11 hold skyder asylliga i gang

Så kan fodboldglade asylansøgere endelig komme ud på græsset og spille bold igen. Efter en lang pause grundet COVID-19 glæder omkring 100 spillere fra landets asylcentre sig til at skyde en sæson Asylliga i gang igen. Asylligaen følger gældende Corona-anbefalinger, herunder DBU’s retningslinjer, ”Fodboldens Corona”.

Det første stævne foregår i Thyregod den 29. august. Turneringens kampe vil i denne sæson blive afviklet som tre stævner, og traditionen tro vil spillerne opleve intens og autentisk træning, farverige spilledragter, dygtige dommere og en finale på et stort, kendt stadion.

Spillerne kommer fra otte asylcentre spredt ud over hele landet, og træningen foregår på lokale fodboldklubbers træningsbaner. Sidste år vandt holdet fra Center Hviding. Det bliver spændende at følge, hvem der vinder i år. Foreløbigt bliver det rigtig godt at få bolden driblet i gang igen.

asylliga