
Samværdighed
Samværdighed bidrager til at bryde isolation og ensomhed ved at skabe venskabsrelationer baseret på samvær, ligeværd og værdighed.
Hvad er Samværdighed?
Samværdighed er en 1:1 aktivitet, hvor mennesker, der lever med psykisk sygdom, bliver matchet med en frivillig samværsven, der kan være med til at skabe små og store lyspunkter i hverdagslivet.
Den frivillige samværsven kommer med menneskeligt nærvær og en oprigtig interesse i at opbygge en relation, der kan være til gensidig glæde og opmuntring. Et delmål er at bygge bro fra den psykisk udfordrede samværsvens hjem til sociale fællesskaber udenfor hjemmet.
Samværsvenner mødes som udgangspunkt 2 – 4 gange om måneden og bestemmer selv, hvad samværet skal indeholde.
Hvad kan samværdighed indeholde?
- Samtaler, hvor der både lyttes og samtales, og hvor man evt. får en kop kaffe
- Aktiviteter i hjemmet såsom kortspil, brætspil eller håndarbejde
- Samvær i stilhed hvor man blot sidder med hver sin syssel og er stille sammen
- Aktiviteter udenfor hjemmet såsom gå – eller cykelture, skov- eller fisketure, hvor man blot er sammen med sin ven
- Aktiviteter udenfor hjemmet hvor man sammen deltager i sociale cafeer eller væresteder for psykiske syge og sårbare eller går til f.eks. fællesspisning, i biograf eller teater eller andre kulturelle oplevelser.
Hvis jeg ikke havde haft min samværsven, ville jeg ikke have turdet det, jeg tør nu.

Vil du have en frivillig samværsven?
Måske føler du dig alene, fordi du ikke kender så mange? Eller fordi du synes, det er svært at komme udenfor dit hjem? Måske kunne det være rart at have en, der kom forbi en gang imellem? Én der bare kom for at være sammen med dig og have det rart.
Du bliver matchet med en frivillig, der passer til dig. Så vidt muligt en, der bor i nærheden af dig, og som du har noget til fælles med.
Sådan får du en frivillig ven
Du skal bare skrive en mail til samvaerdighed@rodekors.dk. Så kommer vi og taler med dig og fortæller mere om, hvad det går ud på. Vi sørger også for at matche dig med den rigtige frivillige og deltage i jeres første møde, hvor du frit kan mærke om det er noget for dig. Du er velkommen til at have en pårørende, kontaktperson eller en bostøtte med. Herefter finder du og din ven ud af, hvor ofte I skal ses.
Samvær, nærvær, ligeværd … giver tilsammen ’samværdighed’ og handler om at være sammen med et andet menneske, der møder dig med respekt og i øjenhøjde.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Du er altid velkommen til at skrive til os på samvaerdighed@rodekors.dk.
Ønsker du at blive frivillig samværsven?
Som frivillig i Samværdighed er du med til at gøre en forskel for mennesker der lever med en psykisk sygdom.
Du skal ikke vide noget om psykiatriske diagnoser, men blot møde et andet menneske med venlighed og nærvær.

Hvem er deltagerne?
- Mennesker som er ramt af psykisk sygdom og ensomhed
- Mennesker som gerne vil have kontakt til et andet menneske under trygge vilkår
- Mennesker der er over 18 år
- Mennesker som har en god sygdomserkendelse
- Mennesker som tør være og give noget af sig selv

Hvem er de frivillige?
En samværsven er frivillig i Røde Kors og kommer med en interesse i at opbygge en relation, der kan være til glæde for jer begge. Samværsvenner er mennesker med tid og lyst til at være sammen med dig. Én, som møder dig som du er, og bare er der for at være sammen med dig.
De frivillige er både unge, ældre, studerende og mennesker i arbejde. De har tavshedspligt. Fælles for dem er, at de har overskud og lyst til at være noget for et andet menneske.
Samværdighed er støttet af TrygFonden