Troels Donnerborg besøgte i 2013 Katmandu for at skrive en artikelserie om, hvordan Røde Kors forebygger katastrofer. Her mødte han 13-årige Shistri. Hendes skole er godt nok jordskælvssikret, men hendes hjem bygget af bambusrør er ikke. Her i 2015 håber vi på at finde frem til Shistri igen...

Af Troels Donnerborg - oprindeligt publiceret 22.04.2013.

13-årige Shristi går på en jordskælvssikret skole i Katmandu-dalen. Men hun bor i et hus, der er lavet af ler og bambusrør, som vil kollapse, hvis katastrofen sker. 

13-årige Shristi kan godt lide at gå i skole. Ikke mindst fordi bjælker af cement og stål stikker frem som gulmalede fremmedlegemer på den gamle, hvide væg i klasselokalet og vidner om, at de går på en af de få jordskælvssikrede skoler i Kathmandu-dalen. 

”Jeg vil helst være i skolen, når det sker og ikke derhjemme,” siger Shristi.

Hus ikke jordskælvssikret

Hun er på vej hjemad sammen med sin bedste veninde Junu. De skal bare lige hen ad stien gennem de gulblomstrede sennepsmarker og op på bakketoppen, så er de der. De pjatter lidt på vejen. Men de ved godt, at katastrofen kan komme på et øjeblik. 

”Jeg ved, at alting vil begynde at ryste, når jordskælvet kommer,” siger Shristi.
”Jeg er bange for, at ting eller bygninger vil ramme mig. Der vil måske være nogen, der får sår i hovedet, og der vil være grene på træer, der falder ned på os. Vi har lært, at vi skal skynde os ud af vores hus. Enten det eller stå ved siden af en stærk væg.”

Hendes hus er tre etager stort. Etagerne er lavet af bambusrør, gulvene af stampet ler og murene af ler-sten. Det er den slags huse, jordskælvssikringsorganisationen NSET karakteriserer som de svageste huse i Kathmandu.

Bange for jordskælv helt ind til benet

Shristis far, den 32-årige Jarak Sukubhattu, er ikke er i tvivl om, hvad han frygter mest. 

”Du kan se alle revnerne i vores hus udefra, og der er jo virkelig mange, for det er gammelt. Jeg er selvfølgelig bange for, at det falder sammen, når jordskælvet kommer. For at være ærlig er jeg bange helt ind til benet,” siger  han. 

”Det værste vil være, hvis det kommer om natten og i regntiden. Leret på jorden vil være glat, og huset vil ikke kunne holde så godt sammen, fordi det er lavet af ler. Jeg ville ønske, jeg kunne give dem den samme sikkerhed her som i skolen.  Men jeg ved ikke, hvordan man bygger, og jeg har ikke penge til det.”