekt for. Men det ændrede sig.”

Det er bare ikke okay

Siden angrebet på Charlotte og hendes kolleger i Tjetjenien er antallet af angreb på nødhjælpsarbejdere steget. Med flere sårede og også døde til følge. Charlotte kalder det en sørgelig udvikling og ryster på hovedet over, at det på en måde er blevet hverdag at skyde på nødhjælpsarbejdere ude i verden.

”Krigens regler bliver brudt gang på gang. Og det er rigtig svært at se, hvordan man kan blive ved med at gøre opmærksom på, at det bare ikke er okay. Det kan virke skørt at snakke om regler for krig, men der er nødt til at være retningslinjer for, hvordan man blandt andre behandler nødhjælpsarbejderne, så de civile kan få den nødvendige hjælp.”

Ifølge Charlotte er der brug for at sætte fokus på problemet og på ny forsøge at appellere til alle parter om at overholde krigens regler. Også selvom det i nogle tilfælde synes at prelle af på de involverede.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det på et tidspunkt bliver så problematisk at sende folk ud, at man lader være med at gøre det. Det er trist, at man ikke kan drage ud i verden og hjælpe hinanden, uden at risikere at komme hjem i en kiste.”

De civile ender som ofre

Charlotte husker, hvordan de civile i Tjetjenien græd, da hun og hendes kolleger blev evakueret. De vidste, at de nu ikke længere kunne få den samme behandling.

”Det var en underlig fornemmelse at forlade hospitalet og vide, at vi aldrig ville komme tilbage. Det var meget ambivalent. For på den ene side turde jeg ikke være der. Men på den anden side vidste jeg, at det ville blive svært for de civile, når vi ikke længere var der. Det var jo os, der skulle hjælpe dem.”

Charlotte kalder derfor angreb på nødhjælpsarbejdere for et angreb på hele befolkningen i de pågældende lande. Nødhjælpsarbejderne kommer med en faglig ekspertise og medbringer instrumenter, forbindinger og penicillin. Når de forsvinder, fordi de bliver angrebet, får det store konsekvenser for civilbefolkningen.

Lysten til at hjælpe

Den røde kuffert følger stadig Charlotte. I dag bruger hun den på private rejser, og den fulgte hende også på yderligere fem udsendelser for Røde Kors i årene efter angrebet i
Tjetjenien.

Allerede halvanden måned efter angrebet besluttede hun sig for at drage ud i verden for Røde Kors igen. Hun var bange, men det var den eneste måde, hun kunne komme videre på. Og hun havde stadig lyst til at hjælpe.

Oplevelsen i Tjetjenien ville Charlotte gerne have været foruden. Men hun ville ikke have undværet de andre rejser, siger hun og kigger på de mange minder i hjemmet.

”Det er fantastisk at rejse ud og hjælpe, og selv med den viden jeg har i dag, ville jeg råde mine yngre kollegaer til at tage ud i verden. Verden har forandret sig. Og man rejser hjemmefra med tanken om, at det kan gå galt. Det skal man være sig bevidst om. Men jeg ville håbe på det bedste.”

Støt fast hver måned - red liv hver dag

Vil du gøre mere for de mennesker, der er ramt af krig og katastrofer? 
Som en fast bidragyder, så gør du stor forskel for hjælpearbejdet. Du får ambulancen frem, skaffer det rene vand, sikrer varme tæpper og den akutte hjælp til ofre. Gennem din faste støtte kan vi være der og redde liv. Hver dag, før, under og efter en katastrofe, verden over. Tak fordi du opretter dig til at gøre en forskel i dag.