Vi kan finde en frivillig, der kan hjælpe dig med enkeltstående, praktiske opgaver – eller rådgive dig om, hvor du ellers kan få hjælp.
I Røde Kors Parats Hjælpelinje sidder vi klar ved telefonerne alle hverdage klokken 10-15 samt mandag og onsdag klokken 16-19. Her kan du læse lidt mere om, hvad der sker, når du ringer til Hjælpelinjen.
Som regel vil du komme til at tale med en frivillig fra Røde Kors Parat. Andre gange vil det være en ansat i Røde Kors. Fælles for alle, der tager telefonen, er, at vi er der for at hjælpe dig, så godt, vi kan.
Når du ringer til Røde Kors Parat, har vi god tid til at tale med dig og lytte til dine konkrete behov, så vi sammen kan finde den støtte, du har brug for og hjælpe dig på bedst mulig måde samt henvise dig godt videre.
Vi sidder klar ved telefonerne alle hverdage klokken 10-15 samt mandag og onsdag klokken 16-19.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dig – også selvom det ikke altid er os, der er de bedste eller de helt rigtige til dig. Derfor vil vi som regel starte med at spørge dig, hvad du har brug for hjælp til. Vi spørger ofte også om, om du har nogle andre omkring dig, der kan hjælpe dig og hvordan din økonomiske situation ser ud.
Røde Kors Parat kan hjælpe med enkeltstående mindre opgaver – som fx at købe ind, hente medicin, følge dig til lægen, samle et møbel og alt muligt andet.
Mange gange vil vi aftale med dig, at vi vil forsøge at finde en frivillig fra Røde Kors Parat, der har tid og mulighed for at hjælpe dig, og sætte gang i det hurtigst muligt.
Andre gange vil vi i løbet af samtalen finde ud af, at det, du har brug for hjælp til, ikke er noget, vi i Røde Kors Parat kan hjælpe dig med. Så vil vi i stedet rådgive dig og hjælpe dig med at finde ud af, hvor der er andre, der kan hjælpe dig. Vi har et stort overblik over både offentlige tilbud og andre organisationer som os, der måske kan hjælpe dig.
Så har vi samlet de mest stillede spørgsmål om Røde Kors Parat her.