Få hjælp til det danske sprog
Hos Røde Kors kan både børn og voksne få hjælp til at øve dansk fra frivillige sprogtrænere. Røde Kors’ tilbud er både til dig, som lige er ankommet til Danmark og til dig, som har været i Danmark i en længere periode.
Røde Kors har både online tilbud og lokale caféer i hele landet.
For information in English, click here
Jeg har ikke nogen venner i Danmark som jeg kan øve at tale dansk med. Derfor ser jeg tv og hører podcasts, men ikke nok til at jeg bliver meget bedre og derfor har jeg brug for at snakke med mennesker og det har Sprogland givet mig.
Har du lyst til at deltage i sprogtræning online?
Sprogland
På Sprogland.dk kan du booke videosamtaler med en frivillig sprogtræner fra Røde Kors. Sammen med den frivillige kan du f.eks. træne ”hverdagsdansk”, få hjælp til at øve udtale eller forberede dig til mundtlige danskeksaminer.
Har du brug for at øve dansk, som er målrettet din arbejdsplads, kan du også booke en frivillig med en professionel baggrund og erhvervserfaring inden for det erhverv, du har interesse i. På nuværende tidspunkt kan du booke tider inden for sundheds- og omsorgsområdet.
Sprogland Junior
På Sprogland.dk kan børn i alderen 9-15 år tale med en frivillig sprogtræner under det tilbud, som hedder Sprogland Junior. Det er forældrene, der skal oprette en profil, og derefter bliver de matchet med en frivillig på Sprogland Junior.
Sprogland er udviklet i samarbejde med Boblberg.
Sådan opretter du dig og booker en samtale på Sprogland
Sådan finder og starter du en samtale på Sprogland
Har du lyst til at deltage i en sprogcafé?
Røde Kors har lokale sprog- og lektiecaféer placeret i hele landet. Her hjælper frivillige med lektier og sprogtræning. Sprogcaféerne er oftest målrettet unge og voksne, hvorimod lektiecaféerne oftest er for børn.
Sprogcaféerne fungerer som et supplement til sprogskolen, hvor du blandt andet kan få hjælp til skoleopgaver og til at øve hverdagsdansk og svære fagtermer fra arbejdspladsen. I caféerne er der er positivt og varmt fællesskab med tid og plads til hygge og socialt samvær. Røde Kors’ frivillige griber sprogtræningen an på mange forskellige og kreative måder i de lokale caféer.
I lektiecaféerne kan børn få hjælp til lektierne. Både børn med flygtningebaggrund og børn, som er vokset op i Danmark. De fleste steder sker lektiehjælpen i samarbejde med skoler, biblioteker eller boligforeninger.
Find din nærmeste sprog- eller lektiecafé her: Sprogunivers - se sprogcafeer | Røde Kors.
Hvis du vil vide mere om, hvad der sker af sprogtræning i dit lokalområde, kan du skrive til integration@rodekors.dk.
Ofte stillede spørgsmål
- Hvem kan deltage i Sproguniversets aktiviteter?
-
Alle der har brug for dansk sprogtræning og lektiehjælp er velkomne. Det gælder både børn og voksne. Der er aktiviteter for både nyankomne flygtninge og indvandrere samt til dem, som har været i Danmark i en længere periode, men fortsat har behov for at træne det danske sprog.
- Hvem er og hvad kan sprogtrænerne?
-
Alle frivillige sprogtrænere bliver klædt på til opgaven og bliver tilbudt kompetencegivende kurser. De kan alle tale dansk og har styr på den mest basale grammatik, men det kræver ikke en bestemt uddannelse at være frivillig i Røde Kors’ aktiviteter indenfor lektiehjælp og sprogtræning. De frivillige sprogtrænere får ikke løn. De har heller ikke tilknytning til kommunen eller andre offentlige myndigheder. Det er helt almindelige danskere, der gerne vil hjælpe dig eller din familie.
De frivillige som børnene taler med er blevet screenet af Røde Kors, og der er indhentet børneattest på dem. - Koster det penge at deltage?
-
Nej. Ingen af Sproguniversets tilbud koster penge.
- Hvor kan jeg ellers træne dansk?
-
Find en oversigt over relevante eksterne hjemmesider og værktøjer, hvor du på egen hånd kan øve dansk ved f.eks. at lytte, læse, lave grammatiske øvelser og opgaver samt meget andet. Vær opmærksom på at det er eksterne sider, som ikke er udviklet af Røde Kors
Find oversigten her.
- Kan jeg få hjælp til andet end sprogtræning?
-
Har du brug for hjælp til andet end at træne dansk, så kan du læse mere om Røde Kors' indsatser og eventuelt kontakte os: Har du brug for hjælp?
Hvis du ønsker at få en frivillig ven, som har lyst til at hjælpe dig til rette i Danmark, så kan du læse mere på: Venner Viser Vej - Få en frivillig ven
Hvis du har mistet kontakt til et familiemedlem på grund af krige, konflikter og katastrofer, så kan vi hjælpe. Læs mere om Eftersøgningstjenesten
SAMARBEJDSPARTNERE
OM SPROGUNIVERSET
I Sproguniverset findes alle sprogtilbud, som Røde Kors har for flygtninge og indvandrere i Danmark. Her er information til eksisterende frivillige, til deltagere og alle andre, der har lyst til at vide mere om mulighederne.
VIDENSBANK
Find meget mere information og materialer om sprogtræning og muligheden for selvstudie her.
KONTAKT