Beredskab handler også om børn

af Susan Hoffman

Fra første dag, de evakuerede afghanske familier ankom til Center Sandholm, har Røde Kors haft fokus på børnene. Ud af de ca. 900 afghanere, Røde Kors har modtaget indtil nu, er næsten halvdelen under 18 år, og da en struktureret hverdag er vigtig for både børn og voksne, skulle der hurtigt skabes plads til de mange børn i både børnehaver, klubber og skoler.

Ny skole

Den 18. august – inden evakueringen - var der for eksempel kun fire børn i børnehaven i Center Sandholm. I dag er der 31 tilmeldte. Heldigvis kunne et ekstra lokale tages i brug og indrettes med donerede møbler i børnestørrelse fra IKEA.  

Også klubben har haft vokseværk. Den 18. august var der 12 tilmeldte – i dag er der 90 tilmeldte børn fordelt i mini, midi og maxiklub.

I Røde Kors skolerne har vi i øvrigt været meget stolte af, at de nyankomne børn i skolealderen havde første skoledag allerede torsdag den 26. august. På blot én uge lykkedes det med andre ord at oprette hele syv nye modtageklasser fordelt på Center Sandholm og på Røde Kors skolen i Lynge.

Pædagoger og lærere beskriver det som en overvældende men også meget dejlig opgave af tage imod de afghanske børn. Personalet i både Lynge, Sandholm og Jelling beskriver dem som velfungerende børn, der er vokset op i trygge familier og som har mod på livet. De er videbegærlige, sjove, modige og nysgerrige og rigtig gode til at lære rytmen at kende i såvel børnehave som skole og klub.

Forældrene får også gode ord med på vejen. De er gode til at øve sig i dansk og er nemme at kommunikere og samarbejde med.