#etårmedgenbrug -  Astrid Grossert

Følg med i Astrids udfordring #etårmedgenbrug her på siden og på vores instagram 

@rodekorsgenbrug

astrid

Astrid Grossert

@thegrosserts

  • 28 år
  • Fra København Ø

Jeg håber, at jeg overrasker mig selv og ender med et år udelukkende med genbrug – det er helt klart min ambition.

Hvad er dit forhold til genbrug?

Jeg har de seneste år været god til at sælge ting videre, som ikke længere blev brugt. Det med selv at handle genbrug er dog en forholdsvis ny ting, som jeg er begyndt på. Jeg fik først øjnene rigtigt op for genbrug for et års tid siden. Det startede med, at jeg shoppede genbrugsinteriør, men har nu udviklet sig til, at jeg også flittigt handler genbrugstøj.

Jeg shopper det meste af mit genbrug i velgørende genbrugsbutikker som bl.a. Røde Kors. Her kan jeg ofte gøre et godt fund til en rimelig pris, og så gør det mig bare så glad, at pengene går til velgørende formål. Jeg vil sige, at genbrug faktisk nu er gået hen og er blevet en hel passion, og noget som jeg med glæde deler ud af på min Instagram profil for at inspirere andre.

Hvad er dit interesseområde?

Jeg er særligt interesseret i nips og decor til hjemmet. Lækre retro fund, keramik og fine krus er altid noget, jeg kigger efter. Falder jeg over en ting med flot form eller spændende struktur, ryger den tit i kurven, selvom farven ikke falder i min smag. Den bliver forvandlet med en klat maling, så den passer perfekt ind i min beige indretning. Særligt lamper og vaser kan se markant mere eksklusive ud efter en make-over.

Hvilke krav har du stillet dig selv?

Jeg udfordrer mig selv til at handle interiør og tøj brugt det næste år. Undtagelserne interiørmæssigt bliver møbler og tæpper. I forhold til garderoben er undtagelserne undertøj, sokker, bukser, sko og funktionstøj som f.eks. outdoor beklædning.

Hvad har du sat af ambitioner for et år med genbrug?

Jeg ønsker, at se hvor meget af mit forbrug, jeg kan dække med genbrug. Håbet er, at jeg helt kan undvære at købe nyt og se det kommende år som et år med købestop af ubrugte ting. Jeg satser på at kunne overraske mig selv med hvor store muligheder, jeg faktisk vil have indenfor genbrugsrammerne, og at jeg kan inspirere andre til at købe mere genbrug og mindre nyt.

Hvad tror du bliver din største udfordring med et år med genbrug?

Det sværeste bliver nok at forsøge at finde bukser, som kan passe mig, da det i forvejen er svært. Derfor har jeg også den kategori med som en undtagelse. Jeg forventer at sommeren bliver den hårdeste sæson, da jeg er særligt kræsen omkring pasform på sommertøj, så der kommer mine genbrugsevner nok lidt på overarbejde. Jeg håber, at jeg overrasker mig selv og ender med et år udelukkende med genbrug – det er helt klart min ambition.

Halvårsstatus

Har dine købsvaner ændret sig på dette halve år? 

Jeg har vendt mig helt af med at gå i butikker med nye varer. Jeg er begyndt at gå mere på loppemarked både for at købe og sælge. Jeg har afmeldt mig nyhedsbreve og tilmeldt mig nyhedsbrev fra Røde Kors genbrug i stedet. Jeg har helt mistet lysten til at købe nyt, for det giver bare sådan en fed følelse at købe brugt i den gode sags tjeneste. For nogle uger siden var jeg i New York og kom udelukkende hjem med tøj fra genbrugsbutikker. En virkelig positiv oplevelse, og nogle helt anderledes fund end i almindelige butikker.

Hvad har dit bedste køb været dette halve år?

Mit bedste køb er et par brede Ganni uldbukser, en Ami strik og en vintage Ralph Lauren frakke. Jeg har dog lavet rigtig mange gode køb bl.a. en masse cool blazere og nederdele.

Hvad har du af håb for det næste halve år i genbrugets tegn?

Jeg håber at finde flere gode fund og få delt det gode budskab om genbrugsshopping endnu bredere.

Hvis du skulle give andre, der godt kunne tænke sig shoppe mere genbrug, ét råd, hvad skulle det så være?

Giv ikke op, hvis dit første forsøg på genbrugsshopping mislykkes. Det er en anden måde at shoppe på og kræver derfor lidt tilvænning. Giv dig tid, og øv dig i at shoppe i genbrugsbutikker og pludselig er det helt naturligt.

Astrid om genbrug i juletiden

Julegaverne er primært købt fra nyt, da jeg ikke ønsker at påtvinge min egen livsstil på familien. Ønsker de sig noget brugt får de det selvfølgelig, men ellers køber jeg julegaver fra ny som tidligere år.

Juleønskerne på min egen liste er primært materialer som stentøjsler til keramik eller garn til hækling. Der er også gavekort til Røde Kors på listen samt lidt smykke ønsker.

Jeg har med vilje ikke sat ting på sedlen som er omfattet af min genbrugsudfordring, da jeg føler mig rigtig godt dækket gennem genbrugsshopping.

Jeg har været rigtig flittig til at upcycle gammel julepynt og julepynt fra genbrugsbutikker i år. Det har virkelig været en hyggelig proces og noget jeg kommer til at gentage fremover til jul.

Jeg har været på lagersalg med Røde Kors og købt lidt ekstra i genbrugsbutikkerne her op til jul, så der er godt med midler til de velgørende formål pengene går til. Det giver sådan en god følelse at ens shopping går til gode formål.

Jeg har fået købt en del fine genbrugskjoler og stiletter til julens fester. Det har været overraskende nemt at få opdateret festgarderoben i år.

Gift Card image
Gavekort