Hans Kongelige Højhed Kronprinsen besøger verdens største flygtningelejr

H.K.H Kronprinsen rejser i dag hjem fra Bangladesh efter et besøg i verdens største flygtningelejr ved Cox’s Bazar.

 

Thumbnail
Hans Kongelige Højhed kronprinsen besøgte bl.a. et felthospital i flygtningelejren ved Cox's Bazar. Foto: Jakob Dall.

 

Alene siden august 2017 har tæt på 700.000 børn og voksne krydset grænsen mellem Myanmar og Bangladesh. De er flygtet fra vold og overgreb i provinsen Rakhine i Myanmar. I Bangladesh bor nu over 900.000 mennesker i det, der i dag er verdens største flygtningelejr.

Kronprinsen besøger felthospital

Om sit besøg i lejren og Røde Kors’ felthospital, siger Kronprinsen.

”Midt i alt den elendighed er det et lyspunkt at se, hvordan der er opbygget et velfungerende hospital med operationsstue og et stort team af professionelle og engagerede læger og sygeplejersker,” siger Kronprinsen, der i en årrække har været kommitteret for Røde Kors:

”Jeg har i mange år fulgt Røde Kors’ arbejde tæt og tidligere besøgt organisationens projekter ude i verden. Det er vigtigt, at Røde Kors’ humanitære operationer bliver set, og at problematikkerne belyses for så mange som muligt. Røde Kors’ tilstedeværelse spiller en afgørende rolle i mange menneskers liv.”

DET HAR VI GJORT

Røde Kors er indtil nu nået ud til 327.000 børn og voksne i nød med bl.a.:

  • 81.000 liter rent vand
  • Husly til 20.000 familier  
  • 12.000 lægebehandlinger
  • 664 tons mad

Over 900.000 børn og voksne i flygtningelejr

Om situationen i Cox’s Bazar siger Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl:

”Situationen for de næsten en million mennesker i Flygtningelejren er meget alvorlig. Og vi frygter, at den bliver yderligere forværret i de kommende måneder med monsunens komme. Store regnmængder kan skabe betydelige humanitære problemer for de mange mennesker i lejren.”

Han er glad for at Kronprinsen med sit besøg er med til at øge opmærksomheden på den store humanitære udfordring:

”Røde Kors har stor glæde af vores tætte samspil med Kongehuset. Det inspirerer både frivillige og ansatte. Og det hjælper os med at sætte fokus på humanitære katastrofer som denne,” siger Anders Ladekarl.

Under besøget overnattede Kronprinsen i Røde Kors’ Base camp sammen med de udsendte nødhjælpsarbejdere.

Stort behov for hjælp til flygtninge

Røde Kors har været aktivt tilstede i flygtningelejren siden flygtningestrømmen for alvor tog fart i august 2017. Udover felthospitalet, der har behandlet op mod 30.000 flygtninge, har Røde Kors uddelt mad, hygiejnepakker og presenninger til husly til flere end 250.000 flygtninge. Mange familier har fået adgang til rent drikkevand og ordnede toiletforhold, som mindsker risiko for sygdomsudbrud. Flere end 83.000, her i blandt mange børn, der er flygtet alene, har modtaget psykologisk førstehjælp og deltaget i forskellige af Røde Kors’ psykosociale aktiviteter.

LIGE NU! Monsunregnen truer med at oversvømme flygtningelejren ved Cox's Bazar - se hvordan du kan hjælpe

HJÆLP BØRNENE I BANGLADESH

 

SMS - send BANGLADESH til 1290
og støt med 250 kr.

Det koster 250 kr. + alm. sms takst.
Beløbet betales over telefonregningen.

Giro 6440444

Bank 4183 - 6440444