Viden om Røde Kors Parat
Røde Kors Parat er et landsdækkende hjælpenetværk af frivillige. De træder til og hjælper med tidsbegrænsede opgaver, når der er brug for dem.
Her finder du de mest almindeligt stillede spørgsmål om Røde Kors Parat.
Spørgsmål og svar om at blive parathjælper
- Hvem hjælper jeg?
-
Røde Kors Parat hjælper mange forskellige mennesker og ikke to behov er ens. Vi hjælper når der opstår problemer, hvor de nærmeste ikke kan hjælpe, eller der ikke er et netværk at trække på. Men i princippet kan alle få brug for hjælp, som vi også oplevede det under Corona.
Parat står også klar som et ekstra Røde Kors beredskabsressource, der kan aktiveres i forbindelse med kriser i Danmark.
Du vil derudover også kunne blive kontaktet, hvis nogle af vores lokale Røde Kors afdelinger har brug for ekstra hænder til særlige tidsbegrænsede opgaver fxuddeling af julehjælp, flyttehjælp til en flygtningefamilie, eller hjælp til et social arrangement på et Røde Kors asylcenter. - Hvilke opgaver kan jeg få tilbudt?
-
Opgaverne varierer meget på baggrund af det konkrete behov. Mange opgaver drejer sig om praktisk hjælp til et andet menneske, enten nu og her eller i en begrænset periode, fx i forbindelse med udskrivning fra hospitalet, sygdom i hjemmet, eller en periode med genoptræning.
Det kan også dreje sig om tryghedsledsagelse til fx læge, men der er også mange andre opgaver som hjælp til udfordringer med teknologi, indkøb af tøj, tøjsortering på asylcentre og meget andet!Du kan altid sige nej, hvis du ikke kan eller ikke ønsker at udføre opgaven, eller ikke har mulighed for at hjælpe.
- Hvor mange opgaver kan jeg forvente at få?
-
Da mængden af opgaver vi modtager varierer meget, kan vi ikke sige præcist, hvor mange opgaver du kan forvente at blive tilbudt. I nogle områder har vi mange hjælpere, derfor vil sandsynligheden for at modtage opgaver være mindre.
I den kommende tid vil Røde Kors sætte ind på at udbrede kendskabet til Røde Kors Parat, hvilket forventes at skabe en større efterspørgsel. - Hvordan får jeg opgaver?
-
Når der er en hjælpeopgave i dit nærområde, får du automatisk besked i Røde Kors Parat-appen eller på mail. Her er opgaven nøje beskrevet, så du kan tage stilling til, om det er noget for dig. Du behøver kun at svare, hvis du er interesseret i at hjælpe. I særlige tilfælde, hvis der eksempelvis er meget få parathjælpere i nærområdet, kontakter vi dig med hjælpeopgaver telefonisk.
- Hvad kræves der af mig som parathjælper?
-
Der er ingen krav til formelle kompetencer, men vi forventer at du har hjertet på rette sted, og at du har tid og lyst til at hjælpe i dit nærområde i ny og næ. Derudover forventer vi at du altid udviser respekt for dem, der har brug for hjælp og at du overholder tavshedspligt.
- Kan jeg sige nej til opgaver?
-
Du kan altid takke nej til opgaver.
Hvis du ikke har mulighed for at udføre en opgave, du har sagt ja til, skal du kontakte den person du er matchet med, skrive til os på parat@rodekors.dk eller henvende dig til vores hjælpelinje i åbningstiden. - Hvorfor har I ikke kontaktet mig?
-
Der er heldigvis flere parathjælpere end der er behov for hjælp. Bare det at du står til rådighed gør, at vi har mulighed for at hjælpe endnu flere, da det er en stor ressource for netværket.
- Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil stoppe som parathjælper?
-
Du kan altid sige nej til opgaver, hvis du ikke har tid eller lyst. Hvis du har sagt ja til en opgave, du fortryder eller som ikke er lige i øjet, kan du altid kontakte os og blive taget af opgaven.
