Hverdagens ensomhed
Allerede inden Covid-19 gjorde sit indtog i vores liv, oplevede et stigende antal danskere ensomheden på tæt hold. Nogle har selv oplevet ensomhed, mens den for andre er synlig hos venner, kollegaer, familie eller mennesker, der er i deres periferi.
Uanset hvordan ensomheden manifesterer sig, er den ofte svær at tale om. For hvordan fortæller vi andre, at vi føler os alene, eller hvordan rækker vi ud, hvis vi ser, at nogen omkring os savner selskab? Hvordan indleder vi den svære samtale? Hvornår blander vi os for meget? Eller måske for lidt? Kort sagt, hvordan håndterer vi det, som vi med en samlet betegnelse kan kalde hverdagens ensomhed.
Ofte er det små greb, der skal til, og et lyttende øre gør en verden til forskel.
Med donationen fra Gjensidige kan vi genetablere og styrke aktiviteter som fx frivillige besøgsvenner, patientstøtter, pårørendestøtter og vågere.