Mohammed slukker ildebrande i flygtningelejren

Mohammad Madad Libanon case flygtning
Mohammad er stolt. Han har gjort livet mere sikker for de flygtninge, der bor omkring ham. Han leder et team, der er trænet til at slukke de hyppige ildebrande i lejren i Zahle i Libanon. Foto: Jakob Dall

De hyppige ildebrande i flygtningelejren er livsfarlige, og de efterlader flygtninges små telt-hjem til en bunke aske. Heldigvis har Mohammad et team klar til at forhindre katastrofen.

“Brand!”

Råbet vil med det samme få 19-årige Mohammad Alkhet til at gribe brandslukkeren i sit værelse og fare mod lyden og ildebranden.

Efter ham vil hurtigt følge andre fra hans team, der ligesom ham er blevet trænet i at slukke ildebrande i flygtningelejren.

De har lært at inddæmme branden og naturligvis at slukke den.

Selv den mindste ild kan hurtigt nedbrænde en flygtningefamilies hjem, da de typisk består af træ og nylon. Særligt ældre og børn risikerer at blive fanget inde i flammerne.

Frygten for brand er tydelig blandt flygtningene, og det er med god grund. For nyligt brændte Mohammads eget telt ned, selvom han forsøgte at slukke den med vand. Det var, inden han var blevet trænet og havde modtaget ildslukkere af Libanesisk Røde Kors.

"Jeg er bange for, at min bedstemor, tante eller 4-årige niece bliver fanget i flammerne," siger han.

De hyppige brande i lejren opstår primært på grund af dårlig elinstallationer, og fordi mange laver mad med gasbrændere inde i teltene. Indimellem fører brandene til eksplosioner.

Lejrens nye helt

For nyligt udstyrede Libanesisk Røde Kors - med støtte fra EU - ildslukningsudstyr i lejren og trænede Mohammad og andre frivillige i at slukke brandene. En anden gruppe frivillige blev trænet i førstehjælp og i at evakuere lejren.

Indtil videre har det været en succes. Da en lille dreng for nyligt legede med en lighter, satte det ild til teltet. Mohammad ankom hurtig og fik denne gang slukket branden i tide.

"Jeg er stolt, og jeg er glad for, at Libanesisk Røde Kors har lært mig det," siger Mohammad.

Hans venner kalder ham for lejrens nye helt, delvist for at drille ham og delvist fordi det er sandt.

Mohammad og de andre frivillige redder nemlig liv, og de reducerer den daglige frygt for de dødelige brande i lejren.

Med støtte fra EU vil Libanesisk Røde Kors også reparere elledningerne i lejren for at reducere brandfaren og installere gadelygter langs de små, jordede veje for at øge sikkerheden om aftenen.

Madad logo final lille