Hvis du har travlt i en periode, kan du melde dig inaktiv, så du ikke bliver kontaktet af Parat i den pågældende periode.
Hvis du ønsker at stoppe helt som parathjælper kan du altid kontakte os, så vil vi slette dine informationer fra vores systemer. - Møder man de andre Parathjælpere i netværket?
-
De fleste opgaver handler om direkte hjælp til et andet menneske. Af og til er der dog opgaver, der løses i fællesskab med andre parathjælpere.
- Må jeg tage andre med på opgaven?
-
Som udgangspunkt nej. Vi forventer, at du IKKE medbringer venner eller familie på dine opgaver, medmindre andet er aftalt direkte med Røde Kors Parat og modtageren.
- Hvor kan jeg finde hjælp til at håndtere svære situationer?
-
Hvis du oplever noget svært eller ubehageligt som parathjælper, må du gerne kontakte os på 38 202 202 eller mail: parat@rodekors.dk, så vi kan agere på det og hjælpe dig videre.
Kontakt os også, hvis du har spørgsmål til særlige områder eller situationer, du kunne have brug for hjælp til eller information omkring.
- Hvordan håndterer I mine data, og hvem har adgang til dem?
-
Vi opbevarer kun dine data, så længe du er en del af hjælpenetværket.
Vi deler dine kontaktdetaljer med den du hjælper, når du har sagt ja til en konkret opgave.
Dataansvarlig
I Røde Kors er det Landsforeningen Røde Kors i Danmark som er dataansvarlig for behandling af dine personoplysninger.Retsgrundlaget for behandling af dine personoplysninger følger af:
- Dit samtykke, jfr. databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra a samt Røde Kors legitime interesser jf. databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra f
Behandling af dine personoplysninger
Parathjælper
Vi bruger de oplysninger, som vi indsamler om dig, til at matche dig som parathjælper i Røde Kors Hjælpenetværk, og vi deler dine oplysninger (navn, mail og/ell. telefon) med den person, som du skal hjælpe. Derudover bruger vi dine oplysninger til at sende dig nyhedsbreve, mails og sms’er fra Røde Kors Parat.De oplysninger vi indsamler om dig, sletter vi, hvis du ikke længere ønsker at være en del af Røde Kors Parat.
Spørgsmål?
Du kan læse mere om, hvordan vi i Røde Kors behandler dine oplysninger, i vores privatlivspolitik, som du finder her.Hvis du har spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger, kan du kontakte Røde Kors databeskyttelsesrådgiver (DPO), Helle From Thorninger på DPO@rodekors.dk.
Afmelding
Ønsker du at trække din tilmelding til Røde Kors Parat tilbage, bedes du skrive til parat@rodekors.dk eller ringe på 38 202 202
Spørgsmål og svar om at få hjælp af Parat
- Hvad kan jeg få hjælp til?
-
Du kan få hjælp hos Parat, hvis du har brug for hjælp her og nu.
Frivillige parathjælpere kan hjælpe dig med at købe ind, hente medicin, følge dig til lægen, samle et møbel, oversætte breve og alt muligt andet.
Bemærk, at vi ikke kan hjælpe med at læse eller oversætte breve, der indeholder personfølsomme data som f.eks. dit CPR-nummer eller helbredsoplysninger.Hjælpen er som udgangspunkt enkeltstånde eller tidsbegrænset, men du er altid velkommen til at kontakte os, så forsøger vi at finde en løsning.
Vi hjælper IKKE med børnepasning, rengøring eller tøjvask.
- Må jeg gerne kontakte jer på vegne af andre?
-
Du må gerne kontakte os på vegne af en anden (fx et familiemedlem), hvis personen er indforstået med det og har givet dig lov til at handle på sine vegne, herunder samtykke til at vi behandler oplysninger om personen (personen giver dig en såkaldt mundtlig fuldmagt).
- Hvor længe kan jeg få hjælp?
-
Hjælpen er som udgangspunkt enkeltstående eller tidsbegrænset. Det betyder, at Parat ikke yder en fast hjælp. Du er meget velkommen til at kontakte Røde Kors Parat igen, hvis du har brug mere hjælp. Vi kan dog ikke garantere, at det er den samme Parathjælper, der kommer.
- Må jeg spørge Parathjælperen om hjælp til andre ting?
-
Parathjælperen har kun sagt ja til at hjælpe dig med den aftalte opgave. Så har du brug for hjælp til mere eller andre ting, kan du altid kontakte Røde Kors Parat igen på tlf.: 38 202 202.
- Må jeg gerne betale hjælperen eller give en gave?
-
Parathjælperne er frivillige, og skal derfor ikke have løn, gaver eller lignende. Men hvis du modtager hjælp med indkøb, skal du selvfølgelig refundere beløbet til Parathjælperen ved udlevering af varerne.
- Hvad gør jeg, hvis I ikke har ramt plet med matchet?
-
Hvis vi ikke har ramt plet med matchet, må du gerne kontakte Røde Kors Parat på tlf.: 38 202 202 eller mail: parat@rodekors.dk. Hvis du kontakter os, sørger vi selvfølgelig for at orientere Parathjælperen.
- Kan jeg klage over Parat?
-
Ja. Vi opfordrer alle til at henvende sig med feedback, kommentarer eller klager over vores arbejde. Vi ønsker, at Røde Kors Parat skal være et trygt sted at få hjælp, og derfor vil vi gerne informeres, hvis du har oplevet en uhensigtsmæssig situation i kontakten med Hjælpelinjen eller en frivillig parathjælper.
Hvem kan klage?
Alle, der har været i kontakt med Røde Kors Parat kan klage. Vi opfordrer til, at du fortæller os det med det samme, hvis du har en dårlig oplevelse med at tale med os i Hjælpelinjen eller en frivillig parathjælper, vi har matchet dig med. Så kan vi nemlig lære af det undervejs, og du kan forhåbentlig alligevel få glæde af Røde Kors Parat.
Hvis du har forsøgt at være i dialog med os i Røde Kors Parat, men ikke synes, det har ændret noget, kan du også benytte dig af Røde Kors' generelle klageveje eller Røde Kors' whistleblower-ordning via linket her www.rodekors.dk/klager--og-whistleblower.
Hvis du gerne vil klage over et andet tilbud i Røde Kors end Parat, skal du skrive til rapport@rodekors.dk
Hvad kan du klage over?
Du kan fx klage over:
- Samtalen/kontakten med Hjælpelinjen: Var der noget i samtalen/kontakten med os i Parats Hjælpelinje, der ikke føltes i orden for dig? Så vil vi gerne vide det.
- Den frivillige parathjælpers adfærd: Var der noget i mødet med den frivillige parathjælper, der ikke føltes i orden for dig? Så vil vi gerne vide det.
Hvad kan du ikke klage over?
Du kan ikke klage over:
- Åbningstiderne i Hjælpelinjen. Vi har åbent alle hverdage kl. 10-15 samt mandag og onsdag kl. 16-19. Hvis du har brug for at melde en opgave ind til Parat uden for åbningstid, kan du altid gøre det via vores hjemmeside her.
- Svartiden: vi gør os umage for at svare dig hurtigt - som regel inden for 10 arbejdsdage -, men i perioder har vi meget travlt og så kan det ske, at svartiden vil være længere. Du er altid velkommen til at ringe ind og spørge til din henvendelse.
Sådan sender du en klage
Klagen skal være skriftlig og kan sendes på mail eller med posten til:
- Mailadresse: Skriv til paratklage@rodekors.dk. Skriv "Klage" i emnefeltet
- Postadresse: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø. Att.: Røde Kors Parat
Når du sender en klage til os, vil vi meget gerne have dig til at beskrive:
- Navn (frivilligt)
- Kontaktoplysninger (frivilligt)
- Hvornår skete det, du gerne vil klage over? Hvis din klage handler om en konkret samtale med Hjælpelinjen eller en frivillig parathjælper, har vi brug for at vide så præcist som muligt, hvornår det er sket.
- Hvad vil du gerne klage over?
- Hvad kunne du have ønsket dig, der var sket i stedet?
- Hvad forventer du af os nu?
OBS: Hvis du har sendt din klage med posten, kan vi kun bevsvare den, hvis du angiver dine kontaktoplysninger, fx en mailadresse eller en postadresse. Men det er naturligvis frivilligt.
Du kan også altid kontakte os på tlf.: 38 202 202 i vores åbningstid, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal klage eller gerne vil tale med os om det, du har oplevet.
Hvornår får jeg svar på min klage?
Du får svar på din klage indenfor 10 arbejdsdage.
Jeg har en kommentar til rådgivningen, der ikke er en klage – hvor kan jeg give den?
Vi er altid glade for feedback og input til vores arbejde. Derfor er du velkommen til at skrive din kommentar til parat@rodekors.dk
Er jeg anonym, når jeg klager?
Hvis du sender din klage fra en anonym mailadresse eller via post uden afsender, er du anonym.
Hvordan behandles mine personoplysninger i forbindelse med en klage?
Hvis du oplyser navn og kontaktoplysninger eller andre personoplysninger i forbindelse med din henvendelse, behandler Røde Kors dine oplysninger i overensstemmelse med gældende databeskyttelsesregler.Dem kan du læse mere om i Røde Kors’ privatlivspolitik her.
- Hvis I ikke kan hjælpe mig, hvem kan så?
-
Vi prøver altid at finde den bedste løsning for de mennesker, der kontakter os for at få hjælp. Vi anbefaler derfor, at du ringer til os i vores telefontid, så vi kan hjælpe dig på rette vej.
Hvis vi mod forventning ikke kan hjælpe dig med dit behov, fx fordi opgaven er for langvarig eller krævende til at blive løst af en frivillig parathjælper, vil vi altid forsøge at guide dig et andet sted hen.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dig – også selvom det ikke altid er os, der er de bedste eller de helt rigtige til dig. Hvis vi kan se, at det, du har brug for hjælp til, ikke er noget, vi i Røde Kors Parat kan hjælpe dig med, vil vi i stedet rådgive dig og hjælpe dig med at finde ud af, hvor der er andre, der kan hjælpe dig. Vi har et stort overblik over både offentlige tilbud og andre organisationer som os, der måske kan hjælpe dig. Vi ved ikke alt, men vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe dig godt videre til nogen, der kan hjælpe med det, du har brug for.
- Får min læge eller andre noget at vide?
-
Nej. Vi deler ikke dine oplysninger med andre end Parathjælperen, som skal hjælpe dig.
- Hvad gør I med min data?
-
Dataansvarlig
I Røde Kors er det Landsforeningen Røde Kors i Danmark som er dataansvarlig for behandling af dine personoplysninger.
Retsgrundlaget for behandling af dine personoplysninger følger af:- Dit samtykke, jfr. databeskyttelsesforordningen artikel 9, stk 2, litra a og artikel 6, stk. 1, litra a samt Røde Kors legitime interesser jf. databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra f
Behandling af dine personoplysninger
Modtager af hjælp
De oplysninger vi indsamler om dig, opbevarer vi indtil 12 måneder efter din sidste henvendelse om at modtage hjælp gennem Parat.
Spørgsmål?
Du kan læse mere om, hvordan vi i Røde Kors behandler dine oplysninger, i vores privatlivspolitik, som du finder her.Hvis du har spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger, kan du kontakte Røde Kors databeskyttelsesrådgiver (DPO), Helle From Thorninger på DPO@rodekors.dk.
Afmelding
Ønsker du at trække din tilmelding til Røde Kors Parat tilbage, bedes du skrive til parat@rodekors.dk eller ringe på 38 202 202